16 09 2026Carl Emil Larsen Allan Trolle
Foto: Allan Trolle

Politikerne på Christiansborg ser ind i en varm, våd sæson her efter Folketingets åbning den første tirsdag i oktober. Vand er for alvor kommet højt op på den politiske agenda, hvilket afspejles af regeringsgrundlaget og de varslede indsatser.

Det gælder lovforslag om sprøjteforbud i sårbare grundvandsdannende områder, afgift på overløb og by-pass, en overgangsordning for finansiering af visse klimatilpasningsprojekter, en skærpet grænseværdi for nitrat i drikkevand, den nationale klimatilpasningplan 2 og den økonomiske regulering af vandsektoren med mere. 

Det er meget positivt med det højpolitiske fokus på vand, der er kerneopgaven for DANVAs medlemmer. For vi skal ikke tage vand for givet, hvilket EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, også understregede i sin årlige State of the Union-tale i september. Her udtrykte hun bekymring for situation med vand i EU. Klimaforandringerne presser vandressourcen, og som det lyder fra kommissionen, ”hvis ikke, vi har vand, så klarer et samfund sig ikke”. 

I Danmark arbejder vi også for at sikre vandressourcen. Med lovforslaget om sprøjteforbud i sårbare grundvandsdannende områder tager vi et vigtigt skridt for at beskytte det grundvand, vi indvinder til drikkevand. Forslaget lægger op til forbud mod pesticider, spildevandsslam og forurenet jord i udpegede områder. Der er tale om en erstatningsfri regulering, men der kan dog blive tale om kompensation til lodsejere, som bliver så berørte, at deres ejendom er i fare for ekspropriation. 

Det er en positiv og omfattende ændring, som DANVA har kæmpet for i 30 år. Det er afgørende, at reglerne bygger på et solidt fagligt grundlag, og at ansvar og finansiering er tydeligt placeret. 

Hvis vi mener det alvorligt med klimatilpasning, renere vandmiljø og fremtidens renseanlæg, skal vi sikre, at myndighedssystemet bliver en del af løsningen – ikke selve problemet.

Det samme gælder spildevandet. Vi deler ambitionen om at reducere overløb og by-pass, men afgifter må ikke blive et mål i sig selv. Indsatserne skal give størst mulig miljøeffekt for pengene, og reguleringen skal tage højde for et vandselskabs arbejde med sammenlægning og optimering af anlæg samt allerede foretagne investeringer. 

Den igangværende fingeraftryksanalyse af spildevandet skal give os et bedre billede af, hvilke miljøfarlige stoffer, der findes, hvor de kommer fra, og hvad der sker med dem gennem renseprocessen. Det er nødvendigt, hvis vi vil finde de rigtige løsninger – og placere ansvaret og regningen det rigtige sted. 

EU's Water Resilience Strategy understreger, at vand er blevet en strategisk og knap ressource, som skal beskyttes og forvaltes bedre i en tid med klimaforandringer og større pres på vores naturressourcer. Sådan bør tilgangen i Danmark også være.  

Vi risikerer at regulere vandet én lov ad gangen: grundvand her, overløb der, klimatilpasning et tredje sted og nitrat et fjerde. Men kredsløbet hænger sammen. Derfor har vi brug for en vandpolitik, hvor beskyttelse af grundvand, vandmiljø, klimatilpasning, finansiering, beredskab og forsyningssikkerhed tænkes sammen – og hvor ansvar og regning følges ad. DANVA ser gerne, at EU gør det obligatorisk, at medlemslandene skal udarbejde nationale vandressourceplaner. 

Vandsektoren er klar til at bidrage med viden, data og erfaringer fra virkeligheden. For når vandet nu for alvor er et varmt emne på Borgen, så er det vores fælles opgave i DANVA at sikre, at vi får politikken til at hænge sammen – lige så stærkt som vandets kredsløb.