Unge leg vand COLOURBOX.jpg

Hvis vi vil sikre kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling og kritisk infrastruktur, skal vi starte med børn og unge – og vi skal starte i folkeskolen. For her lægges ikke kun grunden til faglige kompetencer, men også til trivsel, livsmod og troen på, at man kan gøre en forskel.

Regeringen har sat en retning med Folkeskolens Kvalitetsprogram, der med initiativer som juniormesterlære og obligatorisk erhvervspraktik skal styrke praksisfagligheden og give alle børn bedre muligheder for at lykkes og finde veje mod videre uddannelse. De politiske ambitioner stiller store krav til samarbejdet mellem skoler og virksomheder, og på det område er der i dag meget store lokale forskelle på, hvor godt det lykkes.

Der er derfor brug for en samlende aktør, der kan udvikle og kvalificere samarbejdet mellem skoler og virksomheder på nationalt plan, og det er nødvendigt, at der afsættes midler til denne opgave på finansloven. Naturvidenskabernes Hus står med 15 års erfaring med praksisnær undervisning og skole-virksomhedssamarbejde klar til at løfte opgaven.

På virksomhedssiden står vandsektoren allerede klar til at tage ansvar. DANVAs medlemmer – landets vandselskaber – er gået ind i samarbejdet som støttemedlemmer af Naturvidenskabernes Hus. På den måde kan vi omsætte det naturfaglige pensum fra klasselokalet til håndgribelige billeder af virkeligheden samtidig med, at vi viser diversiteten i de naturfaglige professioner i vandsektoren ved at give eleverne mulighed for at møde medarbejderne og opleve den forskel, de gør i hverdagen.

Det handler ikke bare om vandselskaber, men om hele forsyningssektoren, der er samfundets rygrad. Energi, vand, klimatilpasning og affald er kritisk infrastruktur. Og rekrutteringsudfordringen er reel og voksende. Der mangler faglærte og tekniske medarbejdere – og manglen vil kun blive større, hvilket udfordrer realiseringen af den grønne omstilling og forsyningssikkerheden.

Vandselskaberne spiller en nøglerolle i den grønne omstilling: De sikrer rent drikkevand, klimatilpasning, energibesparelser og cirkulær økonomi. Det er meningsfulde karriereveje, som vi skylder de unge at vise dem – og som er helt nødvendige for, at Danmark kan nå sine klimamål

Med årlige indsatser, der når 45.000 elever på landsplan, ved Naturvidenskabernes Hus, hvad der skal til for at sikre kvalitet og udbytte for alle parter i samarbejdet mellem skoler og virksomheder. Sammen kan Naturvidenskabernes Hus og vandselskaberne engagere og vise

børn og unge de mange spændende karrieremuligheder, der blandt andet er inden for forsyningssektoren på fremtidens grønne arbejdsmarked.

Naturvidenskabernes Hus arbejder tæt sammen med virksomheder og lærere og sikrer, at elever møder faglighed, formål og virkelighed i øjenhøjde – ikke som enkeltstående besøg, men som en integreret del af deres skolegang.

Men det sker ikke af sig selv. Hvis vi ønsker en praksisnær skole med lige adgang til kvalitet uanset postnummer og kommune, skal staten tage det næste skridt og sikre, at skolevirksomhedssamarbejdet ikke bliver afhængigt af lokale ildsjæle og tilfældigheder. Det kræver et nationalt tilskud via finansloven, så vi sammen kan sikre, at visionerne bliver til virkelighed.

Vandselskaberne står klar til at tage imod folkeskoleeleverne og give dem en virkelighedsnær oplevelse af vandsektorens arbejde, som vækker nysgerrighed og motiverer dem til en uddannelses- og karrierevej, hvor de føler de kan gøre en forskel for samfundet. Naturvidenskabernes Hus er klar til at løfte opgaven og sikre, at skolevirksomhedssamarbejdet når længere ud og skaber kvalitet for både elever og samfund. Det kræver politisk vilje og konkret handling.

Fremtidens grønne arbejdskraft er ikke kun en investering i ungdommen – det er en investering i vores samfund, i klimaet og i Danmarks forsyningssikkerhed. Og den begynder med én konkret handling: At sætte skolevirksomhedssamarbejdet på finansloven.