Spørgsmål

En almen privat vandforsyning har i en kommunevej placeret en vandledning over et vandselskabs fælleskloakledning mange år efter etableringen af kloakledningen. Det pågældende område skal separatkloakeres og der er i den anledning behov for at flytte vandledningen.


Er det vandselskabet eller vandforsyningen, der skal bekoste flytningen af ledningen efter gæsteprincippet eller efter regler og normer om, at der ved anlæggelse af nye ledninger skal tages hensyn til eksisterende ledninger?

DANVAs vurdering

Det er DANVAs vurdering, at vandforsyningen som minimum vil være forpligtet til at bidrage til at dække omkostningerne til flytningen af vandledningen.

- Hvis vejmyndigheden/kommunen gør gæsteprincippet gældende overfor vandforsyningen, vil vandforsyningen formodentlig skulle betale omkostninger til flytningen af vandledningerne i nødvendigt omfang.

- I indeværende situation har DANVA for få oplysninger til at foretage en konkret vurdering af, om vandforsyningen bør dække alle omkostninger til flytning af sin ledning ud fra normer og regler om, at der ved anlæggelse af en ny ledning skal tages hensyn til allerede eksisterende ledninger.

Uddybende svar

I det følgende begrunder DANVA sine vurderinger først med afsæt i gæsteprincippet og derefter med afsæt i eventuelle regler og normer om, at der ved anlæggelse af en ny ledning skal tages hensyn til eksisterende ledninger.

Gæsteprincippet

Retsgrundlaget er § 106, stk. 1 og 2 i lov om offentlige veje (herefter ”vejloven”). I den nye vedtagne vejlov fremgår gæsteprincippet af § 77, men § 77 og de fleste andre bestemmelser træder først i kraft d. 1. juli 2015, jævnfør § 139 i samme lov. Indtil da gælder nævnte § 106 i den ”gamle” vejlov.

1. Vandselskabet kan ikke påberåbe sig gæsteprincippet over for vandforsyningen i det konkrete tilfælde. Dette støttes på det følgende:

Det forhold at vandselskabet afleder vejens vand – tidligere i en fællesledning og fremover i den nyetablerede regnvandsledning – betyder efter DANVAs vurdering i den konkrete sag er, at vandselskabet ikke lå/ligger som gæst i den kommunale vej, eller at vandselskabet i mindre grad kan betragtes som gæst i vejen end vandforsyningen. Vurderingen baseres på to kriterier. Det ene kriterium er, at det er en anden juridisk person end vejmyndigheden/kommunen, som er ledningsejer – i den konkrete sag vandselskabet, der ejer fælleskloakken.
Det andet kriterium er, at separatkloakeringen i den konkrete sag næppe kan siges at være et vejformål.

Førstnævnte kriterium om den juridiske person omtales i lovbemærkningerne til den nye vejlovs § 77, hvor det følgende fremgår:

Om retstilstanden vedrørende afgrænsning af gæsteprincippet kan i øvrigt nævnes, at der tidligere har hersket en vis usikkerhed om, hvilke typer ledninger gæsteprincippet omfattede.

Det er dog klart fastslået i bl.a. ekspropriationskendelse af 6. maj 2004 vedrørende Østamagerbanen, at ”hvor ledningsejeren ikke er identisk med vejbestyrelsen, må ledningsejeren selv afholde udgifterne i forbindelse med ledningsomlægningen som følge af nye vejanlæg. ”

Denne retsopfattelse ses ligeledes at være kommet til udtryk i aftaler mellem ledningsejeren til vejbelysningsanlæg og vejbestyrelser, hvor det i en række kommuner siden 1980’erne har været sædvanligt, at ledningsejeren har aftalt sig ud af gæsteprincippet.

Det er således uden betydning, om ledningen alene tjener et snævert privat formål, et forsyningshensyn eller om den er en del af vejens udstyr, f.eks. ledning til vejbelysning eller vejafvanding. Afgørende for anvendelsen af princippet er, at ledningen ejes af en anden juridisk person end vejejeren (vejmyndigheden), og at gæsteprincippet ikke er fraveget ved aftale mv.

Lovbemærkningerne taler altså for, at gæsteprincippet finder anvendelse, når ledningsejeren er en anden juridisk person end vejbestyrelsen/kommunen.

Men hvis der er tale om vejformål er det ikke nødvendigvis afgørende, at den juridiske personer er en anden end vejmyndigheden. Som det fremgår af ”Vejledning i ”gæsteprincippet” og fortolkning af vejformål” fra 25. november 2008” på Dansk Ledningsejerforums hjemmeside, kan flytning af ledninger godt være begrundet i vejformål, selv om den pågældende ledningsejer er en anden juridisk person end vejmyndigheden. Der henvises i nævnte vejledning til Trafikministeriets brev af 27. maj 1994 under afsnittet om, at ledninger skal flyttes som følge af andre ledningsejeres arbejde i vejene … Brevet omtaler en situation, hvor ledningsejeren Jysk Telefon måtte flytte sin ledning grundet en anden ledningsejers – nemlig Vejles Kommunes vandforsyning – flytning af sin vandledning. Årsagen til at vandforsyningen måtte flytte sin vandledning var trafiksanering af en amtsvej og det var dermed  grundlæggende vejformål, der gjorde at begge de nævnte ledningsejere efter Trafikministeriets vurdering måtte bekoste flytningen af deres respektive ledninger. Det er vanskeligt at se, hvorledes separatkloakeringen i den konkrete sag, skulle kunne kategoriseres som vejformål. Separatkloakeringen gennemføres med afsæt i miljømæssige, sundhedsmæssige og økonomiske hensyn. Dette fremgår under overskriften ”Separatkloakeringsstrategi” i den pågældende kommunes spildevandsplan.
DANVA har ikke i retspraksis eller myndighedsafgørelser kunnet finde eksempler på, at separatkloakering er blevet kategoriseret som vejformål.

Eftersom både vandselskabet og vandforsyningen ligger som gæster i den kommunale vej, kan de ikke indbyrdes gøre gæsteprincippet gældende over for hinanden.

2. Som det forklares herunder, vil kommunen som vejmyndighed kunne gøre gæsteprincippet gældende over for vandforsyningen:

a) Efter det oplyste er det i de pågældende kloakoplande kommunen, der i egenskab af vejmyndighed ejer og driver vejafvandingsanlæg fra vejrist til og med tilslutningen af vejstik til vandselskabets regnvandsledning (tidligere fællesledning). At vandselskabet som del af separatkloakeringen har entreret med en entreprenør om, at sidstnævnte sørger for gravearbejder både for vandselskabets spildevandsanlæg og for kommunens vejafvandingsanlæg, ændrer ikke på dette forhold. Kommunens vejafdeling har fået tilsendt en regning for gravearbejderne til kommunens anlæg.

b) Det falder efter DANVAs vurdering ind under vejformål, at kommunen må omlægge vejafvandingsanlæggene som følge af separatkloakeringen. Selve separatkloakeringen er som nævnt næppe vejformål, men separatkloakeringen medfører, at kommunen som vejmyndighed må omlægge sine vejafvandingsanlæg for at kunne opretholde en forsvarlig afvanding af vejen. Der henvises til vejlovens § 10, stk. 1 og stk. 2 og udtalelse fra Vejdirektoratet.

c) Vejstikkene krydser vandledningen og det er lagt til grund, at hvis vandledningen ikke blev flyttet, ville det være vanskeligere og dyrere for kommunen, at nedlægge de gamle vejstik og etablere de nye vejstik. Det må så afhænge af de konkrete omstændigheder, om det er nødvendigt at flytte hele vandledningen eller kun dele af den.

d) Kommunen vil således kunne anvende gæsteprincippet over vandforsyningen … medmindre andet er særligt bestemt ved overenskomst eller kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter vandforsyningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40. - jævnfør ordlyden i vejlovens § 106, stk. 1.

Ved anlæggelse af en ny ledning skal der tages hensyn til eksisterende ledninger

1. Vandforsyningen har gjort gældende, at den eksisterende ledning efter gældende regler nyder beskyttelse i forhold til den nye ledning og der henvises i forbindelse hermed til artiklen ”Ledninger – æresgæster i vejarealer” fra 1988 af Leif Larsen. I Dansk Ledningsejerforums notat ”Regler for etablering af ledninger i jord” fra 2006 henvises der også til Larsens artikel og til retsprincippet ”først i tid bedst i ret”.Efter DANVAs vurdering er retstilstanden i dag ændret, således at hensynet til eksisterende ledninger har fået forholdsvist mindre betydning, fordi dette hensyn i endnu højere grad end tidligere nu er suppleret af mange andre hensyn/forpligtelser. Dette uddybes i det følgende. Larsen henviser til § 9 og § 13 i Lov om Telegrafer og Telefoner (lov nr. 84 af 11/05/1897), som eksempler på, at man ved anlæggelse af nye ledninger er forpligtet til at tage udstrakt hensyn til eksisterende ledninger. Men Lov om Telegrafer og Telefoner blev ophævet i medfør af § 56, nr. 1 i Lov om radiofrekvenser fra 2009. Lov om registrering af ledningsejere – herefter LER loven – medfører forpligtelser for både ejere af eksisterende ledning og for ejere af nye ledninger. Det fremgår af § 6, at ejeren af den eksisterende ledning har pligt til at indberette oplysninger til LER registret og desuden pligt til efter § 8 at udlevere ledningsoplysninger til en graveaktør (som kan være en anden ledningsejer) om ledningens nærmere beliggenhed, om nødvendigt ved påvisning på stedet. En graveaktør, som måtte være ejer af en kommende ledning, har efter lovens § 9, stk. 1 pligt til at indhente oplysninger fra LER registret om ledningsejere, der ejer eksisterende ledninger i området og til at tilrettelægge og udføre gravearbejdet under hensyn til de indhentede oplysninger. Hvis man som ejer af en eksisterende ledning ikke har levet op til sine forpligtelser efter LER loven, kan det få retslige følger i eksempelvis spørgsmål om erstatningsansvar. Der henvises til Højesterets dom fra 2014 (U.2014.925H), hvor en kommune, der skulle etablere en kloakledning, ikke blev dømt erstatningsansvarlig for at grave et teleselskabs fiberkabel over. Højesteret lagde blandt andet til grund, at teleselskabet ikke havde etableret fiberledningen som vist på det det kort, der blev udleveret til kommunen, at teleselskabet havde erkendt, at det var en fejl, at kortet ikke var blevet rettet til med fiberledningens faktiske placering, samt at enhver af loven omfattet ledningsejer er forpligtet til at fremsende de ”nødvendige ledningsoplysninger” for at den, der skal udføre gravearbejdet, kan tilrettelægge og gennemføre det på grundlag af oplysningerne. Både LER loven og nævnte dom viser, at hensynet til eksisterende ledninger højst udgør et ud af mange retsaspekter, der gælder for forholdet mellem ledningsejere.

I normer for ledningers indbyrdes placering indgår hensynet til eksisterende ledninger med større vægt end i regelgrundlaget. Normer er ikke bindende som love, bekendtgørelser mv.. Men da de er retningslinjer for god praksis, kan deres indhold have betydning for afgørelse af retstvister mellem ledningsejere. I DS 475, Norm for etablering af ledningsanlæg i jord, 2. udgave fra 2012 – som jo har en lavere retsstatus end regler – er der nogle retningslinjer for ledningers indbyrdes placeres. Her fremgår det under punkt 4.6.1 på side 24, at Ledninger placeres således, at 

- unødigt pladsspild undgås, dvs. ledningerne placeres så tæt sammen som muligt

- etablering af ledningerne kan ske, uden at eksisterende ledninger beskadiges

- skadelige påvirkninger indbyrdes mellem ledningerne undgås

- senere reparationer på ledningerne kan udføres, uden af naboledninger beskadiges.

Ydermere fremgår det af note 2 på side 25, at Det er den sidst ankomne ledningsejer, der har ansvaret for, at afstandskrav overholdes. Afstandskravene fremgår på siderne 27 – 30 i normen. I en tidligere udgave af normen – DS 475 fra 1993 – findes retningslinjere om det indbyrdes forhold mellem ledninger på siderne 23 – 29.

DANVA kender ikke til domme om forholdet mellem ledningsejere, hvor det indgår i begrundelsen for dommen, at der ved placering af nye ledninger skal tages hensyn til placeringen af eksisterende ledninger.

2. Ud fra oplysningerne givet om den konkrete sag er det vanskeligt at vurdere, om vandforsyningen bør betale flytningen af vandledningen med afsæt i, at den nye ledning skal tage hensyn til den eksisterende ledning. Efter det oplyste er vandledningen anlagt mange år efter (for ca. 15 år siden) kloakledningen, som blev anlagt før 1972. Hvis vandledningen ikke er anlagt i overensstemmelse med daværende gældende normer og regler, vil dette afhængigt af de konkrete omstændigheder kunne være til ugunst for vandforsyningen i forbindelse med senere uoverensstemmelser mellem denne og andre ledningsejere. Angiveligt skulle vandforsyningen på i hvert fald dele af ledningsstrækningen ikke have levet op til gældende normer og regler for afstand til fælleskloakledningen. Men det er ud fra de tegninger og øvrige oplysninger DANVA har modtaget ikke muligt for foreningen at vurdere, hvorvidt vandledningen faktisk blev anlagt i overensstemmelse med de på daværende tidspunkt gældende normer og regler for ledningsejeres indbyrdes forhold. Dertil kommer, som forklaret i det følgende, at det er uklart, om der skal tages hensyn på samme måde ved separatkloakering, som der ville have været tilfældet, hvis der alternativt havde været tale om eksempelvis vedligeholdelse af den eksisterende ledning.

Hvis det havde været tilfældet, at der skulle ske vedligeholdelsesarbejde på den eksisterende fælleskloak, forekommer det umiddelbart logisk, at vandselskabet ville have kunnet henvise til, at deres fælleskloakledning har en bedre retsstilling end vandledningen, fordi fællesledningen lå der før vandledningen. Det kunne så være et argument for, at vandforsyningen skulle betale for flytning af vandledningen, hvis dette måtte være nødvendigt for at komme til at lave vedligeholdelsesarbejde på fællesledningen. Men i den konkrete sag skal der jo efter det oplyste anlægges to nye ledninger i forbindelse med separatkloakeringen – en til husspildevand og en til tag- og overfladevand fra vejen og fra ejendomme. Det giver så anledning til spørgsmålet om, hvor vidt det så er vandledningen, der bør tages hensyn til, da vandledningen jo blev anlagt før de nye separate kloakledninger? DANVA kan ikke vurdere dette.

Det er i den konkrete sag også oplyst, at det pågældende område allerede tilbage fra 1970’erne har været angivet som et område, der skulle separatkloakeres efter spildevandsplanen, at vandforsyningen har en gammel vandledning liggende et andet sted i vejarealet, samt at den pågældende kommune før selskabsudskillelsen fra kommunen af vandselskabet betalte flytning af vandforsyningens vandledninger ved separatkloakeringsprojekter andre steder i byen. På tidspunktet for anlæggelsen af vandledningen burde vandforsyningen således have haft kendskab til, at området skulle separatkloakeres. Ligeledes kan man argumentere for, at vandforsyningen, kunne have placeret den dengang nye ledning, der hvor den gamle vandledning ligger. Omvendt kan der have været saglige begrundelser for, at vandforsyningen placerede vandledningen, der hvor den gjorde. DANVA kan ikke vurdere, om dette måtte være tilfældet. Med hensyn til at kommunen betalte for flytningen af vandledningen ved tidligere separatkloakeringer, mener DANVA ikke, at dette nødvendigvis giver vandforsyningen en berettiget forventning om, at der igen betales for flytningen af vandledningen. I den mellemliggende periode er vandselskabet blevet selskabsudskilt fra kommunen og er dermed i mindre grad bundet af kommunens tidligere praksis. Desuden fremgår det ikke, om der var hjemmel til, at kommunen på daværende tidspunkt betalte for flytningen af vandledningen.

3. At vandforsyningen angiveligt ikke har levet op til normerne for placering af sin vandledning i forhold til den eksisterende fælleskloak og ikke har etableret sin vandledning det sted, hvor der i forvejen lå en gammel vandledning kunne pege i retning af, at vandforsyningen kunne have etableret sin ledning mere hensigtsmæssigt. Men DANVA har for få oplysninger i den konkrete sag til at vurdere, om vandforsyningen på den baggrund burde betale for flytningen af vandledningen i forbindelse med separatkloakeringen. 

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?