
Dansk Fjernvarme, DANVA og DAC lancerer et nyt kursusforløb, Strategisk By- og Forsyningsledelse, der klæder direktører og topchefer bedre på til at navigere i en mere kompleks virkelighed.
Miriam FeilbergForløbet henvender sig til det øverste ledelseslag i forsyningsselskaber og sætter fokus på, hvordan forsyningssektoren kan spille en mere aktiv rolle i udviklingen af fremtidens bæredygtige byer.
Gennem tre seminarer, en studietur og et digitalt seminar får deltagerne både strategiske værktøjer og konkrete erfaringer fra branchen, så topchefernes evne til at balancere drift, udvikling og politiske krav bliver styrket.
Klimaforandringer, geopolitisk uro og stigende krav til forsyningssikkerhed presser forsyningssektoren som aldrig før. Derfor går Dansk Fjernvarme, DANVA og DAC (Dansk Arkitekturcenter) sammen om at lancere et nyt kursusforløb, der tager højde for de stigende krav til den øverste ledelse i vand- og forsyningssektoren.
En vigtig del af uddannelsesforløbet er at styrke topchefernes strategiske gennemslagskraft og deres evne til at agere i et landskab præget af mange aktører og interesser. Deltagerne får derfor et skarpt overblik over sektorens udvikling og et fælles strategisk sprog, der kan bruges i dialogen med politiske beslutningstagere og andre centrale interessenter.
”I krydsfeltet mellem øget regulering og stigende krav fra politikerne og samfundet er det afgørende, at forsyningssektoren er rustet til at navigere i den kompleksitet, som kendetegner sektoren. Her spiller den øverste ledelse en central rolle,” siger Carl-Emil Larsen, DANVA og fortsætter:
”Samarbejde på tværs af forsyningsarter og mellem kommuner, forsyninger, virksomheder, borgere og andre lokale aktører bliver mere og mere afgørende for at sikre god håndtering af vand samtidig med, at vi som centrale aktører kan bidrage til energi- og varmeforsyning samt grøn omstilling og klimatilpasning”. Derfor har DANVA sammen med Dansk Fjernvarme og DAC taget initiativ til dette kursus.
Hvis du er interesseret i at høre mere om kurset, så afholder DANVA, Danskfjernvarme og DAC et gratis online informationsmøde den 21. august kl. 10.00-11.00, hvor der gives en introduktion til kursusforløbet. Tilmeld dig her.
Selve kursusforløbet starter med et døgnseminar den 25. - 26. november 2026. Du kan se mere om form og indhold på kurset og de enkelte kursusgange her.
Forløbet er målrettet direktører, øverste forsyningschefer og medlemmer af direktioner i selskaber, der er medlem af DANVA eller Dansk Fjernvarme. Det er tilrettelagt med respekt for en travl hverdag og kræver ingen forberedelse, selvom deltagerne kan blive bedt om at reflektere over spørgsmål inden seminarerne.
Kurset veksler mellem teori, konkrete værktøjer, praksiseksempler og deltagernes egne erfaringer. Videndeling og erfaringsudveksling er et bærende element, og deltagerne forventes at bidrage aktivt med indsigter fra deres egen ledelsespraksis. Kombinationen af faglige oplæg, dialog og netværk skal sikre, at deltagerne både får ny viden og kan omsætte den direkte i deres organisationer.