Klimatilpasning og biodiversitet kan følges ad

Når man ser på effekten for dyr og planter i forbindelse med klimatilpasningsprojekter, er man nødt til at skelne mellem to ting: klimatilpasningsprojekter i byerne og ude i naturen. Projekter i byerne, der tænker biodiversitet og bynatur ind, kan være gode for nogle dyr og planter. Men de løser ikke biodiversitetskrisen, da det normalt vil være de dyr og planter, der i forvejen lever i området, som får det bedre. Man skaber ikke bedre levesteder for sjældne eller truede arter. Derfor skal man kigge ud mod store områder i naturen, hvis klimatilpasningsprojekter virkelig skal batte noget for biodiversiteten, peger forperson i Biodiversitetsrådet Signe Normand på.

”Det, der virkelig kan have en effekt, så truede arter styrkes og, hvor fortrængte arter måske også kan komme tilbage, er, hvor den naturlige hydrologi bliver genoprettet. Det kan hjælpe mange arter, både dyr og planter. Men det skal være i store sammenhængende områder, som vi jo har få af i Danmark,” siger hun.

Der er flere klimatilpasningsprojekter i gang i Danmark, hvor hensynet til biodiversiteten er tænkt ind, men hun kan ikke pege på konkrete projekter endnu, hvor man har målbare resultater af effekten. Ting tager tid i naturen. Det er afgørende, at området er stort nok til, at bestandene bliver store nok til at blive i området på sigt.

”Vi har mange naturområder, der rummer mange arter. Men vores natur er degraderet, så selv om vi stadig har fine naturområder – så er mange af arterne alligevel dømt til at uddø. Det skyldes, at områderne er for små til at kunne opretholde og øge bestandene,” siger Signe Normand.

Eksempelvis er Nationalpark Mols Bjerge på det sydligste Djursland 110 hektar. Hempel-Fonden har for nylig overtaget driften og har tilkøbt 40 hektar til området. Det er et fremskridt, at området udvides, og at der er fokus på at bevare levesteder og genoprette naturlige dynamikker, men der skal større arealer til, påpeger Signe Normand.

Ådalene er mest oplagt

Biodiversitetsrådet har udgivet rapporten ”Virkemidler for biodiversitet” (2024), hvor der bl.a. står: På trods af ådalenes betydelige arealmæssige omfang i Danmark, har årtiers indgreb bl.a. gennem dræning, opdyrkning og udretning af vandløb resulteret i, at mange af de lavninger, der stadig findes i dag, ikke længere har karakteristika af ådale. Indgrebene i de danske ådale har haft omfattende negativ indvirkning på de biotiske forhold og den dertilhørende biodiversitet.

”Alligevel er ådalene nok det mest oplagte sted. Du kan særligt styrke biodiversiteten der, hvor lavbundsjorde ligger i ådale med sammenhængende natur, og hvor randområderne tages med. Dog med det forbehold, at det ikke må være kvælstof- eller fosfor udfordrede områder, som vi jo desværre har mange af,” siger Signe Normand.

Og så bør man vende prioriteringen om, så biodiversitet kommer først – ved at fokusere på at etablere store sammenhængende områder og genopretning af hydrologien, og derigennem bidrage med klimatilpasning. Hvis klimatilpasning prioriteres først, er det langt fra sikkert, at man får styrket biodiversiteten, påpeger hun.

Større effekt ved at efterligne naturen

Sara Egemose, lektor på Syddansk Universitet og ekspert i naturbaserede løsninger, henviser også til ådalene som det nok mest oplagte sted at skabe sammenhængende natur og styrke biodiversiteten – samtidig med at man laver klimatilpasning.

”Naturen er ofte sårbar i forhold til klimatilpasning, men samtidig har projekterne en styrke, hvis man laver naturbaserede løsninger. Det kan være vandtilbageholdelse i landskabet, genskabte eller nye søer. Jo mere vi – forsyningsselskaber, kommuner, konsulenter – efterligner naturen i vores vandhåndtering, desto bedre,” siger Sara Egemose.

Også inde i byerne kan naturelementer bygges ind i vandhåndteringen. Et eksempel er Glisholm Sø, som VandCenter Syd har etableret i tæt samarbejde med bl.a. myndigheder og naturorganisationer. Søen skal i første omgang håndtere vand, men samtidig er der indtænkt naturhensyn såsom fugleøer og levesteder til padder.

”Vi mangler plads i Danmark, og det skaber potentielt konflikter, når vi skal tage flere hensyn. Multifunktionalitet og synergier er godt, men vi bør overveje, om vi nogle gange bare skal lave den bedste løsning for klimatilpasning eller for biodiversiteten og ikke tage fire hensyn hver gang,” siger Sara Egemose.

Resultater der batter

Ådale giver gode muligheder for at skabe resultater, der batter, så man både får skabt en klimatilpasningsløsning og samtidig skaber varieret natur. Det skyldes, at de går fra, at alt er vådt til at være meget mere tørt. Det kræver dog, at man husker at tage både den gamle ådal og flankerne inde på de tørre arealer med. Set med klimatilpasningsbriller giver ådalene gode muligheder for at opmagasinere vand i landskabet.

”Vi har jo nærmest været verdensmestre i at lægge drænrør og rette åer ud. Men det har været med til at ødelægge ådalene. Ved at få vandet tilbage på overfladen og igen skabe en ådal med våde og tørre områder, som ændrer sig igennem året og med fokus på hele ådale eller større landskaber, får vi skabt større biodiversitet. Derved kan arter også flytte sig hen, hvor de får bedre forhold og truede arter sikres,” siger Sara Egemose.

Et andet godt bud er kystnaturen. Der er ganske vist ingen deltaer tilbage i Danmark – områder hvor land, åer, strande, strandenge og hav mødes og hvor arealer oversvømmes i perioder. Men ved kysten kan man genskabe noget dynamik, som også kan fungere som en buffer ved stormfloder, beskytte bagvedliggende områder og forbedre naturkvaliteten i området, peger hun på. Det kunne f.eks. være i fjordsystemer, hvor større vandløb strømmer, og hvor der tit også er behov for klimatilpasning.

Hvor bør forsyningerne satse

Overordnet udleder forsyningsselskaberne i første omgang ofte mere afstrømmende regnvand til ferskvand end til det marine miljø. Derfor diskuterer man tit udledningstilladelser til vandløb, og derfor har forsyningsselskaberne også de bedste muligheder i ådalene.

”Der skal grundige overvejelser til, når man laver klimatilpasning, som inddrager naturen. Netop fordi vi har pillet så meget ved vandkredsløbet, har det potentielt stor betydning, når og hvordan vi udleder vandet fra bl.a. byerne, men vi skal huske, at det også kan være positivt,” siger Sara Egemose.

Det er imidlertid svært at dokumentere effekten af klimatilpasningsprojekter på kort sigt, for naturen kræver tid. Derfor kan det være svært at udpege vellykkede projekter. Sara Egemose vurderer, at et knap 10 år gammelt synergiprojekt omkring Rønnebækken nær Næstved har gode perspektiver i forhold til at styrke biodiversiteten. Projektet, der blev gennemført på tidligere landbrugsjord af Naturstyrelsen og Næstved Kommune består af skovrejsning, og genslyngning af Rønnebækken samt etablering af en klimasø. Rønnebækken havde problemer med udtørring om sommeren, men den nye sø holder på vandet fra bækken om vinteren, hvor der er rigeligt med vand – for så at lede det tilbage til bækken om sommeren, hvor der mangler vand.

”Rønnebækken er et mindre projekt og omhandler ikke en ådal, men tilgangen er den samme. Det er vigtigt, at der er nogle natursystemer – f.eks. strækninger af en gammel ådal – som man kan ”bygge videre på” for at genoprette hydrologien. Grejs Ådal ved Vejle og Seest Mølleå ved Kolding er eksempler på ådale, hvor der er gennemført eller arbejdes på at gennemføre projekter omkring klimatilpasning bl.a. ved hjælp af genskabelse af naturlig hydrologi,” siger Sara Egemose.