DSCF7909 Edit
Foto: Tina Sørensen

Det er vel ikke gået nogens næse forbi, at rent drikkevand ligger højt på den politiske dagsorden. DANVA har sagt i 30 år, at der er behov for at beskytte det grundvand, vi indvinder til drikkevand. Alligevel har vi kun opnået beskyttelse af 1,5 procent af det areal, man satte sig for i 1998.

Grundvandsmagasinerne er så påvirket af pesticider og kemikalier, at det truer forsyningssikkerheden.

Først nu – her mange år senere - tegner der sig så et parlamentarisk flertal i Folketinget for at indføre et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder.

Den nye situation er blandt andet opstået, fordi det er blevet belyst, at det er mange gange billigere at beskytte grundvandet fremfor at rense drikkevand.

Vi en historisk mulighed for at spare milliarder og samtidig sikre rent drikkevand til Danmark

I Det Økonomiske Råds afrapportering sidst i maj vurderede vismændene samlet set, ’at målrettede forbud er den samfundsøkonomiske mest fordelagtige løsning til at sikre rent drikkevand på lang sigt.’ Vurderingen er i tråd med konklusionen i Miljø- og Ligestillingsministeriets rapport fra slutningen af januar. Den viser, at et nationalt forbud mod forurening af det grundvand, vi indvinder til drikkevand, er samfundsøkonomisk markant billigere end efterfølgende rensning af drikkevandet.

DANVA har i rigtig mange år dokumenteret det faktum, som der kom en ministeriel blåstempling af i januar og som nu bakkes op af Det Økonomiske Råd. Det er meget positivt, at der i forbindelse med Folketingsvalget er skabt et parlamentarisk flertal, som kræver et sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder, og at den løsning er på samfundsøkonomisk sikker grund.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Det er nemlig mange gange dyrere for samfundet at lade stå til og efterfølgende rense drikkevandet end at forebygge. Hvis vi derimod beskytter drikkevandet nu, så vil Danmark stå stærkere både samfundsøkonomisk og i forhold til forsyningssikkerhed.

Miljø- og Ligestillingsministeriets analyse fra januar konkluderede også, at frivillige aftaler er uegnede til beskyttelse af drikkevandet, da de giver en langsom og ineffektiv implementering. I stedet peger den på én løsning som den klart mest omkostningseffektive: Forbud mod at sprøjte - og nogle steder at gødske - i de sårbare grundvandsdannende områder.

DANVA opfordrer til, at Folketinget på baggrund af både Miljø- og Ligestillingsministeriets og Det Økonomiske Råds rapport træffer beslutning om et nationalt forbud mod forurening af drikkevandet med en fuld grundvandsbeskyttelse i de sårbare grundvandsdannende områder hurtigst muligt. Det kræver en enkel kompensationsmodel og en samlet politisk tilgang, der ser drikkevand, økonomi, erhvervsliv, resiliens, beredskab, natur og sundhed som ét sammenhængende hele.

Vi kan ikke blive ved med at lappe på problemet. Med det foreliggende grundlag har vi en historisk mulighed for at spare milliarder og samtidig sikre rent drikkevand til Danmark. Det gør vi med et nationalt sprøjteforbud, hvor man nogle steder også har brug for at rense drikkevandet i en årrække.