Byernes spildevand rummer mange forskellige og unikke ressourcer. Derfor er det en af samfundets største forudsætninger for, at den grønne omstilling kan lykkes, og at vandsektoren kan nå målet om at blive klima- og energineutral i 2030.
Carl-Emil LarsenMan siger ofte, at man ikke kan lave lort om til guld, men det er måske en sandhed med modifikationer, når vi ser mulighederne i byernes spildevand. Her virker det nærmest som om, der er tale om en alkymistisk forvandling af brunt spildevand til guld og grøn omstilling.
Vand er den grundlæggende ressource for PtX, som er basis for fremtidens brændstof. Der skal bruges meget store og stabile mængder vand til PtX, hvor man gennem elektrolyse skiller vandmolekyler ad i ilt- og brintatomer.
De fleste eksperter er efterhånden enige om, at det ikke er muligt at bruge drikkevand til PtX, da der skal anvendes så meget, at det vil kunne påvirke den samlede ressource af drikkevand. DANVA mener derfor, at leverancen skal komme fra teknisk vand; så som renset spildevand, drænvand, grundvand af dårlig kvalitet eller højtstående grundvand.
DANVA presser i øvrigt på for, at det kan blive muligt at finansiere de anlæg, som skal rense vandet helt rent til PtX. Også varmen i spildevand er en ressource.
Temperaturen i spildevand er temmelig konstant, hvilket gør den meget anvendelig til brug for opstilling af centrale varmepumper til klimavenlig fjernvarmeproduktion. Vurderingen er, at der er energi nok i spildevand til at opvarme ca. 250.000 danske boliger.
DANVA har fået ændret reglerne, så spildevandet til varmepumperne er fritaget fra lovgivningen om overskudsvarme. Jeg skal her dog indskyde, at flere af DANVAs medlemmer også udnytter temperaturen fra produktionen af drikkevand eller fra overfladevand til varmepumper som gør, at de på den måde også bidrager til den grønne omstilling.
Spildevandsslammet er en ressource, fordi man bl.a. omdanner det til biogas og dermed strøm for ikke at tale om, at det er muligt at udnytte indholdet af næringsstoffer i det som fosfor til landbruget. Ressourcerne i spildevand og spildevandsslam er centralt i grøn omstilling, hvor en innovativ, bæredygtig og energieffektiv måde at udnytte værdierne på er helt afgørende. De færreste tænker over det, men det brune vand er guld i den grønne omstilling.