Nyt Renseanlæg Klar Forsyning Køgeegnen 20260415'
KLAR Forsynings nye renseanlæg står klar til at rense spildevand fra Sjællands nye supersygehus og resten af Køgeegnen i begyndelsen af næste år. Foto: KLAR Forsyning

I udgangen af 2026 står KLAR Forsynings nye renseanlæg færdigt til at rense spildevandet for miljøfarlige stoffer. Det er samtidig et af de første danske renseanlæg, hvor 4. rensetrin er implementeret.

Det bliver ikke kun medicin- og kosmetikrester, spildevandet renses for, når KLAR Forsynings nye og for danske standarder banebrydende renseanlæg står klar i Køge i starten af 2027, hvor det bliver sat i drift, men miljøfarlige stoffer generelt. På den måde overimplementerer selskabet egentlig EU’s Byspildevandsdirektiv, men det er de samme kemiske processer, der skal bruges, og af den grund giver det ikke mening at begrænse sig. ”Der er f.eks. ikke EU-krav om at fjerne PFAS, men leverandøren giver procesgaranti for det og har en forventning om at kunne fjerne mere end garanteret,” siger Christian Lerche, projektleder i KLAR Forsyning. Projektet er et såkaldt ”fyrtårnsprojekt”, der skal inspirere andre i branchen, og er støttet af Miljøstyrelsen med 17 mio. kr. under MUDP (Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram) med henblik på netop at teste nye processer til fjernelse af miljøfarlige stoffer i Danmark.

Baggrunden for det nye renseanlæg er, at spildevandet fra Sjællands Universitetshospital i Køge, ligesom fra alle andre nye supersygehuse i Danmark, skal renses for medicinrester. Oprindeligt var planen decentral rensning på selve sygehuset, men undersøgelser viser, at de fleste medicinrester i spildevandet stammer fra private husstande, og derfor gav det mening at implementere det nye rensetrin centralt på Køge-Egnens Renseanlæg. Og selve byggeriet er tæt på at være i mål. Teknologileverandøren begynder installation i april, og planen er at lede vand igennem anlægget i starten af 2027. Herefter vil anlægget blive indkørt og optimeret i forhold til renseeffekt og forbrug af ilt og aktivt kul.

Christian Lerche, projektleder i KLAR Forsyning, fortæller, at de har haft god glæde af at opdele udbuddet, så de selv har haft den koordinerende rolle mellem hhv. teknologileverandøren og entreprenøren.

Teknologien er bygget ind

Et centralt valg i projekteringen har været at integrere renseteknologien som en del af selve renseprocessen frem for at lave et separat efterbehandlingstrin. En delstrøm af vandet tages ud, ozoneres og føres retur til procestankene, hvorefter det ledes til efterklaringstankene og ledes derefter igennem et aktivt kulfilter inden udløb til Køge Bugt gennem eksisterende udløbsledning. ”Det reducerer de samlede byggeomkostninger og forbedrer også slamegenskaberne. Den gevinst får anlæg, der sætter teknologien efter den eksisterende proces ikke,” fortæller Christian Lerche.

KLAR Forsyning har desuden valgt at opdele udbuddet, så selskabet har den koordinerende rolle mellem to leverandører: teknologileverandøren og entreprenøren. Det har krævet lidt mere, men til gengæld løbende givet mulighed for at optimere anlægget undervejs i projektet. ”Vi har fået et større og bedre anlæg til samme pris, fordi vi har kunnet justere og optimere løbende i dialogen med leverandøren og sige: Hvad kan vi egentlig udvikle det til?” siger Christian Lerche. De endelige nationale myndighedskrav er endnu ikke fastlagt, så i planlægningen har de taget udgangspunkt i den konkrete udledningstilladelse fra kommunen og vurderet, hvad den bedste tilgængelige teknologi kan levere og så ladet det definere ambitionsniveauet. Det betyder, at anlægget kommer til at rense for mere, end lovgivningen lægger op til. Men det giver god mening. ”Kravene bliver næppe lempeligere over tid, og MUDP-projektets egentlige formål er netop at finde det mest omkostningseffektive driftsniveau. Så ved systematisk at skrue op og ned for nogle parametre, skal projektet dokumentere, hvor meget der er nødvendigt at rense for at overholde kravene,” siger Christian Lerche. KLAR Forsyning bliver dermed et af fire nye danske renseanlæg, som implementerer det fjerde rensetrin, før de nationale krav er fastlagt. Håbet er, at det kan inspirere i branchen.