Ny Visuel Identitet Tønder Forsyning 20261504
Foto: Tønder Forsyning

Tønder Forsyning lancerer nu en ny hjemmeside og et opdateret visuelt udtryk. Målet er at gøre det nemmere for kunderne at finde svar, få adgang til mere selvbetjening og få hjælp, når det passer dem bedst. Samtidig er fornyelsen en vigtig del af arbejdet med at styrke Tønder Forsyning som en moderne og attraktiv arbejdsplads.

- Vores nye hjemmeside handler ikke om at blive anderledes, men om at blive mere tidssvarende. Med den nye side bliver det simpelthen lettere at være kunde hos Tønder Forsyning. Den nye side giver et bedre overblik, flere selvbetjeningsmuligheder og hurtigere svar på de mest almindelige spørgsmål, lyder det fra kommunikationschef Betina Skjønnemand.

Designet i Bredebro - forankret i hele kommunen

Sammen med hjemmesiden introducerer Tønder Forsyning også et opdateret visuelt look. Logoet er en videreudvikling af det velkendte, men med en ny og tydeligere symbolik. Hvor logoet før var en sommerfugl med fire vinger, der hver repræsenterede et selskab i forsyningen, er logoet nu én sammenhængende figur, der symboliserer fællesskab, samarbejde og sammenhæng på tværs af forsyningen.

Det nye design er udviklet i samarbejde med den lokale tegnestue Lindhardt & Bak i Bredebro. Et valg, der afspejler ønsket om både at løfte det lokale og bygge videre på det, der allerede er en del af forsyningens DNA.

- Vi udvikler os, men vi ændrer ikke på det vigtigste. Den nye digitale retning og identitet symboliserer og understøtter vores ambitioner om at være en attraktiv arbejdsplads, mens vores lokale nærhed og stabile drift forbliver uændrede kerneværdier, siger bestyrelsesformand Anton Schulz.

Med lanceringen tager Tønder Forsyning et naturligt skridt i retning af en mere digital, tilgængelig og tidssvarende service. Samtidig med at virksomheden fortsat står på det fundament, som borgerne kender: stabil drift, nærhed og en stærk lokal forankring.

Yderligere oplysninger hos

Formand Anton Schulz 2999 3789

Kommunikationschef Betina Skjønnemand 5117 9086