Spørgsmål

1. Kan der angives befæstelsesgrader i spildevandsplanen og kan sådanne befæstelsesgrader håndhæves for nye og eksisterende områder?

2. Hvad kan der gøres mod fortætning og tilhørende befæstelse af bymæssig bebyggelse?

Svar

1. Det er næppe i modstrid med gældende regler at angive retningslinjer for befæstelsesgrader i spildevandsplanen for hverken nye eller eksisterende området. Men befæstelsesgraderne er ikke bindende og det er ikke muligt at håndhæve dem, alene fordi de omtales i spildevandsplanen. I tilslutningstilladelser kan kommunen for både nye og eksisterende områder og under visse betingelser angive maksimalt tilladelige afledte regnvandsmængder på ejendomsniveau. Dette gælder særligt for erhvervsejendomme og i mindre omfang for boligejendomme og kravene vil være vanskelige at håndhæve.

Krav til befæstelsesgrader hører hjemme i en anden del af lovgivningen end miljøbeskyttelsesloven med tilhørende regelsæt. Se svaret på spørgsmål 2.

2. Lokalplaner kan have bindende krav om befæstelsesgrader. De vil i givet fald kun være gældende for den fremtidige anvendelse af ejendomme og ikke den eksisterende anvendelse.

Uddybning

1. Spildevandsplanernes indhold er reguleret i miljøbeskyttelseslovens § 32 og spildevandsbekendtgørelsens § 5. Hverken i de nævnte regler eller i vejledningen til spildevandsbekendtgørelsen er det beskrevet, at befæstelsesgrader kan omtales i spildevandsplanen. Da befæstelsesgrader har stor betydning for mængderne af tag- og overfladevand (herefter betegnet regnvand), der afledes til kloaksystemet er det dog DANVAs vurdering, at det ikke er i modstrid med reglerne at omtale dem i spildevandsplanen. Foreningen har også tidligere hørt om denne praksis. Med nogle få undtagelser, herunder miljøbeskyttelseslovens § 32 b., stk. 1 om forsyningspligt i kloakoplande udpeget efter spildevandsplanen, er spildevandsplanens bestemmelser ikke bindende for borgerne eller vandselskabet. Hvis befæstelsesgrader alene fremgår af spildevandsplanen, vil de således ikke kunne håndhæves.

Kommunen giver efter miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3 og spildevandsbekendtgørelsens § 13 tilladelse til tilslutning af spildevand fra ejendomme til vandselskabers kloakker. Det følger af punkt 5.4.1 i vejledningen til spildevandsbekendtgørelsen, at der normalt ikke er behov for en egentlig tilslutningstilladelse for almindeligt husspildevand. Kommuner kan i tilslutningstilladelser fastsætte en maksimal afledningsret for regnvand i nye kloakoplande, jævnfør side 47 i bogen ”Klimaændringer i juridisk perspektiv”, udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag i 2011. En sådan praksis skal dog kunne begrundes og være funderet i saglige hensyn. Det er i samspillet mellem gældende regler og de lokale forhold, at det kan vurderes, hvornår der foreligger saglige hensyn.

Som et muligt eksempel fremgår det af spildevandsbekendtgørelsens § 13, stk. 3, at kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af vilkår i en tilslutningstilladelse skal sikre, at afledningen fra en ejendom ikke er til hinder for, at vandselskabet kan overholde kravene i selskabets udledningstilladelse. Her kunne det eksempelvis tænkes, at man i et fælleskloakeret område sætter krav til forsinkelse/maksimale mængder af regnvand fra ejendomme for at undgå, at der kommer så store vandmængder ind på renseanlægget, at vandselskabet ikke kan leve op til kravene i udledningstilladelsen. I den forbindelse skal det nævnes, at punkt 5.5.1 i vejledningen til spildevandsbekendtgørelsen tilsiger, at der ikke kan ske ændringer af tilslutningstilladelser for at skabe ekstra kapacitet på et renseanlæg, hvis renseanlæggets faktiske kapacitet er for lille i forhold til den mængde spildevand, renseanlægget skal kunne behandle efter spildevandsplanen. Der kunne tilsvarende ligge saglige hensyn til grund for krav forsinkelse/maksimale mængder af regnvand fra ejendomme i  separatkloakerede oplande. For så vidt angår skærpelse af eksisterende tilslutningstilladelser eller tilslutninger, vurderer DANVA, at der skal lægge tungtvejende hensyn til grund, hvis kommunen eksempelvis vil stille krav om forsinkelse/grænse om maksimal regnvandsmængde til boligejendomme. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at de pågældende boligejendomme har indrettet sig fysisk på at kunne tillede en given mængde regnvand til kloaksystemet. Foreningen kender ikke til eksempler fra vandselskaber, domspraksis eller tilsynspraksis på, at kommuner for eksisterende tilsluttede boligejendomme har stillet krav om forsinkelse af regnvand/maksimale tilledte mængder. For erhvervsejendomme vil det sandsynligvis være lettere at stille sådanne krav.

Konklusionen er altså, at DANVA vurderer det som værende inden for gældende regler og når en række betingelser er opfyldte, at kommunen i nye tilslutningstilladelser eller ved ændring af eksisterende tilslutningstilladelser kan stille krav om forsinkelse/maksimale mængder regnvand fra ejendomme, hvad enten der er tale om eksisterende tilslutninger, nye tilslutninger, erhvervsejendomme eller boligejendomme men også at det kræver nærmere vurderinger i de forskellige situationer at afgøre, hvornår de saglige hensyn måtte være tilstede. Hvis en kommune vælger at indføre krav som beskrevet i tilslutningstilladelser i større eller mindre omfang vil det dog være en stor udfordring at håndhæve sådanne krav.

2. Hvis man ønsker at styre befæstelsesgrader af hensyn til afledning af regnvand fra ejendomme og klimatilpasning, er lokalplaner et mere oplagt redskab end spildevandsplaner. Efter planlovens § 15, stk. 1 ligger det inden for lokalplaners formål at varetage klimatilpasning. Desuden har lokalplaner karakter af erstatningsfri regulering og de er bindende i den henseende, at der ikke retligt eller faktisk må etableres forhold i strid med lokalplanens bestemmelser, jævnfør planlovens § 18. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at lokalplaner ikke giver en handlepligt for bestående forhold men kun for fremtidige dispositioner. I Miljøministeriets vejledning ”Klimatilpasningsplaner og klimalokalplaner” fra februar 2013 beskrives klimalokalplaner i vejledningens del 3. Her står der bl.a. på side 42:

I eksisterende byområder kan lokalplaner stille krav, der vil få effekt, når der skal ske ændringer af bestående forhold. Som eksempel kan der stilles krav om, at alle fremtidige anlæg af befæstede arealer sker med permeable belægninger, og i områder med oversvømmelsesrisiko kan byggemulighederne begrænses, eller der kan f.eks. stilles krav om større sokkelhøjder eller være forbud mod nye kældre. (fremhævning med fed i original tekst)

Der henvises i øvrigt til den nævnte vejledning og planloven med tilhørende lovbemærkninger for yderligere oplysninger.

Til inspiration henviser vi til ”Redegørelse vedrørende klimasikring i grundejerens afløbssystem”. Vær dog opmærksom på, at redegørelsen er fra 2009 og derfor på nogle punkter forældet i forhold til gældende regler.