Samn Forsyning Horsens
Foto: Samn

Det er i stigende grad vanskeligt for forsyningerne at få meddelt udledningstilladelser.

Det er i stigende grad vanskeligt for forsyningerne at få meddelt udledningstilladelser. Flere sager har været prøvet i Miljø- og Fødevareklagenævnet, blandt andet Horsens-sagen, hvor en udledningstilladelse i 2022 blev hjemvist på grund af overskridelser af miljøkvalitetskrav for kobber i regnvand. En tilsvarende sag om Skærbækværket blev hjemvist på grund af valget af det repræsentative målepunkt, som dannede grundlag for de efterfølgende beregninger af den mulige påvirkning.

Forleden kom endnu en hjemvisning af en udledningstilladelse med relation til Horsens-sagen. Denne gang handler sagen blandt andet om, hvilke beregningsscenarier der ligger til grund for vurderingen af overløbshændelser og påvirkningen af recipienten.

Sagerne står ikke alene. Sammen med lange sagsbehandlingstider i kommunerne, mangelfuld vejledning, påbud og politianmeldelser af forsyninger understreger de, hvor vanskeligt det er at få meddelt de lovpligtige udledningstilladelser.

DANVA arbejder målrettet for bedre vejledning til kommunerne og presser på for, at forsyningerne ikke kommer i klemme på grund af uklare rammer, sagsbehandlingstid eller manglende ressourcer i myndighedsbehandlingen.

Vi er i tæt dialog med både Miljøministeriet, Miljøstyrelsen og KL om problemstillingen og vi hører meget gerne, om de konkrete situationer, hvor vandselskaber politianmeldes uberettiget, fordi kommunen ikke er i stand til at meddele en tilladelse.