8 Overløbsbygværk.JPG
Overløb fra kloakker er et reelt miljøproblem, som vandselskaberne skal reducere. Men en oplyst debat kræver, at vi skelner mellem overløb med fortyndet spildevand og almindelige udledninger af regnvand.

Overløb fra kloakker er et reelt miljøproblem, som vandselskaberne skal reducere. Men en oplyst debat kræver, at vi skelner mellem overløb med fortyndet spildevand og almindelige udledninger af regnvand.

Et overløb fra et overløbsbygværk på en fællesledning indeholder en blanding af regnvand og det spildevand, der er i kloakken på regntidspunktet.

Overløbsvandet består derfor af ”fortyndet spildevand” med en koncentration af næringsstoffer næsten på niveau med renset spildevand fra et renseanlæg. Det er ca. 7-8 gange tyndere end normalt spildevand.

Opgørelser af anlæg og mængder for spildevandsselskaberne (2025-data):

  • Overløbsbygværker fra fælleskloak: 4082 bygværker.
  • Udledt mængde overløbsvand: knap 30 mio.  m3.
  • Næringsstoffer: 331 tons kvælstof og 56 tons fosfor.
  • DANVAs benchmarking viser, at der er måling af overløbsmængder på mere end 60 % af bygværkerne hos de deltagende vandselskaber i DANVAs benchmarking. 
  • 15 % af overløbsbygværkerne står for 85 % af overløbsvandmængden.

Regnvandsudledninger

I separat kloakeret områder, hvor spildevand og regnvand er adskilt, opsamles regnvandet fra hustage, befæstede arealer og veje i egne regnvandsledninger og udledes ofte til nærmeste vandløb, sø eller kystvand.

Regnvandet indeholder derfor ikke spildevand, og fokus er på de stoffer, der lægger sig på befæstningerne og udledes med regnvandet. Det er især dækrester og tungmetaller fra bilers bremseskiver samt zink og kobber fra fx tagrender.

  • Der er godt 16.000 regnvandsudledninger i Danmark, hvoraf de ca. 12.000 hører til spildvandsselskaberne.
  • Den udledte regnvandsmængde var i 2025 ca. 400 mio. m3 vand.

Nødoverløb

På kloaknettet etableres der også nødoverløb f.eks. i pumpestationer. De gør det muligt at lede vandet væk, hvis pumperne sætter ud, eller hvis en kloakledning bryder sammen og dermed forhindrer spildevandet i at løbe videre mod renseanlægget. Nødoverløbet er etableret for at undgå tilbagestuvning til borgernes huse. Kloaknettet er ikke dimensioneret til, at der med mellemrum løber vand ud af nødoverløbene, sådan som det er tilfældet med overløbsbygværkerne. Men hvis det sker alligevel f.eks. ved et sammenbrud af en kloakledning, betragtes det som et uheld og skal håndteres som et sådant.

Data om overløb

Alle data om spildevandsselskabernes kloaknet og udledninger indberettes til PULS-databasen, som skaber overblik og opgør udledte vandmængder og næringsstoffer.

Der er en klar sammenhæng mellem udledte vandmængder og nedbørsmængden, og derfor bruges DMI's nedbørstal i opgørelserne. 

Alle data om spildevandsselskabernes udledninger fra renseanlæg og de regnbetingede udløb samles og opgøres i den statslige PULS-database.

Spildevandsselskabernes udledninger opgøres hvert år i Miljøstyrelsens  Punktkilderapport.

Samlet udledt kvælstof til vandmiljøet:

  • Udledning fra punktkilder: ~10 %
    • Heraf fra spildevandsselskaber: ~8-9 % - herunder overløb fra fælleskloak på 1-1,5 %.
  • Udledning fra landbrug: ~70 %
  • Udledning fra diffuse kilder: ~20 %

 De faktiske udledninger målt i tons svinger en del fra år til år afhængig nedbørsmængden , men procentfordelingen er nogenlunde ens.

 Kilder: Novana 2024: SR681.pdf og  MOF Alm.del - Bilag 121: Notat om udledning af kvælstof opdelt på kilder.pdf

Udledt kvælstof til havet: 66.000 tons N i 2024:

  • Udledt via punktkilder: 6.700 tons N svarende til ca. 10 %
    • Heraf udgør overløb: 331 tons N
    • Andel fra renseanlæg og overløb:4.561 tons N 
    • Øvrige punktkilder er bl.a. industrier og dambrug m.m.
  • Udledt via diffuse kilder:
    • Landbrug (70 %): 46.200 tons N
    • Øvrige diffuse kilder (20 %): 13.200 tons N

Historik

Historisk blev kloaknettet bygget med kun én ledning, hvor både spildevand og regnvand løb: en såkaldt fællesledning. Kloaknettet blev dimensioneret ud fra en given spildevandsmængde samt en given regnmængde. Det blev bygget med planlagte overløbsbygværker (sikkerhedsventiler), så det fortyndede spildevand kunne udledes til nærmeste vandløb, sø eller kystvand i stedet for at stuve tilbage i borgernes kældre eller toiletter. Hellere udløb end tilbageløb.

Kloakledningens størrelse blev fastlagt ud fra en afvejning af anlægsomkostninger, og hvor ofte fortyndet spildevand må ledes ud i vandmiljøet via overløbsbygværkerne.

Senere, i løbet af 1970’erne, begyndte man at separatkloakere. Det betyder, at en ledning leder spildevandet til renseanlægget, mens en anden leder regnvandet til et nærliggende vandløb, en sø eller et kystvand. Samtidig har spildevandsselskaberne løbende etableret separate kloaksystemer, når de har renoveret eller udvidet de gamle fællesledninger. Tendensen har været, at flertallet af selskaberne øger graden af separatkloakering, hvor det er muligt. Det er en langsommelig og meget dyr proces. Borgerne skal samtidig tilpasse kloaknettet på egen grund, hvilket kan være en bekostelig affære, og leve med vejarbejde i længere perioder.

I 2024 var andelen af separatkloakering ca. 72 % af det kloakerede areal, og tallet var steget markant gennem de foregående år. I 2010 var andelen 61 %. DANVAs Vand i tal, side 40, (www.danva.dk/vandital - side 40).

Spildevandsselskaberne har længe i deres renoveringsplaner arbejdet med optimeringer af kloaknettet og i den forbindelse er der stort fokus på at nedlægge overløbsbygværker.

Afgift på overløb fra fælleskloak

Fra den 1. januar 2027 indføres en afgift på mængden af overløbsvand fra fælleskloak. DANVA har siden 2021 støttet denne afgift, da den vil give yderligere fokus på overløb fra fælleskloak og et yderligere incitament til at reducere mængden af overløbsvand.