Johanne finder sin motivation på bunden af den døde fjord

En frisk østenvind skubber bølgerne ind mod pynten og bølgebryderen, som skærmer det inderste af Vejle Fjords nordside mod vandet. “Skyttehushaven” hedder pynten, og det er her eleverne på Rødkilde Gymnasium, der ligger lige om hjørnet, holder deres dimissionsfest. Det var på samme gymnasium, at Johanne Kaysen Thomsen dimitterede for tre år siden. Og mens hun var elev, fik hun for alvor skærpet sin interesse for fjorden. “Jeg er født og opvokset omkring Vejle.

Jeg havde biologi A i gymnasiet, og her blev jeg meget introduceret til naturens tilstand og især fjordens tilstand, fordi jeg var en del af maringruppen. Vi var ude at dykke, og vi var ude at sejle rundt og se, hvordan det stod til,” siger Johanne Synet, der mødte hende og de andre gymnasielever, satte sig i Johanne “Vi så jo ingenting, kan man sige. Man kan ikke rigtig se noget i fjorden. Vandet er så grumset. Men vi kunne se det her “liglagen”, som det hedder, som er sådan et hvidt slør nede på bunden, hvor der er en masse gasser under, og dem skal man sådan set helst ikke bryde, fordi så kommer de op, og så kan de dræbe fiskene.

Men det er heller ikke et godt tegn, at det er der. Og så så vi det her fedtemøg, som gør, at når du træder ud, så synker du et stykke ned, fordi der bare ligger alt det her døde, organiske materiale. Og fiskene de ligger helt oppe under overfladen, fordi de ikke kan få ilt nede på bunden. Så det er rigtig trist at se på,” fortæller hun. “Fjorden har været et sted, jeg har været meget som barn. Vi har været meget ud at bade, vi har været meget på camping rundt i området. Og jeg har også været ud at sejle. Og så har jeg dykkercertifikat. Hun mener, at vi risikerer at miste noget af det mest dyrebare, der findes. “Jeg synes, at havet er mega spændende. Men havet er også virkelig påvirket af os. Og det er noget, vi tit glemmer, fordi vi ikke kan se det. Til sidst mister vi alt det flotte, vi har. Det flotteste, vi har på jorden, er ikke det, vi selv har skabt. Det var det, der var før os. Det synes jeg i hvert fald. Og jeg synes, det er vigtigt, at vi sørger for, at naturen kan være der sammen med os.”

Fedt at kunne gøre noget

Det var Johannes inspirerende og handlekraftige biologilærer, der fik iværksat forløbet, hvor eleverne var med til at undersøge og forbedre tilstanden lokalt i fjorden. “Vi var ude at plante ålegræs for at prøve at hjælpe fjorden, fordi der ikke var noget ålegræs, selv om der burde være en hel masse i Vejle Fjord. Og så kunne vi se i løbet af de her tre år, at vi rent faktisk fik groet noget. Og vi kunne se, at der kom liv i de områder, hvor vi plantede ålegræs. Det var fedt at plante ålegræs og faktisk kunne gøre noget. Og det var jo det, er gjorde, at jeg ville ud og lave en forskel.

Jeg ville ikke bare sige, at det står dårligt til, fordi det ved vi jo godt,” siger Johanne. Hun overvejede at læse biologi, men valget faldt på klima- og forsyningsingeniør i stedet. Den er både brancherettet og mere løsningsorienteret, hvilket passer Johanne godt. “Det er ret deprimerende at se, hvordan det står til i naturen, og det vil jeg gerne gøre en forskel for. Men jeg synes ikke, at biologifaget var det rigtige. Det er mere at undersøge tilstanden, og så håbe på, at politikerne gør noget ved det. Og det var ikke den retning, jeg ville i. Jeg ville selv ud at gøre noget,” siger Johanne.

Speciale i spildevand

Klima- og forsyningsingeniør er en professionsbachelor på VIA University College i Horsens. Uddannelsen tager tre og et halvt år, hvoraf der er et halvt års praktik. På uddannelsens første semester bliver de studerende præsenteret for forskellige emner inden for drikkevand, spildevand, fjernvarme og klimatilpasning. Det er inden for et af de områder, de studerende siden specialiserer sig. Johanne havde ikke overvejet spildevandet, da hun startede på uddannelsen, men et besøg på et renseanlæg hos Vejle Spildevand fangende hendes interesse. “Altså det er jo ikke noget, man tænker over: “Hvem renser mit spildevand?”

Men der blev jeg virkelig fanget af det,” fortæller den 23-årige ingeniørstuderende. Ligesom med udplantningen af ålegræsset i gymnasietiden, er det de konkrete resultater af rensningen og processerne i de store bassiner, der driver Johanne. “Man kan se, hvad der sker fra start til slut, og hvordan vandet bliver renset. Du kan se forskellen på indløbsvandet og udløbsvandet. Du kan også lugte forskel- len, og det er noget, du ved, der er godt for miljøet og for klimaet.” “For mange er spildevandet lidt beskidt og lidt ulækkert, men jeg synes, det er vildt spændende, alle de ting, der sker nede i det. Der er så mange bakterier, der kan bruges til at rense med, og der er også kommet mange renseteknologier til. Så nu er vi ikke kun på den gammeldags metode, men nu blander vi jo nogle nye teknologier ind for at få endnu bedre rensning. Og især det her med miljøfremmede stoffer, der bliver et problem i fremtiden. Der er bare så meget plads til udvikling, selvom vi jo har et rensningssystem, der virker rigtig godt, så kan man stadig gøre det bedre.”

Søgte uopfordret studiestilling

Kort tid efter mødet med renseanlægget og Vejle Spildevand besluttede Johanne sig for at søge en stilling som studentermedhjælper i selskabet. Der var ikke nogen opslået stilling, så hun skrev en uopfordret ansøgning. “Jeg gik kun på første semester, men jeg sendte en ansøgning alligevel og spurgte, om de manglede en eller anden til at lave hvad som helst, bare jeg kunne komme indenfor. Og så kom jeg til samtale, og jeg fik faktisk et job. Så jeg startede på andet semester, samtidig med at jeg startede som studentermedhjælper,” fortæller hun.

Selv om hun var villig til at lave kaffe og gå til hånde, fik hun fra start opgaver inden for separatkloakering og andre relevante ting. “Det er ikke så tit på en universitetsuddannelse, at man kan komme ud og arbejde studierelevant så hurtigt. Så det var megafedt for mig.” Efter halvandet år som studentermedhjælper har hun taget et nyt skridt på uddannelsens femte semester, hvor de studerende skal i praktik. Nu er hun nemlig praktikant hos Vejle Spildevand, hvor hun arbejder fuld tid i praktikkens 20 uger. Hun arbejder videre med igangværende projekter men har også fået sit eget projekt.

Det vigtige fællesskab

Johanne er faldet godt til hos Vejle Spildevand, og hun fremhæver det blomstrende fællesskab som en væsentlig grund til, at hun er glad og tryg i sit arbejde. “Der er et virkelig godt sammenhold, og der bliver rigtig gjort noget i det sociale. Det er virkelig fedt. De har jo også lavet en undersøgelse, hvor 98 procent svarer, at det er et godt sted at arbejde. Vi er lige over 50 personer ansat, og man kan mærke, at der er stor tilfredshed blandt folk. Det er jo en drøm at være et sted, der er så dejligt, og hvor folk er glade for at arbejde,” siger Johanne. Der er en bred spredning i medarbejdernes alder og erfaring, og det betyder, at der altid er kvalificeret hjælp at hente og forskellige syn på de faglige udfordringer, hvilket passer Johanne særdeles godt.

“Jeg er jo klart yngst, men der er en del, som er lige omkring de 30, og så er der jo op til pensionsalderen. Så der er nogen, du kan gå til og spørge om den og den ejendom, fordi de kan huske den fra 20 år tilbage, hvor de lavede et eller andet på den. Det gør det trygt, at man ved, at de er erfarne, og at de ved så meget. Men jeg synes også, det er rigtig dejligt at gå til dem, der har lidt færre dage i branchen, og som har et andet og måske mere innovativt syn på nogle ting.”

Plads til familieliv

Johanne kommer ud af en familie, hvor både far, mor og hendes to storebrødre har gået tekniske veje i deres arbejdsliv. Faren, som også har en ingeniørbaggrund, har størstedelen af sit arbejdsliv været leder inden for rådgiverbranchen. Men det er ikke en vej, Johanne har tænkt sig at gå. “Min far har været i den private sektor hele hans arbejdsliv. Og han har været meget påvirket af, at han har været nødt til at tage arbejdet med hjem rigtig mange gange. Da jeg var barn, arbejdede han virkelig meget. Jeg tænkte ikke over det som barn, og jeg har aldrig set på ham som en dårlig far eller noget som helst. Men jeg ville ikke selv kunne stå i det,” siger Johanne. Dengang havde hendes forældre også valgt, at Johannes mor arbejdede deltid for at få tin-

gene til at hænge sammen i familien på fem. “Men det med, at jeg har set hans kalender i det private, det gør, at jeg ikke har så meget lyst til at gå den vej,” siger hun. Det er vig- tigere for hende med et arbejde som kan for- enes med privatlivet, og det oplever hun hos Vejle Spildevand. “Nu er jeg jo en ung kvinde, og jeg vil også gerne nå at have børn. Så jeg vil gerne kunne være i et job, hvor det giver mening at være børnefamilie. Hvor der er plads til, at jeg skal aflevere i daginstitutionen, eller jeg skal hente, el- ler der er sket et eller andet. Og det med, at der virkelig er åbent her om at arbejde hjemme og flekstid. Der er plads til, at du har et privatliv også,” siger hun.

Hellere røjsere end rullemus

Og derfor drømmer Johanne heller ikke om at blive leder. Sker det, så sker det, som siger hun, men det er ikke en ambition lige nu. “Jeg har ikke håbet om at blive direktør eller noget i den retning. Jeg vil hellere være nede, hvor man faktisk mærker jorden. Jeg har ikke noget behov for at blive leder,” lyder det fra den 23-årige ingeniørstuderende. Tidligere arbejdede hun på et spisested og nåede at være restaurantmanager, inden hun startede på ingeniøruddannelsen. Men hun foretrækker at være den, der rører i gryden.

“Jeg synes, at forsyningsbranchen kan noget rigtig fedt i, at man også kommer ud og ser pro- jekterne. Altså, du ser det, du laver. Du tager ud på tilsyn, og du snakker med håndværkerne. Jeg er nødt til at være åben over for dem også.” Og det passer hende bedst at være ude i marken fremfor kontoret. “Som leder bliver det meget kontor, det bliver meget administrative opgaver foran skærmen, og det er der helt sikkert også udfordringer i, og det er helt sikkert også spændende for dem, der er interesseret i det. Men jeg synes, det er sjovere at have fingeren nede i jorden og kigge på det, og stå i mudder til knæhaserne. Det er derude, jeg synes, det er lidt mere spændende