Hans_Martin_Friis_Moller_Kalunderborg_renseanlaeg.jpg
Foto: DANVA

Den 1. oktober går direktør Hans Martin Friis Møller på pension. Bestyrelsen i forsyningen forventer at have afløseren klar inden da.

I næsten 11 år har administrerende direktør Hans-Martin Friis Møller stået i spidsen for Kalundborg Forsyning, nu øjner han pension, selvom der både er ’saft og kraft’ til mere.

- Jeg har besluttet mig for at udvise rettidig omhu og overholde en aftale, jeg har indgået med mig selv. Jeg lovede mig selv, at når jeg blev 70, ville jeg trappe ned og gå på pension og efter knap 48 år i branchen, 11 af dem i spidsen for Kalundborg Forsyning, så er tiden kommet. Derudover er 2025 et kommunalt valgår, og jeg synes, det er ordentligt at give forsyningens bestyrelse arbejdsro til at finde min afløser, siger Hans-Martin Friis Møller, administrerende direktør i Kalundborg Forsyning.

I november 2023 fejrede Hans-Martin Friis Møller 10-års jubilæum som administrerende direktør for forsyningen, og her blev hans store arbejde i forsyningen fremhævet og rost.

- Det er ingen hemmelighed, at Hans-Martin Friis Møller har taget Kalundborg Forsyning fra at være en forholdsvis almindelig forsyning til at være en af de mest driftige industriforsyninger i landet. Forsyningen er i dag en afgørende samarbejdspartner for Kalundborgs industri, hvilket ikke var tilfældet, da han blev ansat i 2013. Alle i og omkring Kalundborg Forsyning anerkender Hans-Martin Friis Møllers store arbejde, fortsætter bestyrelsesformand Karl-Åge Hornshøj Poulsen.

- Bestyrelsen sætter pris på, at vi nu har godt seks måneder til at finde en ny direktør, og det arbejde går i gang i dag. Kalundborg Forsyning er en af landets førende industriforsyninger, der er en vigtig samarbejdspartner for kommunens omfangsrige og voksende industri.

- Vi (forsyningen red.) har ændret sig meget over de seneste 10 år. I dag driver vi enorme projekter og har et stærkt samarbejde med nogle af landets største virksomheder, det skal også afspejles i den nye direktør vi er på udkig efter, siger bestyrelsesformand Karl-Åge Hornshøj Poulsen.

Efter den 1. oktober 2024 vil Hans-Martin Friis Møller være tilknyttet Kalundborg Forsyning som specialkonsulent, hvor han vil overdrage de igangværende projekter til en ny administrerende direktør.