
DANVA har sammen med Danske Vandværker, NPG, DK-VAND, No-Dig Infra og Teknologisk Institut igangsat arbejdet med at revidere Vejledning nr. 54 – Brug af plastrør til vand- og afløbssystemer.
Den nuværende udgave af vejledningen er fra 2006 og afspejler ikke længere den tekniske udvikling, de gældende standarder eller de krav, der i dag stilles til bæredygtighed, dokumentation og levetid. Revisionen skal sikre, at vejledningen også fremover er et tidssvarende og anvendeligt værktøj for forsyninger, rådgivere, entreprenører og undervisere.
Den nye udgave vil bygge videre på den eksisterende struktur med fokus på produkter, projektering, installation og drift, men bliver opdateret med ny viden og praksis. Blandt de nye emner er kalkstabiliseret jord til opfyldning omkring rør, barriererør i forurenede områder, opgravningsfri renovering (No-Dig), bæredygtighed og livscyklusvurderinger (LCA) samt de kommende krav fra EU’s reviderede drikkevandsdirektiv. Derudover styrkes vejledningen med opdaterede anvisninger for drift og idriftsætning af drikkevandsledninger.
Teknologisk Institut, Rørcentret varetager rollen som projektleder, redaktør og hovedforfatter, mens en følgegruppe med repræsentanter fra branchen sikrer faglig kvalitet og forankring. DANVA fungerer som tovholder for følgegruppen.
Den reviderede vejledning forventes offentliggjort i efteråret 2026 som en frit tilgængelig pdf og vil fortsat være et centralt referenceværktøj for planlægning, udførelse og drift af plastbaserede vand- og afløbssystemer.