Det skal være muligt at sætte værdi på grøn klimatilpasning

Vi ser frem mod store omkostninger til klimatilpasning i de kommende år. DANVA har beregnet, at klimasikring kommer til at koste vandselskaberne op imod 360 mia. kr. frem mod 2070. De nuværende regler medfører, at vandselskaberne skal vælge de mest optimale løsninger målt på samfundsøkonomi. Problemet er bare, at reglerne for beregningerne udelader centrale samfundsfunktioner. Dermed giver de ikke et retvisende billede af omkostninger og gevinster.

Det gælder blandt andet styrket biodiversitet, mere natur samt sikring af kulturværdier og kritisk infrastruktur. Heller ikke CO2-aftrykket, som kan være stort, må indgå i beregningerne. DANVA arbejder for, at reglerne bliver indrettet anderledes, så de mange gevinster for samfundet må indgå i den økonomiske beregning.

”Det skal være muligt at lave ambitiøse projekter, som inddrager biodiversitet og natur i højere grad. Det skal være en værdi ved et projekt, at man bidrager til biodiversitet, har et lavt klimaaftryk, og giver merværdi i form af natur og livskvalitet i byerne,” siger Miriam Feilberg, fagleder for klimatilpasning i DANVA.

“Det er rimeligt nok, at vandselskaberne som udgangspunkt ikke må afholde udgifter til andet end nødvendig håndtering af vandet, men det burde være muligt at medtage den merværdi, som eksempelvis en naturbaseret løsning kan bidrage med inden for klima, miljø og natur. Det kan være udslagsgivende i forhold til valg af løsning, hvis den bidrager til at opnå samfundsmæssige målsætninger på andre bundlinjer end den økonomiske.”

Fleksible løsninger til fremtiden

På grund af usikkerhed omkring klimaforandringer mener DANVA, at man i højere grad bør begynde at arbejde med adaptive løsninger, der kan udvides eller justeres i takt med klimaudviklingen.

”Vi skal arbejde med fleksible løsninger ud fra en forståelse af den usikkerhed, vi skal lære at agere under. Vi baserer klimatilpasning på modelberegninger for, hvordan klimaet udvikler sig, og modellerne rummer en stor usikkerhed,” siger Miriam Feilberg.

DMIs klimastatus for 2025 vurderer konsekvenserne af flere scenarier. Hvis vi når Parisaftalens målsætning om at holde temperaturstigningerne på 1,5 grad, er det én virkelighed. Det ser anderledes ud, hvis vi arbejder ud fra de nuværende politikker, som giver 3 graders temperaturstigning. Og det bliver igen markant anderledes, hvis landene ikke fører klimavenlige politikker. Så ser vi frem mod temperaturstigninger på måske 4,5 grader.

Hvis vi ser på nedbør som udtryk for ændret klima, så forventes årsnedbøren i Danmark at stige med 2 % i det lave udledningsscenarie, 7 % i det mellemhøje, og 12 % i det meget høje udledningsscenarie i slutningen af århundredet.

Havvandstigninger kommer også til at få stor betydning for vandsektoren og byernes klimatilpasning. Middelvandstanden i slutningen af århundredet forventes at være steget med 30-60 cm afhængigt af udledningsscenarie, men som DMI selv fremhæver, så er dette tal behæftet med usikkerheder, og derfor kan der ikke udelukkes en havniveaustigning på op til 90 cm i år 2100.

“Det siger noget, om den usikkerhed, vi skal klimatilpasse os inden for. Derfor er fleksibilitet i klimatilpasningen måske langt billigere på længere sigt,” påpeger Miriam Feilberg.

Hun fremhæver vandparkering og andre naturbaserede løsninger som hensigtsmæssige, fordi de er mere skalerbare og dermed mere fleksible end traditionelle anlæg i beton. Vandparkering er en løsning, som har potentiale til at score topkarakter i alle de vigtige discipliner, når det kommer til at værne byer mod oversvømmelse: det er billigere end andre anlægsløsninger, det er grønt, og det er fleksibelt. Hvis man eksempelvis tilbageholder vand i ådale eller på arealer uden for byen, kan løsningen udvides senere ved at oversvømme større områder eller hæve mindre diger.

Naturbaserede løsninger i øvrigt er en fællesbetegnelse for tiltag, som i en vandsammenhæng har til formål at sikre byer mod oversvømmelse ved at lave åbne vejbede eller parkere regnvandet på en fodboldbane eller i en park, hvor det ikke gør skade på bygninger og infrastruktur. Det er dog pladskrævende.

Betonbassiner ligger i den anden ende af spektret. Beton er dyrt, det udleder meget CO2, og så er det ikke specielt fleksibelt, hvis man enten får bygget sit anlæg for stort eller for småt. Særligt når man skal etablere løsninger, som skal reducere risikoen for oversvømmelser, bliver fleksibilitet et nøgleord. Det er langt vanskeligere at lave løbende justeringer, hvis man først har investeret i store underjordiske bassiner eller massive betonløsninger.

“Naturbaserede løsninger er langt billigere. En analyse for Miljøministeriet har vist, at de i gennemsnit er fire gange billigere end traditionelle løsninger. Og så har de har lavere udledninger af drivhusgasser for at nævne en væsentlig merværdi for vandsektoren.” siger Miriam Feilberg.

Bureaukrati og kortsigtede løsninger

På trods af fordelene ved naturbaserede løsninger gør reglerne dem sværere at gennemføre. Her er det både krav til beregninger og dokumentation, som er blevet så omfattende, at det reelt bremser nye projekter.

Miriam Feilberg beskriver et system med omfattende krav til beregninger, aftaler og godkendelser. Særligt samarbejder mellem kommuner, vandselskaber og private grundejere kan blive tunge at få godkendt.

”Vi hører fra selskaber, der føler, at de nærmest bruger flere kræfter på beregning og dokumentation end på at lave løsninger. Det fremmer ikke den mest hensigtsmæssige klimatilpasning, hvis projekterne dimensioneres til minimumsserviceniveauerne for regnvandshåndtering for at undgå bureaukratiske krav,” siger hun.

DANVA arbejder derfor for ændringer af de to bekendtgørelser på området: serviceniveau- og omkostningsbekendtgørelsen. Biodiversitet, miljø, CO2 samt beskyttelse af kritisk infrastruktur og kulturværdier skal kunne indgå i beregning af samfundsøkonomien. Og generelt bør projekter med en positiv samfundsøkonomi kunne godkendes, selvom de ikke nødvendigvis er den absolut billigste løsning. Kommunerne er jo heller ikke interesserede i for store projekter med stigende vandtakster til følge.

Som eksempel på problemerne kan nævnes de to seneste vindere af DANVAs Klimapris: Karensminde aksen i København og Storkeengen i Randers. Projekterne er belønnet for æstetik, borgerinddragelse, integreret design og biodiversitet i løsningerne. Og projekterne kan ikke gennemføres med reglerne i de to bekendtgørelser. Det gælder også en lang række andre klimatilpasningsprojekter, som er gennemført tidligere.

Samtidig peger Miriam Feilberg på, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis klimatilpasning tænkes langt mere sammen med arealudvikling og naturgenopretning.

”Det kan være relevant at tage højde for, om der er områder, det vil være hensigtsmæssigt at tage ud af drift, fordi man så kan være med til at lave klimatilpasning af byerne nedenfor. Derfor bør hensynet til klimatilpasning også være en del af Grøn Trepart, når man ser på områder, som ikke længere skal dyrkes,” siger hun.