
Midt i regeringsforhandlinger og energikrise: Her er tænketanks forslag til en ny regering
Tænketanken BrundtlandDanmark står midt i forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag efter folketingsvalget – samtidig med at Europa igen rammes af stigende energipriser og usikkerhed som følge af krigen i Iran.
De seneste uger er olie- og gaspriser steget markant, og EU advarer om, at energipriserne kan forblive høje længe, selv hvis konflikten stopper. Samtidig har konflikten i Mellemøsten skabt forstyrrelser i globale energiforsyninger og øget risiko for en ny energikrise i Europa.
Det er i denne situation, at Tænketanken Brundtland lancerer udspillet DRIVKRAFT - et bud på, hvordan Danmark og Europa kan styrke deres forsyningssikkerhed, uafhængighed og demokratiske kontrol.
“Vi står i en situation, hvor energipolitik igen er blevet storpolitik. Opgaven er ikke kun at levere grøn omstilling, vi skal også skabe sikkerhed, uafhængighed og modstandsdygtighed,” siger Magnus Skovrind Pedersen, direktør i Tænketanken Brundtland.
Udspillet peger på, at de aktuelle kriser bør sætte en klar retning for det kommende regeringsgrundlag.
“Hvis man vil tage ansvar for Danmarks fremtid, så er forsyning et af de steder, man skal starte. Det handler om alt fra energi og vand til arbejdskraft og ejerskab. Det er fundamentet under vores samfund,” siger Magnus Skovrind Pedersen.
DRIVKRAFT samler syv sigtelinjer, der forbinder forsyning, sikkerhed og grøn omstilling i én samlet strategi. Ambitionen er både at styrke Danmarks egen uafhængighed og samtidig bidrage til Europas autonomi.
“Krigen i Iran viser med al tydelighed, at afhængighed af importeret energi er en sårbarhed. Danmark har muligheden for at gå forrest med løsninger, der både styrker vores egen robusthed og Europas samlede sikkerhed,” siger Magnus Skovrind Pedersen.
Samtidig understreger Brundtland, at sikkerhedsdagsordenen ikke erstatter klima- og naturindsatsen, men gør den endnu mere presserende.
“Det er en fejl at se klima og sikkerhed som modsætninger. Tværtimod er den grønne omstilling en forudsætning for at blive uafhængig og modstandsdygtig,” siger Magnus Skovrind Pedersen.
Med DRIVKRAFT præsenterer Brundtland et samlet bud på, hvordan forsyningssektoren kan spille en nøglerolle i både dansk og europæisk sikkerhedspolitik.
Sigtelinjer for forsyning, sikkerhed og uafhængighed 1. Gør dansk forsyning til motor for europæisk autonomi 2. Styrk uafhængighed af energiimport 3. Prioriter al forsyning som kritisk infrastruktur 4. Beskyt ved kilden – rent vand er en knap ressource 5. Brug affaldsenergi og CO₂-fangst som en ressource 6. Styrk demokratisk ejerskab og langsigtet styring 7. Sikre arbejdskraft og kompetencer til kritisk infrastruktur
Tænketanken Brundtland arbejder for at fremme bæredygtige løsninger, der skaber værdi for både mennesker og planet. Gennem analyser, partnerskaber og politisk dialog bidrager tænketanken til at udvikle fremtidens samfund.