Kort begrundelse for nomineringen

3 til 5 linjer er overhovedet ikke nok til at beskrive et livslangt engagement i miljøets tjeneste. Pt er det ved at lykkes for Erik, at få etableret en GrundvandsPark omkring Birkerød vandforsyning og i samarbejde med de omkringliggende kommuner at etablere et stort sammenhængende naturområde H-området.

Erik er også en bærende kraft i det blågrønne samarbejde og mange andre ting.

Uddybende begrundelse

Igennem mere end 50 år har Erik Arvin med sit entusiastiske engagement via forskning, undervisning og formidling ydet en ekstraordinær stor indsats ift. udbredelsen af viden om jord- og grundvandsforurening, renseteknologier, vandforsyning, og drikkevandsbehandling i Danmark og internationalt. Udover de mange priser, publikationer, undervisningstimer, interviews til diverse medier kan nævnes, at han var en af medstifterne af ATV-Fonden for Jord og Grundvand og var dens første formand.

For ud i fremtiden at beskytte grundvandet mod udvaskning af miljøfremmede stoffer og dermed sikre tilgængeligheden af rent drikkevand har Erik på det seneste været blandt foregangsmændene i promoveringen af tanken om grundvandsparker i Danmark. I denne sammenhæng har han bl.a.:

  • i samarbejde med Poul L. Bjerg i 2023 fået tilvejebragt et Vand & Jord temanummer om grundvandsbeskyttelse og drikkevand
  • været medarrangør af møder i Hamburg og Malmö om deres tilgang til grundvandsparker
  • i sit nuværende virke som bestyrelsesformand for Birkerød Vandværk taget initiativ til etableringen af Birkerød Grundvandspark
  • deltaget i DNs følgegruppe ift. deres ”Grønne Trepart”-arbejder

Han mestrer at få politikere og embedsmænd i tale og få samarbejder op at stå omkring grundvandsbeskyttelse til gavn for hele vandsektoren.

  • Ordentlighed
  • faglighed
  • ansvarlighed
  • indignation
  • ihærdighed
  • politisk tæft
  • dygtighed - både med kemi og med hydrologi
  • samarbejde
  • tværfaglighed

Jeg kan blive ved. Selvfølgelig bør Arvin være en klar kandidat.

Indstiller

  • Walter Brüsch, DN
  • Annette Elisabeth Rosenbom, Rambøll
  • Johanne Urup, Rambøll