2024 04 11EU Parlamentet Flickr
Foto: Flickr

Revisionen af byspildevandsdirektivet vedtaget i EU-parlamentet: Sætter nye standarder for europæisk spildevandshåndtering.

I dag har EU parlamentet endelig vedtaget revisionen af byspildevandsdirektivet. Direktivet introducerer afgørende reguleringer for at beskytte vandkvaliteten over hele Europa, med særlig fokus på producentansvar, forbedret forureningskontrol og stræben efter energineutralitet.

Producentansvar og finansiering

Revisionen introducerer udvidede producentansvar. Producenter af miljøfarlige stoffer, især inden for medicinal- og kosmetikindustrien, vil nu bære en del af finansieringsbyrden for spildevandsrensning. Dette skridt vil lette de økonomiske udfordringer for danske vandselskaber ved implementering af det 4. rensetrin, der er nødvendigt for at fjerne mindst 80% af udvalgte miljøfarlige stoffer.

Energineutralitet

Direktivet sætter et ambitiøst mål om, at alle renseanlæg i EU skal være 100% energineutrale senest i 2045. Med en høj netto-egenforsyningsgrad er danske renseanlæg på forkant med denne udvikling, hvilket styrker Danmarks position som førende inden for bæredygtig spildevandshåndtering.

Næringsstoffjernelse og overløb

Til trods for intense forhandlinger ender direktivet med relativt beskedne ændringer af kravene til næringsstoffjernelse, hvilket er håndterbart for den danske vandsektor. Samtidig fastsættes et ikke-bindende mål om at reducere stofmængder fra overløb, hvilket de fleste danske kommuner allerede opfylder.

Direktivet er klar til efterår

Teksten skal nu formelt godkendes i Rådet før den endelige offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvilket forventes at ske i efteråret.