2025 Person Fylder Et Drikkeglas Med Klart Vand Fra Vandhanen Ved En Køkkenvask Adobe Stock

Nye tal fra DANVA viser højere takster på både drikkevand og spildevand. Se, hvad det betyder for din husstand – og hvorfor priserne stiger.

Vandpriserne i 2026 stiger gennemsnitlig med 5,42 procent, sammenlignet med 2025. Det viser en gennemgang af landets vandselskaber, som DANVA offentliggør 26. februar 2026. 

Drikkevand stiger mest

Ser man på de enkelte dele, stiger prisen på drikkevand med 6,43 procent, mens spildevand stiger med 4,93 procent.
Den samlede stigning ender dermed på 5,37 procent.

Den gennemsnitlige stigning i husstandsprisen ligger lidt under det indekstal, som vandselskaberne har haft mulighed for at regulere efter.

Det betyder det for husstandene

Stigningen dækker den samlede gennemsnitlige pris for drikkevand og spildevand.
For en gennemsnitlig husstand, en enlig og en familie med tre børn slår procentstigningen ens igennem, når man tager udgangspunkt i samme forbrug som i 2024.
Beregningerne bygger på et årligt forbrug på 35,43 kubikmeter pr. person og 2,11 personer pr. husstand. De faktiske tal for forbrug og husstandsstørrelse for 2025 og 2026 kendes endnu ikke, så beregningen er endnu ikke endeligt.

Hvorfor stiger vandpriserne i 2026?

For drikkevand gælder det, at den vigtigste forklaring fortsat er priskorrektionen fra høj-inflationsårene.

2026 ser samtidig ud til at være sidste år, hvor denne forklaring fylder så meget, fordi både drikkevand og spildevand herefter forventes at være tættere på fuld kompensation efter perioden med høj inflation.

Herudover har vandselskaberne også fået omkostninger fra nye aktiviteter og investeringer. Ifølge sidste års Vand i Tal blev der gennemført mange investeringer på drikkevandsområdet i 2024, og det er i 2026, at selskaberne i højere grad kan opkræve disse omkostninger via taksterne.

2026 er samtidig det første år, hvor flere statsligt pålagte opgaver slår tydeligere igennem i taksterne. Det gælder blandt andet arbejde med NIS2-direktivet (EU-regler om cybersikkerhed og robusthed i kritisk infrastruktur), som har udløst tillæg i den økonomiske regulering.
Sammen med andre tillæg til beredskab og forsyningssikkerhed er der samlet givet tillæg på omkring 12,5 mio. kr., som vandselskaberne kan opkræve i 2026.

Lokale forhold kan også påvirke den gennemsnitlige pris

Ud disse landsdækkende forklaringer kan lokale projekter påvirke taksterne. I hovedstadsområdet gælder det blandt andet bidrag til Harrestrup Å-kapacitetsprojektet, som kan være med til at løfte priserne i nogle spildevandsselskaber.

Tjek den lokale takst

De nye takster kan ses på DANVAs Danmarkskort på danva.dk. Kortet er udvidet med flere forsyninger, nye data om spildevand og takster for blandt andet Anholt og dele af Samsø.