Borgmestre gambler med drikkevandet, når fakta ignoreres.

Tirsdag kunne vi i Altinget læse, at en række blå borgmestre på Fyn er skeptiske overfor den statslige fakta-rapport - reguleringsanalysen, der netop er udkommet og som viser et stærkt økonomisk grundlag for et statsligt sprøjteforbud. Borgmestrene sætter spørgsmålstegn ved rapportens fakta og synes et statsligt forbud vil medføre et for stort tab for landbruget. Det har også været reaktionen fra landbrugets interesseorganisation Landbrug og Fødevarer.  

Men at vente og tro fremfor at handle og forholde sig til både økonomiske og miljømæssige fakta, er at gamble med vores drikkevand.

Vi, der taler drikkevandets sag - og allerede i dag ser miljøfremmede stoffer i over halvdelen af de danske boringer - mener, at det er den helt forkerte tilgang. Når vi skal løse en så væsentlig samfundsmæssig udfordring: At fremtidssikre drikkevandet, så bør der handles.

Ifølge en Wilke-analyse bakkes ønsket op af mere end 95 pct. af danskerne, der ønsker en bedre beskyttelse af drikkevandet. 

Vi må simpelthen ikke sætte vores rene drikkevand over styr. Det bør vi alle kunne blive enige om. Gør vi ikke noget nu, kan vi komme i en situation, hvor der ikke kan leveres vand til danske familier, virksomheder og forbrugere.

Det er en indlysende og nødvendig samfundsopgave at have styr på forsyningssikkerheden. Grundvandet er den nødvendige råvare og indsatsen indtil videre har været katastrofal. Derfor skal vi have beskyttet de 160.000 ha hvor vores grundvand dannes.

Indsatsen har de sidste 27 år har været katastrofal: Vi er efter 27 års fokus på frivillighed ikke kommet ret langt. Analysen viser at fokuseres indsatsen på de sårbare grundvandsdannede arealer, så berører det mindre end 6 % af det samlede landbrugsareal, hvis der indføres et generelt forbud mod sprøjtning og gødskning.

Og husk - jorden kan stadig bruges, bare uden sprøjtemidler og overgødskning. Der kan være økologisk produktion, der kan dyrkes græs til protein og foder, der kan afgræsses og der kan findes løsninger, der netop beskytter vores drikkevand. Grundvandsparkerne er der hvor vi fremover skal dyrke drikkevand som det primære – for vores alles skyld.

Ifølge Miljøstyrelsen drejer det sig om 3,4 procent af Danmarks areal, der skal beskyttes, hvis vi skal sikre de områder, hvor grundvandet er sårbart og dannes.

Hvis vi zoomer ind på betydningen for det samlede landbrugsareal, kan vi for nuværende estimere, at det vil svare til en omlægning af under seks procent af landbrugsarealet. Beskyttelsen mod sprøjtning i de seks procent af vores landbrugsareal handler i bund og grund om vores børns og børnebørns ret til også at kunne få rent, godt drikkevand. Om by- og erhvervsudvikling og om forsyningssikkerhed til Danmark.

For os, der arbejder for at sikre det rene drikkevand nu og i fremtiden, er konklusionen klar: Tiden for frivillige aftaler og langsommelige bureaukratiske processer må være slut. Miljøministeriets egen analyse af reguleringsmuligheder i de sårbare, grundvandsdannende områder viser, at et statsligt forbud er både den bedste løsning, men også den klart billigste. Hvis drikkevandet ender med at skulle renses, vil det koste et sted mellem 6 og 18 milliarder kroner årligt. Til sammenligning det vil kun koste 360 millioner kroner om året, hvis vi vælger at forebygge forurening gennem et nationalt sprøjteforbud. 

Undtagelsen frem for reglen

I reguleringsanalysen fremgår det, at tallene fra 2024 viser, at 55,7 procent af boringerne indeholder pesticidrester, og 14,1 procent overskrider kvalitetskravene for pesticider i grund- og drikkevand. I de øverste jordlag fra 0-10 meters dybde finder man sprøjtemiddelrester i over 80 procent af boringerne og over 40 procent af dem overskrider kravværdierne. Fortidens synder kan ikke alene bruges som forklaring. Selv om landbruget bestemt ikke er den eneste kilde til forurening, så viser de mange fund af rester fra sprøjtemidler, at landbrugets sprøjtemidler er den største kilde til forureningen af grundvandet i de områder, hvor det grundvand, vi i dag bruger til drikkevand, bliver dannet. Og selv om der i dag bruges andre midler end dem, der tidligere blev brugt, så er det store spørgsmål om borgmestrene vil gamble med drikkevandet og skulle forklare deres børnebørn, at de ”troede” det nok gik.

Drikkevandsbeskyttelse er ikke en ny disciplin, og reguleringsanalysen er kulminationen på et stort og langvarigt arbejde, hvor den grønne trepart netop peger på, at der skal tages stilling til reguleringen af drikkevandet. Det gør Miljøministeriets analyse, som kommer med nye modeller til en effektiv regulering af drikkevand til gavn for samfundet.

Den del af den grønne trepart, der lige nu er i gang, har mere fokus på CO2-udledning og kvælstof end drikkevand, der har DANVA og Danske Vandværker problematiseret for sikring af vores drikkevand skal indtænkes her og nu. Der kan der være et overlap mellem omlægningsplanerne og de sårbare, grundvandsdannende områder, men det vil mere være undtagelsen frem for reglen i de planer der ligger i udkast. De bør derfor genbesøges, så netop drikkevandet sikres og treparten også sikrer de arealer hvor vi i fremtiden skal dyrke drikkevand.

Omlægningsplaner sikrer ikke automatisk drikkevand

På Fyn, hvor kortlægningen af de sårbare grundvandsdannende områder er klar (med forbehold for, at der netop er en genberegning i gang), kan vi tydeligt se, at der er stor forskel på, hvor meget omlægningsplanerne lapper over de sårbare, grundvandsdannende områder. I Faaborg-Midtfyn Kommune omfatter omlægningsplanerne kun seks procent af det sårbare grundvandsdannende areal på landbrugsarealer, hvor der er behov for beskyttelse. Det betyder, at ca. 94 procent af de landbrugsarealer, der har behov for beskyttelse i de sårbare, grundvandsdannende områder, fortsat ikke er en del af omlægningsplanerne.

Når de lokale grønne treparter ikke har grundvandsbeskyttelse som et konkret mål, mangler der direkte incitament til, at drikkevandet bliver tænkt ind fra starten i de omlægningsplaner, der nu er nikket til i kommunalbestyrelserne. Det er ærgerligt, men ikke overraskende. Og derfor er den del af den grønne trepart, der lige nu er i gang lokalt, langt fra nok til at sikre beskyttelsen af alle sårbare grundvandsdannende områder. Det bør genbesøges.

Grundvandsbeskyttelse bør tænkes ind allerede fra starten. Og som Miljøministeriet selv peger på, sker beskyttelsen bedst gennem et statsligt forbud mod sprøjtemidler og andet, der truer grundvandet i de sårbare grundvandsdannende områder.  

Borgmestre gambler med drikkevandet, når fakta ignoreres.

Vores viden udvikler sig hele tiden og målemetoder forfines, og det, som vi i dag accepterer som lovligt og ufarligt, risikerer i fremtiden at blive endnu et eksempel på fortidens manglende risikoforståelse: Hver generation har haft sine “sikre” pesticider. Fælles for dem er, at de senere er blevet dømt ude. At henvise til fortidens synder som forklaring på nutidens problemer er derfor ikke en undskyldning – det bør ses som en advarsel. For historien viser, at godkendelse ikke er lig med harmløshed, og at vores risikovurderinger er ufuldstændige. Når konsekvenserne først viser sig årtier senere, er det svært eller umuligt at rette op på.

Vi skal holde fast i forsigtighedsprincippet og derfor er et statsligt forbud det virkemiddel, der reelt kan forhindre, at den måde der i dag bruges sprøjtemidler på, ikke ender som problemer for fremtidens drikkevand.