Spørgsmål

I hvilket omfang kan erhvervsvirksomheder få fradrag i vandafledningsbidrag for vand, der forbruges til produktion eller andet? Hvordan forholder reglerne sig eksempelvis til vinduespudservirksomheder, campingpladser, hoteller, svømmehaller, golfbaner, fodboldbaner og kirkegårde?


Hvordan er forholdet mellem betalingslovens muligheder for fradrag i vandafledningsbidraget for vand, der går til en er produktion eller af anden grund ikke afledes og de nye regler i den såkaldte "trappemodel"?

DANVAs vurdering

Med den retsstilling, der nu er på området, er det DANVAs vurdering, at der i alle de beskrevne eksempler kan gives fradrag i betaling af vandafledningsbidraget. Betingelserne for at give fradrag er, at det vand, der ikke afledes, bruges til erhvervsaktiviteten, og at der foreligger dokumentation for størrelsen af den vandmængde, der ikke afledes til kloak. Det er tilstrækkeligt at vandet bruges i forbindelse med erhvervsaktiviteten men ikke en betingelse, at vandet bruges i forbindelse med den primære produktion.

For så vidt angår dokumentationstypen er kravene ikke entydige. På den ene side er der hjemmel til at spildevandsskabet kan stille krav om dokumentation, og på den anden side kan spildevandsselskabet næppe stille krav om, at dokumentationskravet skal opfyldes ved måling.

Med hensyn til, hvilke erhvervsformer, der vil være omfattet af trappemodellen henvises til Naturstyrelsens vejledning om trappemodellen. Det er DANVAs vurdering, at campingpladser vil være omfattede.

Uddybende svar

1) 
DANVA er bekendt med en ny dom fra Vestre Landsret vedrørende fradrag for vand, der opbruges i en virksomheds produktion eller af anden grund ikke afledes til et spildevandsselskab. Der er tale om en Vestre Landsrets dom fra 4. februar 2013, og så vidt DANVA er orienteret, den seneste dom vedrørende betalingslovens § 2 a, stk. 5. Dommen må anses for udtryk for gældende retspraksis og fortolkning af lovbestemmelsen – i hvert fald indtil at der foreligger en nyere Landsrets eller Højesteretsdom, eller sker ændringer i lovgivning. I dommen udtalte to ud af tre landsretsdommere:

Vi tiltræder af de grunde, der er anført af byrettens mindretal, at der ikke efter betalingslovens § 2 a, stk. 5 (daværende § 2 a, stk. 4) sammenholdt med Betalingsvedtægten for H Kommune er hjemmel til at begrænse fradrag i vandafledningsafgiften til alene at gælde for vand, der er anvendt til den egentlige produktion. I det omfang [virksomheden] er i stand til at godtgøre størrelsen af den mængde vand, der ikke er afledt til det offentlige spildevandsanlæg, men i stedet er anvendt til etablering og vanding af virksomhedens udenomsarealer, vil der således kunne ske fradrag ved opgørelsen af vandafledningsafgiften. 

Efter landsrettens flertal er det således ikke et krav for fritagelse for vandafledningsbidraget at det vand, der ikke afledes, indgår i den primære produktion. Det er tilstrækkeligt, at virksomheden kan godtgøre/dokumentere størrelsen af den vandmængde, der ikke afledes. Den byretsdom, der henvises til, er afsagt ved retten i Sønderborg, d. 30. januar 2012.

Vestre Landsrets dom strider mod den fortolkning af bestemmelsen, som Naturstyrelsen (tidligere Miljøstyrelsen) har beskrevet under punkt 4.2.2.3 i vejledningen for betalingsloven. Efter vejledningen kan der kun gives fradrag i vandafledningsbidraget for vand, der indgår i den primære produktion. Mindretallet i byretten, ligesom flertallet i landsretten valgte at støtte ret på, udtalte følgende om betalingsvedtægten og vejledningen:

Betalingsvedtægten for H Kommune, litra B, pkt. 2, nævner samme to led, der kan give fradrag, som betalingsloven, men har opstillet den begrænsning, at ”for at få fradrag skal det vandforbrug, der ønskes fradrag for, kunne henregnes til erhvervsdelen, dvs. den primære produktion”.

Betalingsvedtægten kan imidlertid ikke uden hjemmel indføje en selvstændig begrænsning i erhvervsejendommes mulighed for at få fradrag for vandafledningsbidraget iht. betalingslovens § 2 a., stk. 5, der giver virksomheden ret til ved opgørelsen af vandafledningsbidraget at få fradrag for den del af vandet, der enten medgår til produktion eller ikke tilledes kloaksystemet. Det forhold, at betalingsvedtægtens formulering sandsynligvis har sin baggrund i Miljøstyrelsen vejledning nr. 3/2001 til betalingsloven og det i vejledningens s. 39, 2. afsnit anførte eksempel, ændrer ikke herved.

2)
På baggrund af det under punkt 1 anførte, er det DANVAs vurdering, at der i de omtalte eksempler vil kunne gives fradrag i vandafledningsbidraget til de pågældende erhverv, såfremt mængden af vand, der ikke tilledes kloak, kan dokumenteres.
Det lægges til grund for denne vurdering, at betalingslovens definition på erhvervsejendomme er meget bred, jævnfør punkt 2.2.1 i vejledningen (nr. 12414, 2001) til betalingsloven. Der er hjemmel til, at spildevandsselskaberne kan stille krav om dokumentation. Dette følger af den under punkt 1 omtalte Vestre Landsrets dom af 4. februar 2013, hvor retten enstemmigt udtaler:

[Virksomheden] har ikke ved anvendelse af bimåler dokumenteret størrelsen af det vandforbrug, der er anvendt til vanding af udenomsarealerne, og har heller ikke i øvrigt godtgjort eller sandsynliggjort, hvor stor en del af det forbrugte vand, der er anvendt til vanding. Landsretten tiltræder derfor, at [virksomheden] skal betale vandafledningsafgift hele den forbrugte mængde vand.

Grunden til at virksomheden blev dømt til at betale det fulde vandafledningsbidrag var således ikke, at virksomheden ikke havde ret til fradrag for det vand, der gik til vanding af græsplænerne, men at virksomheden ikke ved måling eller på anden vis havde dokumenteret, hvor meget vand, der gik til vanding af græsplænen.

Som det fremgår af dommen, er det ikke krav, at mængden skal dokumenteres ved måling. Andre metoder kan også være en mulighed. Erhvervsejendomme skal altså kunne dokumentere, hvor meget vand, der ikke er afledt, men vandselskabet kan næppe stille krav om, at dette sker på en bestemt måde. Der henvises til en afgørelse fra de kommunale tilsynsmyndigheder, MAD 1998.643 TR. Måling vil dog ofte være en oplagt måde at tilvejebringe dokumentationen på og ud over at bruge vandmålere som dokumentation, kender DANVA også til, at nogle bruger spildevandsmålere. 

3)
Med hensyn til forholdet mellem mulighed for opnå fradrag i vandafledningsbidraget for vand, der går til en er produktion eller af anden grund ikke afledes og de nye regler om mulighed for reduktion i vandafledningsbidraget for erhvervsvirksomheder med stort vandforbrug (den såkaldte trappemodel), kan DANVA oplyse følgende:

Erhverv der opererer på markedsmæssige vilkår – jf. § 1, nr. 5 i bekendtgørelser nr. 1070, 2013 om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget m.v. – udgør kun en delmængde af det, der efter betalingslovens ejendomsbegreb definereres som værende erhvervsejendomme, jf. punkt 2.2.1 i vejledningen til betalingsloven. Der vil altså være nogle ejendomme som for eksempel offentlige skoler og kirkegårde, der defineres som erhvervsejendomme efter betalingsloven, men som ikke er definerede som erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår efter bekendtgørelsen. Der er under punkt Ad 3 i Vejledende notat om reglerne for trappemodel for beregning af vandafledningsbidrag nogle retningslinjer for definitionen på erhverv, som opererer på markedsmæssige vilkår.

Efter DANVAs vurdering vil en campingplads både opfylde definitionen på en erhvervsejendom efter betalingsloven og definitionen på erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår efter bekendtgørelsen.

Hvis en campingplads søger om og får fradrag i vandafledningsbidraget for den vandmængde, der ikke afledes til kloak, kan campingpladsen kun søge om afregning efter trappemodellen for den restvandmængde, der afledes til kloak, se punkt Ad 5 i nævnte vejledende notat om trappemodellen.

Disclaimer

DANVAs vurderinger af de juridiske problemstillinger er tænkt som sparring/vejledning, som kan anvendes i forsyningernes egen sagsbehandling. Vurderingerne er foretaget med afsæt i gældende lovgivning og praksis på tidspunktet for vurderingen, og der tages således forbehold for eventuelle, senere lovændringer og/eller ændring af rets- og administrativ praksis. DANVA påtager sig herefter intet ansvar for eventuelle tab eller skader som følge af det publicerede materiale under ”Spørgsmål & Svar” eller tredjemands brug heraf, hvad enten dette skyldes fejl og uhensigtsmæssigheder i eller manglende opdatering af materialet eller andre årsager.