Indledning

Sommeren 2018 gav anledning til adskillige lokale vandingsforbud, og det opfølgende spørgsmål er, om dette kan sanktioneres juridisk.

Ordlyden i vandforsyningslovens (lbk nr. 118 af 22/02/2018) § 84, stk. 1, nr. 4, henviser til, at sanktionering efter loven kræver, at der er tale om overtrædelse af en afgørelse, jf. ” undlader at efterkomme påbud eller forbud efter loven”. Efter VFL § 52, stk. 1, kan den almene vandforsyning ” […] træffe bestemmelse om indskrænkning af vandforbruget”. DANVA er i tvivl om, hvorvidt ordene ”træffe bestemmelse” i VFL § 52, stk. 1, er en påbudsmulighed, som muliggør sanktionering efter VFL § 84, stk. 1, nr. 4. Dette hænger naturligvis sammen med, at forsyningerne ikke er myndigheder, der træffer forvaltningsretlige afgørelser.

Spørgsmål

DANVA har vurderet på, hvorvidt indskrænkning af vandforbruget efter VFL § 52, stk. 1, kan håndhæves efter VFL § 84, stk. 1, nr. 4.

Svar

Det korte svar er, at et vandingsforbud efter såvel § 52 stk. 1 og stk. 2, kan håndhæves efter VFL § 84 stk. 1 nr. 4.

Med støtte i motiverne til vandforsyningsloven af 1969 samt forvaltningsretlige intensitetsbetragtninger synes hjemmelskravet derfor at være lempet i VFL § 52, stk. 1. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med normalregulativets pkt. 6.4 sammenholdt med pkt. 17.1 (vejledning nr. 9289 af 04.05.2014 fra Miljøministeriet).

DANVAs vurdering

1. Forbud/påbud

I lærebogen ”Almindelige emner”, Karsten Revsbech m.fl., 6. udgave, 1. oplag, s. 83 defineres et påbud som værende et direktiv til private om at udføre en vis handling. I samme bog s. 84 defineres et forbud som et direktiv til private om at undlade en bestemt handling.

2. Vandforsyningsloven § 52, stk. 1

Ordlyden er:

52.Almene vandforsyninger kan, når anlæggets drift eller hensynet til vandforekomsterne skønnes at gøre det nødvendigt, træffe bestemmelse om indskrænkning af vandforbruget, herunder med hensyn til vanding af haver i tørkeperioder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan pålægge almene vandforsyninger at træffe sådan bestemmelse. 

Bestemmelsen er omtalt i normalregulativet (vejledningskarakter), se pkt. 6.4 og 17.1, der angår straffemulighed.

Lovgivningsmagten ønsker med bestemmelsen at give forsyningerne mulighed for at regulere borgernes vandforbrug. En formålsfortolkning af VFL § 52, stk. 1, medfører derfor, at der er tale om en påbudsmulighed for forsyningerne.

VFL § 52, stk. 2’s ordlyd giver derimod kommunalbestyrelsen en påbudsmulighed, hvorefter denne del af bestemmelsen utvivlsomt kan håndhæves efter VFL § 84, stk. 1, nr. 4.

3. Hjemmelskravet

Legalitetsprincippets anden del om hjemmelskravet medfører, at et indgreb i borgernes retsforhold skal kunne legitimeres direkte eller indirekte i lovgivningen. Det følger af den forvaltningsretlige teori, at hjemmelskravet har varierende styrke. Til at fastslå kravet anvendes en intensitetsvurdering. Af denne følger, at jo mere dybtgående forvaltningen gør indgreb i borgernes frihed og ejendom, des sikre må hjemlen være. Dette fremgår af lærebogen ”Almindelige emner”, Karsten Revsbech m.fl., 6. udgave, 1. oplag, s. 181.

I samme bog s. 188 omtales eksempler på tilfælde, hvor der gælder et skærpet hjemmelskrav:

[…] indgreb i interesser beskyttet af menneskerettighederne […] bestemmelser om straf, bestemmelser, der kan tillægges tilbagevirkende kraft, og afgørelser, hvorved der pålægges eller som indebærer økonomiske byrder for borgerne”.

Selvom ovenstående eksempler ikke er en udtømmende liste over tilfælde med skærpet hjemmelskrav, er indskrænkningsmuligheden i VFL § 52, stk. 1, ikke af sammenlignelig karakter.

Ifølge motiverne til vandforsyningsloven af 1969 er indskrænkningsmuligheden tiltænkt at skulle modvirke ”overflødigt” vandforbrug - fx bilvask med slange –, når vandforekomsterne skønnes at nødvendiggøre en indskrænkning. Derudover bemærkes i omtalte motiver, at begrænsningerne ikke har betydning for borgernes erhvervsmuligheder, jf. ”vanding af erhvervsmæssig betydning rammes så vidt muligt ikke af begrænsningerne”.

Med støtte i motiverne til vandforsyningsloven af 1969 samt intensitetsbetragtninger synes hjemmelskravet derfor at være lempet i VFL § 52, stk. 1. Indirekte eller stiltiende hjemmel i VFL § 52, stk. 1, er således tilstrækkeligt til, at forsyningerne kan udstede af påbud/forbud.  

4. Sammenhængen til normalregulativet

Normalregulativet, 2014, fra Naturstyrelsen har karakter af en vejledning og er ikke juridisk højere rangerende end loven. De enkelte forsyninger har typisk leveringsvilkår/regulativer, der i høj grad svarer til normalregulativet, og de konkrete regulativer er godkendt af den relevante kommunalbestyrelse.

Formuleringerne i pkt. 6.4 og 17.1 støtter op om ovenstående vurdering under punkt 4.3.

6.4 Indskrænkning af vandforbruget

Vandforsyningen kan, uden at der kan gøres krav på erstatning herfor, træffe bestemmelse om indskrænkning af vandforbruget eller visse dele af det, herunder om indskrænkning med hensyn til vanding af haver i tørkeperioder m.v., når vandforsyningens drift eller hensynet til vandforekomsterne gør det nødvendigt. Kommunalbestyrelsen kan pålægge vandforsyningen at træffe en sådan bestemmelse.

17.1 Bødestraf efter vandforsyningslovens § 84

Følgende punkter i regulativet indeholder regulering, hvor overtrædelse eller tilsidesættelse vil kunne straffes med bøde efter vandforsyningslovens § 84, stk. 1, nr. 1 og 4. Det drejer sig om punkterne 5.1, 5,5, 6,4, 7,3, 8.1.2, 8.1.3, 8.1.4, 8.1.5, 8.1.6, 8.1.7, 8.2.1, 8.2.2, 8. 3.1, 9.2, 1. punktum, 9.3, 9.8, 9.10, 10.1 samt 11.4.

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?