
Rebild Forsyning har ansat 40-årige Johan Livbjerg Pedersen som ny direktør. Dermed får selskabet en erfaren forsyningsprofil, der skal være med til at forme fremtidens forsyning for borgere og virksomheder i Rebild Kommune.
Rebild ForsyningDet bliver Johan Livbjerg Pedersen, der kommer med erfaring fra både forsyningsbranchen og den kommunale verden, der skal stå i spidsen for Rebild Forsyning.
Den 40-årige distributionschef fra Aalborg Forsyning er ansat som ny direktør og får blandt andet ansvaret for at sikre, at forsyningen følger med den udvikling og vækst, som Rebild Kommune står overfor i de kommende år.
Bestyrelsesformand Henriette Frølund Lyngberg glæder sig over ansættelsen:
– Vi har haft et stærkt felt af ansøgere, men Johan skilte sig ud med sin kombination af faglig indsigt, ledelseserfaring og evne til at arbejde i krydsfeltet mellem drift, udvikling og samarbejde. Han har et indgående kendskab til forsyningsområdet og samtidig stor erfaring med at samarbejde med både myndigheder, politikere og eksterne interessenter, siger hun.
Johan Livbjerg Pedersen er både uddannet diplomingeniør og jurist. Han har tidligere arbejdet i såvel Aalborg Kommune og rådgivningsbranchen. De seneste fire år har han været afdelingsleder i Aalborg Forsyning med ansvar for blandt andet udførelse og koordinering af større anlægsprojekter, vandforsyning og myndighedssamarbejde.
Som direktør får han ansvaret for at stå i spidsen for Rebild Forsynings fortsatte udvikling i en tid, hvor forsyningssektoren står over for store investeringer, øgede krav til klimatilpasning og en voksende kommune med behov for nye løsninger inden for vand- og spildevandsområdet.
– Rebild Forsyning er en veldrevet organisation med dygtige medarbejdere og spændende opgaver foran sig. Jeg ser frem til at videreudvikle selskabet i tæt samarbejde med bestyrelsen, medarbejderne, Rebild Kommune og vores øvrige samarbejdspartnere. Særligt ser jeg frem til at bidrage til de store udviklingsprojekter, som vi står overfor i de kommende år, siger Johan Livbjerg Pedersen.
Et af de første centrale projekter bliver udviklingen af den nye bydel Støvring Højdal, hvor Rebild Forsyning får en vigtig rolle i etableringen af fremtidens løsninger inden for spildevand, regnvandshåndtering og klimatilpasning.