Thumbnail 250930 Danva Konference 071
Ellen Trane Nørby, Bestyrelsesformand, DANVA og Knud Pedersen, Formand, Vandreguleringsudvalget

Alle aktører hilste Vandreguleringsudvalgets delanbefalinger om nye økonomiske rammer velkommen, fordi de skaber rum til investeringer i øgede opgaver. Men der mangler detaljer om finansieringen, påpegede flere tilstedeværende politikere samt DANVAs formand.

”Der er behov for øgede investeringer i rent drikkevand og klimasikring. Det er mange penge. Men det er penge, vi som samfund skal bruge.” Sådan lød den generelle melding fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M), da DANVA for nylig var vært for en konference om nye økonomiske rammer for vandsektoren. Afsættet var Vandreguleringsudvalgets delanbefalinger.

Anbefalingerne blev også modtaget positivt af flere folketingspolitikere, som var med i den brede vifte af tilstedeværende aktører. Konferencen blev holdt i Festsalen på Nationalmuseet i København. Lars Aagaard erklærede, at han vil vente med at udtale sig om detaljer, indtil den endelige udvalgsrapport foreligger i 2026, og de politiske forhandlinger om en ny lov på området begynder.

”Reguleringen bør være rammer og incitamenter, der giver de enkelte selskaber rum til at udøve deres guddommelige gerninger. Men der følger et ansvar med. Omkostningerne i vandsektoren skal være effektive,” sagde Lars Aagaard, som i sin tid nedsatte udvalget.

Lars Aagaard, Minister, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

”Det er fantastisk, at der nu kommer fokus på opgaverne i stedet for, at det handler om økonomisk effektivisering alene.

Kæmpemæssigt investeringsbehov

Tre medlemmer af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget udgjorde panelet i en politisk debat om delanbefalingerne.

”Det er fantastisk, at der nu kommer fokus på opgaverne i stedet for, at det handler om økonomisk effektivisering alene,” sagde Marianne Bigum (SF).

”Det er vigtigt med nye rammer, der giver mulighed for langsigtede beslutninger, og som kan sikre de nødvendige investeringer. Der er et kæmpemæssigt investeringsbehov,” sagde Søren Egge Rasmussen (EL).

Søren Egge Rasmussen udtrykte håb, om kilderne til finansiering bliver tydeliggjort i den endelige rapport fra vandreguleringsudvalget. Han nævnte, at opgaver såsom grundvandsrensning, fremtidens spildevandsrensning, klimasikring og etablering af grundvandsparker er kostbare. Han sagde, at langfristede lån med kommunegaranti kunne være vejen frem.

”Vi står i mange kriser, og jeg tror, at mange forbrugere er parat til at betale mere, for vi kan få dem løst,” sagde Marianne Bigum, mens hun føjede havmiljø og biodiversitet til politikerkollegaens oplistning.

Henrik Frandsen (M) fremhævede, at det primære i forbindelse med den nye regulering er at sørge for en robust vandsektor, der kan levere vand og håndtere miljø og sikkerhed. ”Men det skal være mest økonomisk effektivt set med forbrugernes perspektiv,” sagde Henrik Frandsen.

Alle tre medlemmer af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget understregede, at det haster med investeringerne, og de opfordrede af samme grund til, at der laves en overgangsordning frem til en ny lov ikrafttrædelse.

Henrik Frandsen (M), Medlem af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget Marianne Bigum (SF), Medlem af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget og Søren Egge Rasmussen (EL), Medlem af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget i Folketinget

”Billigt vil altid være godt”

Repræsentanter for landbrug, industri og erhverv udtrykte tilfredshed med hovedlinjerne i delanbefalingerne.

Anders Panum, underdirektør i Landbrug & Fødevarer, bemærkede, at ”fødevareerhvervet er det største vandforbrugende erhverv”, og fortsatte: ”Vi har forståelse for vandsektorens behov for et investeringsrum, men fordi vandselskaberne udgør et naturligt monopol, skal der stadig gennemføres effektivisering. Pris er også vigtigt for os i forhold til vandforsyning, og billigt vil altid være godt for vores medlemmer.”

Malene Mortensen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv: ”Vi er ikke uenige i det stigende investeringsbehov, men størrelsen af vandregningen er vigtig for vores medlemmer, og forpligtelsen til effektivisering i vandsektoren bør videreføres.”

Bedre styring - men hvordan?

Vandreguleringsudvalget beskæftiger sig i delrapporten også med governance - det vil sige styringen af vandselskaberne. Der var bred konsensus på konferencen om, at det er vigtigt at sikre gode kompetencer i selskabsbestyrelserne og mere transparens om beslutningerne.

Men der var divergerende synspunkter om, hvorvidt det skal det ske ved at udbygge tilbuddene til kommunalpolitiske repræsentanter om bestyrelsesuddannelse eller ved at hente flere bestyrelsesmedlemmer udefra.

”Kommunalpolitikere repræsenterer samfundsinteresser,” understregede SF’eren Marianne Bigum. ”Måske bør repræsentanter for store vandforbrugerne få plads i bestyrelserne,” sagde Anders Panum fra Landbrug & Fødevarer. Karin Klitgaard, underdirektør i DI, erklærede sig enig.

Der blev desuden efterlyst en tydeliggørelse af fordelingen af ansvar mellem stat, kommuner og vandselskaber.

Knud Pedersen, Formand, Vandreguleringsudvalget

Langsigtet investeringshorisont

Formanden for DANVA, Ellen Trane Nørby, fandt, at der er meget godt i delanbefalingerne. ”Vi er som sektor blevet pålagt nye opgaver, og udvalget anerkender, at der er behov for en ny reguleringsramme, der giver os mulighed for de nødvendige store investeringer. Men der mangler mange detaljer om finansieringen. Djævlen ligger jo ofte i detaljen,” sagde Ellen Trane Nørby.

”Nogle af de investeringer, vi laver, ligger i jorden i 50 og 70 år. Vi skal ikke ende i en situation, hvor effektiviseringskravene resulterer i en kortsigtet investeringshorisont,” sagde DANVA-formanden, som er spændt på at se, hvad udvalget ønsker at sætte i stedet for de nuværende effektiviseringskrav.

”Vi skal benchmarke, ja, og vi skal være konkurrencedygtige. Men vi er allerede ude at teste priserne hele tiden, og vandsektorens konkurrenceudsættelse er steget fra cirka 50 procent til over 80 procent,” lød hendes påmindelse.

Med hensyn til governance erklærede Ellen Trane Nørby sig på DANVAs vegne parat til mere eksplicitte krav om bestyrelseskompetencer og -sammensætning. Hun støtter forslag om bestyrelsesuddannelse og udefrakommende bestyrelsesmedlemmer.

”Men det er ikke det samme som at sige, at fordi man er folkevalgt, så er man ikke professionel. Der er ting her, der skal være mere konkrete. Og hvordan er forbrugerne repræsenteret? Der er også nødt til at være en harmonisering af krav til bestyrelser på tværs af forsyningsarter,” sagde Ellen Trane Nørby med henvisning til, at flere vandselskaber er multiforsyninger. Blandt dem er SONFOR, hvor hun er indsat af Sønderborg Kommune som formand.

Carl-Emil Nielsen, Direktør, DANVA