200616 Udløb Foto

Miljøstyrelsen har skærpet sin praksis for tilsyn med renseanlæg. Det mærker vandselskaber i form af politianmeldelser landet over.

DANVAs sekretariat modtager jævnligt orienteringer fra medlemmer om nye politianmeldelser af vandselskaber som følge af manglende udledningstilladelser. En række af disse anmeldelser skyldes, at kommunerne har vanskeligt ved at meddele tilladelser på grund af manglende vejledningsmateriale. Dermed risikerer vandselskaberne at blive sorteper i en gordisk knude.

DANVA opfordrer derfor vandselskaber til at kontrollere, om de opfylder kravene. På den måde kan risikoen for, at en politianmeldelse lander på selskabets bord, minimeres.

I 2024 udarbejdede DANVA et notat, som skal vejlede spildevandsselskaber, der står uden tilladelse til udledning af spildevand. Notatet fokuserer primært på overløbsudledninger, men principperne kan anvendes på alle typer af spildevandsudledninger.

Notatet har til formål at orientere selskaberne om deres handlemuligheder samt om de potentielle konsekvenser ved enten handling eller passivitet, når der konstateres manglende tilladelse til udledning. Det gennemgår det juridiske grundlag for kravet om udledningstilladelser og beskriver de forskellige former for straf, der kan blive konsekvensen af en politianmeldelse. Afslutningsvist forklares det formelle forhold mellem spildevandsselskaber, kommune og Miljøstyrelsen.

Notatet er udtryk for DANVAs bedste vurdering af gældende regler og praksis baseret på en begrænset mængde domspraksis.

Notatet ”Politianmeldelser af spildevandsselskaber der ikke har udledningstilladelser til overløb m.m.” kan rekvireres hos DANVAs sekretariat ved henvendelse til Jens Plesner på jpl@danva.dk.

Henvendelser vedrørende ovenstående kan rettes til Helle Katrine Andersen på hka@danva.dk.