
Der er noget grundlæggende galt, når vandselskaber politianmeldes for forhold, de ikke selv har mulighed for at løse. Det er situationen mange steder i Danmark i dag. Vandselskaberne mangler udledningstilladelser – ikke fordi de undlader at søge dem, men fordi sagsbehandlingen er gået i stå i et system præget af uklare regler, manglende vejledning og utilstrækkelige ressourcer.
Resultatet er et kaotisk paradoks: Samme myndigheder, som skal sikre fremdrift, er med til at skabe de forhold, der efterfølgende udløser indskærpelser og politianmeldelser.
Det er ikke alene uhensigtsmæssigt. Det er både principielt problematisk og udfordrende for retsfølelsen.
I et retssamfund bør ingen kunne mødes med sanktioner for manglende handling, når handlingen afhænger af en myndighedsafgørelse, som endnu ikke foreligger. Når selskaber, der har indsendt deres ansøgninger og er i dialog med myndighederne, risikerer politianmeldelser, sender det et bekymrende signal om et system, hvor ansvar og handlemuligheder ikke længere følges ad.
Det gavner hverken vandmiljøet, retssikkerheden eller tilliden til myndighedernes arbejde.
Sagen handler dog om mere end de flere end 680 tilladelser, der fortsat afventer behandling. Den handler om, hvorvidt samfundets institutioner er gearet til den enorme opgave, der ligger foran os.
Vandsektoren står over for historiske investeringer i klimatilpasning, nye rensekrav og håndtering af miljøfarlige stoffer. Samtidig stiger forventningerne til både vandmiljø og forsyningssikkerhed. Det kræver et myndighedssystem, der understøtter handling – ikke forsinker den.
Hvis vi mener det alvorligt med klimatilpasning, renere vandmiljø og fremtidens renseanlæg, skal vi sikre, at myndighedssystemet bliver en del af løsningen – ikke selve problemet.
Carl-Emil Larsen, Direktør i DANVAFor det første skal Miljøministeriet straks tage ansvar for at få den vejledning, som kommunerne efterspørger, på plads. For det andet skal kommunerne have de nødvendige ressourcer og kompetencer til at behandle sagerne. For det tredje bør der etableres pragmatiske overgangsordninger, så selskaber, der har søgt de nødvendige tilladelser, ikke mødes med sanktioner fra politiet, mens sagerne behandles.
Endelig er der behov for en mere grundlæggende modernisering af reguleringen. Hvis staten ønsker, at vandsektoren skal levere på de store samfundsopgaver, må regler, økonomi og myndighedsprocesser understøtte ambitionerne.
Vandselskaberne er klar til at investere og levere resultater. Men ingen vinder på et system, hvor bureaukratiet bliver den største hindring for et bedre vandmiljø.
Hvis vi mener det alvorligt med klimatilpasning, renere vandmiljø og fremtidens renseanlæg, skal vi sikre, at myndighedssystemet bliver en del af løsningen – ikke selve problemet.