Regeringen må sige klart fra over for presset på 'Forureneren betaler'-princippet

De sektorer, hvis produkter bidrager væsentligt til mikroforurening af spildevandet, skal selvfølgelig også bidrage væsentligt økonomisk til at rense for netop de mikroforurenende stoffer. Det er udtryk for forureneren-betaler-princippet og samtidig kernen i finansieringen af fjerde rensetrin, som vi møder i EU's reviderede byspildevandsdirektiv. Og så giver det i øvrigt god mening.

Men i den europæiske debat lægges der nu igen pres på det udvidede producentansvar, som virkeliggørelse af 'Forureneren betaler'-princippet. Den 18. juni vedtog Europa-Parlamentet med et snævert flertal en resolution med henblik på at udskyde eller genoverveje ordningen. Og det på trods af, at direktivet netop har plads til løbende justering. 

Resolutionen rummer to centrale ønsker: En ny konsekvensanalyse inden udgangen af 2026, der bl.a. skal identificere de stoffer, der findes i byspildevand og kontrollere omkostningerne ved rensning. Samt en midlertidig suspension, en såkaldt 'stop-the-clock', af forpligtelserne til producentansvar og fjerde rensetrin, indtil analysen foreligger.

Det skaber unødig usikkerhed for alle parter, når et centralt princip udfordres på den måde.

Usikkerhed kan forsinke investeringer

Forsyningsselskaberne, teknologileverandørerne og myndighederne er allerede i fuld gang med at forberede sig på kravene til implementering af direktivet og det fjerde rensetrin. Den investeringssikkerhed, hele det forberedende arbejde hviler på, svækkes og giver usikkerhed, der kan forsinke investeringer og svække incitamentet til innovation i branchen.

Derfor er min opfordring ganske enkel: Regeringen skal i den europæiske dialog tydeligt støtte en hurtig og konsekvent implementering af byspildevandsdirektivet og producentansvarsordningen. Resolutionen lægger pres på både Europa-Kommissionen og Ministerrådet, hvor miljøministrene mødes. Så det har værdi, at de lande, der vil fastholde linjen, stiller sig frem og siger det. Gerne i fællesskab.

Ikke rimeligt med højere spildevandstakster

Budskabet må være, at økonomi, sundhed og miljø hænger sammen: Mikroforurenende stoffer skal fjernes mere effektivt fra spildevandet, og regningen bør fordeles efter princippet om, at forureneren betaler. Uden det udvidede producentansvar vil en større del af regningen for det fjerde rensetrin skulle betales af borgere, landbrug og virksomheder gennem spildevandstaksterne. Det er ikke rimeligt.

Med det sagt, så er en resolution en politisk erklæring, ikke juridisk bindende lov. Byspildevandsdirektivet fra 2024 gælder fortsat, og i Danva vurderer vi, at Europa-Kommissionen holder stand. Det kan først få først juridisk betydning, hvis Ministerrådet beslutter sig for at arbejde for at genåbne direktivet. 

Men presset er reelt, og den danske regering bør reagere. 

Erfaringer som grundlag for justeringer

Vejen frem er at gennemføre ordningen som vedtaget og justere på baggrund af praktiske erfaringer. Det rummer direktivet allerede mulighed for. Europa-Kommissionen skal senest i 2033 vurdere, om de omfattede produktgrupper bør justeres på baggrund af ny viden og medlemsstaternes overvågning. 

Og i Danmark har Miljøministeriet faktisk taget initiativ til en form for konsekvensanalyse, en såkaldt fingeraftryksanalyse. Her måles der på ind- og udløb for samtlige renseanlæg over 10.000 PE og en række mindre anlæg. Analysen afsluttes ved årets udgang, og data ventes i begyndelsen af 2027. 

Det er den linje, Danmark bør holde fast i og sige højt i EU.