
Rent drikkevand skal sikres i det kommende regeringsgrundlag. DANVA og Danske Vandværker fremlægger to konkrete forslag, der vil sikre drikkevandet nu og i fremtiden.
Marie-Louise AndersenDen danske drikkevandsmodel er unik. Grundvandet kan efter simpel behandling drikkes af forbrugerne uden den omfattende rensning, de fleste andre lande er nødt til at ty til. Den model er værd at beskytte. Men der er forurening fra pesticider og stigende nitratbelastning i stadigt flere boringer, og alligevel er der i dag ikke forbud mod sprøjtning eller gødskning i de områder, hvor grundvandet bliver dannet. Det skal ændres. Med regeringsforhandlingerne i gang har DANVA og Danske Vandværker fremlagt et politisk udspil med to konkrete forslag til et kommende regeringsgrundlag.
Den nuværende model, hvor lokale frivillige aftaler skal løfte beskyttelsen, har slået fejl. Miljø- og Ligestillingsministeriet konstaterer i ”Analyse af Reguleringsmuligheder for Beskyttelse af Drikkevandet” fra januar 2026, at tilgangen har været utilstrækkelig. Siden folketinget i 1998 udpegede en række beskyttelsesområder er kun 1,5 pct. af dem reelt blevet beskyttet. DANVA og Danske Vandværker foreslår derfor et statsligt sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende arealer, så beskyttelsen løftes til nationalt niveau med ensartede regler i hele landet. Forbuddet skal samtidig omfatte gødskning og udbringning af spildevandsslam og jord på i områder, hvor jorden er særligt sårbar for f.eks. nitratudvaskning. Regnestykket er ret enkelt. Det er langt billigere at forebygge end at rense. Miljøministeriet vurderer, at beskyttelse af sårbare områder vil koste ca. 360 mio. kr. årligt i kompensation til landbruget i 30 år, mens ministeriet i samme analyse vurderer, at permanent rensning af grundvandet kan koste 6–18 mia. kr. om året.
Det andet forslag handler om tempo. Der er nemlig ingen grund til at vente. Kortlægningen af Danmarks sårbare grundvandsdannende områder er allerede godt i gang. Fyn er kortlagt, mens Jylland, Sjælland og de øvrige øer færdiggøres inden udgangen af 2026. DANVA og Danske Vandværker foreslår, at sprøjteforbuddet skal træde i kraft løbende i takt med, at de sårbare zoner identificeres. 91 pct. af danskerne bakker ifølge en Wilke-undersøgelse op om et sprøjteforbud, og opbakningen er bred på tværs af partiskel, så det folkelige og faglige grundlag for at handle er altså til stede.