Medicin- og kosmetikindustri skal betale til rent vandmiljø

Overraskelsen var stor i den danske og europæiske vandsektor i oktober 2022, da EU-Kommissionen introducerede det udvidede producentsansvar i forslaget til et revideret byspildevandsdirektiv .
EU-Kommissionens revision kan få stor betydning for håndtering af udfordringer med klimaforandringer og miljøfarlige stoffer. Men det vil pålægge producenter et betydeligt økonomisk og organisatorisk ansvar for forureningen, der opstår ved brugen af deres produkter.

En fjerdedel af omkostningsstigninger finansieres udvidede producentansvar

Kommissionen foreslår, at medlemsstater skal lave en liste over nationale vandområder, hvor koncentrationen af miljøfarlige stoffer udgør en risiko for sundhed eller miljø i 2030. Derudover bliver det foreslået, at alle spildevandsforsyninger, der renser byspildevand for 100.000 personer og derover, fra 2035 skal have et 4. rensetrin.

Dette rensetrin skal kunne fjerne ambitiøse 80 % af de miljøfarlige stoffer. For anlæg, der renser for 10.000 – 100.000 personer, gælder det 50 % af anlæggene i 2035 – og 100 % af de sidstnævnte anlæg i 2040.
Kommissionen foreslår, at princippet om det udvidede producentansvar skal have form af et økonomisk reguleringsinstrument, der sikrer, at producenter af lægemidler og kosmetik skal finansiere virkeliggørelsen af det 4. rensetrin, hvor nødvendigt, hvis deres produkter bidrager til udledning af miljøfarlige stoffer til spildevandet. Med det udvidede producentansvar vil man i følge Kommissionen dække 27 % af omkostningsstigningerne. 

Der er dog en bagatelgrænse på to tons på området. Ordningen skal differentieres, så der tages hensyn til, hvor giftigt produktet er for vandmiljøet.

Producenternes ansvar skal løftes i fælles producentsansvarsorganisation

Dette ansvar skal løftes kollektivt ved det, at medlemsstaterne skal sikre, at der dannes en ”producentsansvarsorganisation”, hvortil producenterne overfører midler, der afspejler produkternes farlighed og mængde. Det ligger indirekte i reguleringen, at spildevandsforsyningerne – der bliver nødt til at etablere 4. rensetrin - vil kunne få midler fra denne organisation.

EU Kommissionen har samtidigt med lanceringen af udkast til revision af byspildevandsdirektivet offentliggjort overvejelser omkring indførslen af det udvidede producentansvar i en konsekvensanalyse.

Virksomheder finansierer affaldshåndtering af egne produkter

På affaldsområdet har der i mange år være anvendt forskellige redskaber, der ligner et udvidet producentansvar. I hele Europa er der virksomheder, der finansierer affaldshåndteringen af de-res produkter og på denne måde har et incitament til at designe produkter mere miljøvenlige og genanvendelige. Vi kender det fra områder som:

Elektriske og elektroniske produkter

• Biler
• Batterier og akkumulatorer
• Engangsemballager til drikkevarer
• Emballage

Engangsplast som f.eks. balloner, letvægtsbæreposer, tobaksprodukter med filter, fiskeriredskaber og måske vådservietter.

I Danmark er der en kollektiv håndtering af producentansvaret ved Dansk Producentansvarssystem.

Billigst at løse udfordringerne ved kilden

Aktuelt oplyser Kommissionen, at medicin- og kosmetikbranchen er ansvarlige for 92 % af de miljøfarlige stoffer i EU´s spildevand. Det kendetegnende ved brugen af de nævnte produkter er, at forureningen er absolut mest udtalt i forbindelse med brugen af produktet.

Da det altid er billigst at kunne adressere udfordringerne først i livscyklussen og ved kilden, bør medicin- og kosmetikprodukter i stedet blive designet, så de ikke medfører miljø- og sundhedsmæssige udfordringer. Politikerne bør derfor vedtage instrumenter, som vil fremme forskning og innovation i medicin- og kosmetikbranchen og evt. supplere forureneren-betaler-princip med f.eks. afgifter.

Forureneren-betaler-princippet ikke implementeret i EU

De miljøfarlige stoffer er en mærkbar udfordring for miljøet og for menneskers sundhed. Derfor arbejder blandt andet vandsektoren på at skærme vandmiljøet imod disse stoffer. Det har alle-rede haft – og vil blot i stigende grad få – betydning i form af øget drifts- og investeringsomkostninger for forsyninger, hvilket har økonomisk betydning for forbrugerne.
Truslen fra miljøfarlige stoffer kræver fokus på såvel håndteringen af stofferne som finansieringsprincipper. Og lige her bliver det vanskeligt at være politikere – og det på trods af, at vi i årtier haf haft forurener-betaler-princippet som ledetråd nationalt og på EU-niveau via artikel 191.2 i TEUF.

Alt for ofte er forurener-betaler-princippet tidligere ikke slået igennem i den konkrete regulering på vand- og spildevandsområdet. Den Europæiske Revisionsret påpegede i 2021 i en rapport den inkonsekvente anvendelse af princippet i EU´s miljøpolitikker.
Som opfølgning opfordrede Ministerrådet, hvor miljøministrene sidder, Kommissionen til at anvende princippet i forhold til alle sektorer og vurdere mulighederne for at styrke integrationen af princippet i relation til den diffuse forurening samt lade vandpriser afspejle, at der er taget hensyn til forurener-betaler-princippet.

Dertil kommer, at Ministerrådet også opfordrer Kommissionen til at indtænke det udvidede producentansvar i flere situationer. I 2021 fremlagde Kommissionen desuden Zero Pollution Action Plan med en vision om et ikke-giftigt miljø i EU .

Forbrugerne må ikke sidde med regningen

Vi anerkender den vigtige rolle især medicinindustrien har i samfundet. Sektoren hjælper mange mennesker – og sektoren tjener mange penge til aktionærerne. Derfor bør den også løfte et samfundsmæssigt ansvar, så det ikke er forbrugerne, tilknyttet forsyningerne, der skal finansiere de negative miljømæssige problemer ved brugen af produkterne

Hvilke indvendinger formodes medicin- og kosmetikindustrien at have?

I det følgende ser vi på formodede argumenter fra de to medicin- og kosmetiksektorerne, der indtil videre er foreslået omfattet af princippet .
Argumenterne er angivet overskriftsform, som vi efterfølgende giver et modsvar på.

Ikke i overensstemmelse med EU-lovgivning:

Byspildevandsdirektivet bør afspejle miljøprincipperne, som vi ser dem i art. 191 i traktaten (TEUF). Her finder vi forsigtighedsprincippet, principperne om hhv. forebyggelse og kildekontrol samt forurener-betaler-princippet. I vandrammedirektivet tages der også udgangspunkt i forurener-betaler-princippet i forhold til indsats mod forurening og omkostningsdækning.
Spildevandsforsyningerne vil bidrage til at reducere de aktivstoffer (og deres nedbrydningsprodukter), der indgår i humane lægemidler. Men vi insisterer på, at lovgiverne anvender traktatens miljøprincipper, da det 4. rensetrin er dyrt at etablere og ikke er en miljømæssigt bæredygtig løsning.

Et udvidet producentansvar for udvalgte aktive stoffer er ikke en “fair” løsning:

Ligesom sygdomsbekæmpelse så er adgangen til rent drikkevand og sikker håndtering og rensning af spildevand helt essentielle ydelser til samfundet. I Europa er rensning for miljøfremmede stoffer allerede en stor økonomisk belastning for vandforsyninger, der anvender overfladevand. Det 4. rensetrin hos spildevandsforsyningerne vil ligeledes være en bekostelig affære. Der er også mange meget små forsyningsenheder i EU, og såvel vand- som spildevandsbranchen er kendetegnet ved, at kontrollen af taksterne er streng, at der typisk ikke skabes nævneværdig profit til ejerne – om nogen. Dette hænger bl.a. sammen med, at der altid har været politisk opmærksomhed på, at adgangen til vandservice skal være tilgængelig og økonomisk overkommeligt for alle borgere. Det er bl.a. kommet til udtryk i FNs resolutioner om Right to Water and Sanitation, som EU støtter.
Efter DANVAs opfattelse så har medicin- og kosmetikproducenter et godt innovativt og økonomisk udgangspunkt for at tilpasse sig det økonomiske pres som det udvidede producentansvar vil kunne give med henblik på at reducere negative miljø- og sundhedsmæssige påvirkninger.

Prisen for medicin vil blive højere til ugunst for sårbare borgere:

Helt overordnet er det vandsektorens holdning, at dette må håndteres via social- og sundhedspolitik; f.eks. ved tilskud til udsatte borgere og udvalgte produkter.

Manglende data om miljørisiko fra medicinprodukter:

Der ligger et solidt grundlag for vurdering af miljørisikoen i forhold til mange stoffer. Dette hænger sammen med, at der i EU-regi er et direktiv om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken, som der arbejdes på at opdatere, og i den forbindelse er flere videnskabelige fora involveret. Stoffer som diclofenac, ibuprofen, carbamazepine, nogle antibotikaer og udvalgte østrogener forventes bl.a. omfattet.

I dansk regi blev der i øvrigt i 2021 etableret et partnerskab for miljøfarlige stoffer, som skal gøre alle berørte klogere og bl.a. give rådgivere og leverandører et godt fundament til at eksportere danske løsninger på.

Umuligt at afgøre oprindelsen af medicinstoffer i vandmiljøet:

Dokumentationen for vores brug af miljøfremmede stoffer i form af medicin kan skaffes ved prøvetagning i udløbet fra renseanlægget. Det er vores bedste vurdering, at aktivstoffer i medi-cinen kan spores, taget i betragtning, at de ikke formodes at være metabolitter fra naturlige pro-cesser eller hidhørende fra andre antropogene stoffer. Denne proces skal bl.a. være baseret på miljøkvalitetsdirektivet.
Ansvaret for de aktive stoffer bør entydigt være placeret hos medicinindustrien, da de er de eneste, der kan ændre medicinens sammensætning og finde alternative indholdsstoffer. Dette ansvar kan ikke placeres hos patienter eller hos spildevandsforsyningerne, der skal håndtere problemet.

Vanskeligt at finde et grundlag at basere en afgift på:

Der er erfaringer fra pesticidreguleringen i Danmark, hvor der i årtier har været afgifter afhængig af stoffernes miljø- og sundhedsmæssige egenskaber.
En lignende tilgang vil principielt også kunne bruges i forhold til aktivstoffer fra medicin- og kosmetikbranchen. Afgiften på de problematiske stoffer kunne således variere afhængig af hen-holdsvis stoffernes miljøfarligheden, mængde og hvor kompliceret rensningen er.

Indsamling og genanvendelse af ubrugt medicin og kosmetik er et alternativ:

Det er rimeligt at formode, at det meste medicin og kosmetik forbruges af mennesker – og at det udskilles via urin eller fæces. Indsamling og genanvendelse af ubrugt medicin eventuelt tilknyttet en pantordning klarer derfor ikke de største udfordringer.