01092026 Aalborg Forsynings Nye Gaslager Foto Aalborg Forsyning
Foto: Aalborg Forsyning

Modernisering af biogasanlægget på Aalborg Renseanlæg Vest medfører et stort fald i metanudledninger. Et nyt gaslager er sat i drift og når to nye gastætte slamlagertanke til opsamling af biogas tages i brug, vil det falde yderligere

Ved at bygge to nye slamlagertanke som erstatning for en gammel utæt betontank, opnår Aalborg Forsyning to ting: Mindre metan sendes op i atmosfæren, og samtidig vil man forventeligt kunne producere ca. 10% mere biogas end hidtil på basis af de samme slammængder.

Etableringen af de to tanke følger efter byggeriet af et nyt biogaslager, der blev sat i drift i starten af 2026. Det nye lager erstattede en gammel gasklokke fra 1980´erne med en for lille kapacitet til den nuværende drift.

Det nye gaslager er opdelt i to lagre af 2.400 m3, fordi man ønsker redundans, så én anlægsdel kan repareres, mens den anden kører videre. Desuden har man etableret nødfakkel der kan tages i brug, hvis der mangler aftagere af gassen. Det større biogaslager giver mulighed for en fleksibel udnyttelse af biogassen til el- og varmeproduktion.

”Vi kommer til at leve op til kravene i bæredygtighedsbekendtgørelsen ift. tætte biogasinstallationer og udfører i dag egenkontrol og ekstern måling af metanlækager,” siger Anne Holm Jensen, der er Procesingeniør hos Aalborg Forsyning.

Metanudslip fra biogasproduktion har et betydeligt klimaaftryk, hvor tætte systemer er en stor del af løsningen.

Næste skridt

Næste skridt er nu at bygge to nye slamlagertanke som erstatning for den gamle slamlagertank, hvor der ikke foregår opsamling af biogas og derfor er direkte emission af metan til atmosfæren. Ved at bygge nye efterudrådningstanke (i form af de to slamlagertanke), får man opsamlet de biogasrester, der ellers ville slippe ud i atmosfæren og det giver samtidig mulighed for øget produktion ved en længere opholdstid. De to tanke skal ifølge planen være klar til drift i slutningen af 2027.

”Vi vælger at bygge to slamlagertanke, så vi kan tage den ene ud af drift, hvis der fx er behov for reparation, mens den anden fortsat kører. Det gør det nemmere at drifte anlægget, og vi behøver ikke standse biogasproduktionen undervejs,” siger Anne Holm Jensen.

Anlægget udstyres med fleksibel energistyring, der gør det muligt at lagre den producerede biogas. Dermed kan den anvendes så effektivt som muligt i forhold til forbrug og produktion af el og bl.a. også kan sælge overskud af strøm til nettet på de mest gunstige tidspunkter. Elproduktionen fra anlæggets tre gasmotorer og ene gaskedel sørger dog først og fremmest for at forsyne renseanlægget med varme og strøm. Det dækker hele varmeforbruget og ca. 70-80% af elforbruget. Resten købes ind fra nettet. Overskudsvarme leveres til fjernvarmenettet.

”En fleksibel energiudnyttelse gør, at vi kan flytte produktionen af strøm og varme i forhold til elpriserne. Vi kan lagre energien i biogasform om natten, når forbruget er lavt, og bruge det, når aktiviteten stiger om morgenen,” siger Anne Holm Jensen og slutter:

”Vi ser samlet set projekterne - inklusive den fleksible styring - som en fremtidssikring af biogasproduktionen på Aalborg Renseanlæg Vest. Det samme vil ske på Aalborg Renseanlæg Øst, hvor gaslageret også er i drift, men hvor slamlagrene står færdigt lidt senere.”