
Det udvidede producentansvar skal sikre, at producenter af lægemidler og kosmetik bidrager til regningen for den ekstra rensning af spildevand. Hvis ordningen udskydes eller svækkes, risikerer borgere og virksomheder i stedet at skulle betale en større del af omkostningerne gennem højere spildevandstakster.
Lars FischerDANVA opfordrer regeringen til at fastholde støtten til det udvidede producentansvar i EU’s reviderede byspildevandsdirektiv. Ordningen skal være med til at finansiere et nyt fjerde rensetrin på udvalgte renseanlæg, hvor mikroforurenende stoffer fra blandt andet lægemidler og kosmetiske produkter skal fjernes fra spildevandet.
Opfordringen kommer, fordi der i den europæiske debat igen lægges pres på det udvidede producentansvar. Der er blandt andet 18.06.2026 vedtaget en resolution i Europa Parlamentet om at udskyde eller genoverveje ordningen (herunder indførsel af 4. rensetrin grundet Byspildevandsdirektivet), og første skridt skulle være at gennemføre yderligere analyser af omkostningerne.
DANVA vurderer, at en udskydelse vil skabe unødig usikkerhed for både forsyninger, teknologileverandører og myndigheder, der allerede er i gang med at forberede de kommende krav.
Det udvidede producentansvar bygger på forureneren-betaler-princippet. Det betyder, at de sektorer, hvis produkter bidrager væsentligt til mikroforurening i spildevandet, også skal bidrage økonomisk til fjerde rensetrin.
Ifølge byspildevandsdirektivet gælder ordningen umiddelbart producenter af lægemidler og kosmetiske produkter. Begge produktgrupper er identificeret som væsentlige kilder til mikroforurenende stoffer i byspildevand.
For DANVA er det afgørende, at finansieringen ikke alene ender hos vandkunderne.
Uden det udvidede producentansvar vil en større del af regningen for det fjerde rensetrin skulle betales af borgere og virksomheder gennem spildevandstakster. Det vil efter DANVAs vurdering være en mindre rimelig fordeling af omkostningerne ved den nødvendige miljøindsats.
DANVA peger på, at direktivet allerede indeholder mekanismer til evaluering og justering af producentansvarsordningen. Europa-Kommissionen skal blandt andet senest i 2033 vurdere, om de omfattede produktgrupper bør justeres på baggrund af ny viden og erfaringer fra medlemsstaternes overvågning.
Derfor mener DANVA, at ordningen bør gennemføres som vedtaget og derefter vurderes på baggrund af praktiske erfaringer.
En genåbning eller udskydelse af direktivet kan skabe regulatorisk og økonomisk usikkerhed. Det kan forsinke investeringer og svække incitamentet til innovation inden for vandteknologi.
Resolutionen fra Europa Parlamentet vil lægge et pres på såvel EU Kommissionen som Ministerrådet, hvor miljøministre mødes.
DANVA opfordrer regeringen til fortsat at støtte en hurtig og konsekvent implementering af byspildevandsdirektivet og producentansvarsordningen.
Samtidig peger DANVA på, at Danmark med fordel kan tilkendegive sin støtte tydeligt i den europæiske dialog – eventuelt sammen med ligesindede medlemsstater.
En klar politisk opbakning vil efter DANVAs vurdering kunne bidrage til stabile rammevilkår for forsyninger, myndigheder og virksomheder, der skal omsætte direktivet til konkrete løsninger i de kommende år.
Budskabet er, at økonomi, sundhed og miljø hænger sammen: Mikroforurenende stoffer skal fjernes mere effektivt fra spildevandet, men regningen bør fordeles efter princippet om, at forureneren betaler.