Uge 2 i valgkampen: Nu handler vanddebatten også om regningen
I valgkampens anden uge blev vanddebatten mere konkret. Nitrat, en mulig ny grænseværdi og spørgsmålet om, hvem der skal betale, rykkede i centrum. Samtidig stod argumenterne om sprøjteforbud skarpere end i uge 1.
Lars FischerI uge 1 blev drikkevand et tydeligt politisk konfliktpunkt. I uge 2 blev konflikten mere håndgribelig. Det skyldes især DANVAs opgørelse, som viser, at 60 kommuner har et eller flere vandværker med nitrat over 6 mg/l i mindst én drikkevandsprøve. Dermed blev debatten ikke kun et spørgsmål om principper, men også om lokale konsekvenser, investeringer og vandpriser. Samtidig sagde miljøminister Magnus Heunicke, at han vil følge anbefalingen om en lavere grænseværdi og kaldte det en hastesag.
Borgmestre og partier rejser betalingsspørgsmålet
Uge 2 gjorde også finansieringen til en hovedhistorie. I DR sagde borgmestrene i Aalborg, Norddjurs og Vesthimmerland, at regningen ikke bør lande hos de lokale borgere, hvis nye krav gør vandforsyningen markant dyrere. Både Danmarksdemokraterne, Alternativet og Dansk Folkeparti markerede sig i debatten ved at udtale, at rent drikkevand er et samfundsansvar, ikke en regning for den enkelte husstand.
Socialdemokratiet skærpede konflikten ved at foreslå, at regningen for nitratrensning skal tages fra støtten til landbruget. Men den model blev i samme uge mødt af direkte kritik fra eksperter i LandbrugsAvisen, som vurderer, at den er meget svær at forene med de gældende EU-ordninger og den nuværende hjemmel. Uge 2 blev derfor også en debat om, hvorvidt de politiske løfter faktisk kan gennemføres.
Sprøjteforbuddet deler fortsat vandene
Sprøjteforbuddet er fortsat det klareste politiske skel og drikkevand er en tydelig partipolitisk kampplads: Nogle partier vil gå via frivillige aftaler i Grøn Trepart, mens andre kræver et nationalt forbud mod sprøjtning i de sårbare områder, hvor drikkevandet dannes. Samtidig fremhæver vandbranchen, at der ifølge en Wilke-undersøgelse er bred vælgeropbakning til et sprøjteforbud, og at et nationalt forbud kun vil omfatte en mindre del af Danmarks samlede areal.
Det siger siderne
Det ene spor siger, at der skal handles nu. Her er hovedargumentet, at forureningen skal stoppes, før den når længere ind i grundvandet, fordi det ellers bliver dyrt og besværligt at rette op senere. Debatten bør derfor nu handle om, hvordan et sprøjteforbud gennemføres, ikke om det er nødvendigt.
Det andet spor advarer mod overdrivelse og symbolpolitik. I B.T. siger Bjørn Lomborg, at politikerne gør drikkevand til en frygtsag i valgkampen og taler for lidt om omkostningerne ved et sprøjteforbud. I landbrugsmedierne lyder argumentet, at godkendte planteværnsmidler allerede er hårdt reguleret, at fund ikke i sig selv er det samme som sundhedsrisiko, og at debatten bliver for ensidig, når landbruget gøres til hovedforklaring på et mere sammensat problem. Her peges der i stedet på blandt andet biocider, gamle punktkilder, spildevandsslam og utætte kloakker.
