COLOURBOX Arealplanlægning

DANVA inviterer 2. maj til konference om grundvandsbeskyttelse som løsning til en CO2-afgift på landbruget, der forhandles i øjeblikket. Formålet med konferencen er at finde politiske løsninger til sikring af rent drikkevand nu og i fremtiden.

Vi har alvorlige problemer med forvaltningen af klima, land og vand i Danmark. I over 30 år har vi arbejdet på at få den nødvendige beskyttelse af det grundvand, vi skal bruge til at drikke. Men forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget giver nu nye muligheder.

Modellen hedder, at hvis man afstår areal til skov eller VE-anlæg (solceller eller vindmøller - under forudsætning af, de ikke forurener) som beskyttelse af grundvandsparker, så kan man give landbruget en rabat på CO2-afgiften. Denne løsning har DANVA foreslået medlemmerne af Grøn Trepart. Modellen lægger sig op ad den CO2-afgift, som er bestemt for den mineralogiske branche.

Se grøn trepart i marts udtale sig her 

Økonomiminister Stephanie Lose og miljøminister Magnus Heunicke er begge inviteret til konferencen, der styres af den kendte radiovært, Lars Trier Mogensen. Miljøordførerne Anne Paulin (S), Erling Bonnesen (V) og Sascha Faxe (AL) deltager i et politisk panel, ligesom der bliver leveret viden ind til arrangementet fra L&F, Klimaskovfonden, Better Energy, DN og en række store økonomiske spillere.

”Over halvdelen af drikkevandsboringerne er påvirket af pesticider og kemikalier. Der er rift om arealerne, derfor skal vi arbejde sammen om multifunktionelle løsninger, der opfylder flere mål på en gang. Vi er tvunget til at ændre tingenes tilstand hurtigt og handle politisk over for problemerne med klima, land og vand,” siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

Der skal findes en model til en CO2-afgift på landbruget, så det kan give merværdi at beskytte grundvandet multifunktionelt ved at plante skov, anlægge vindmøller og solceller eller omlægge til økologisk drift.

På konferencen behandles tre temaer, visioner og rammer, løsninger og økonomi, og hver session afsluttes med anbefalinger til politikerne ud fra en fælles drøftelse.

Tilmeld dig og din organisation her