Drikkevandets tid er kommet

I slutningen af august understregede miljøminister, Magnus Heunicke, i DR Aftenshowet, at der indtil nu ikke er blevet gjort nok for drikkevandet. Samtidig forsikrede han, at han inden næste valg vil lande en politisk aftale, der beskytter danskernes drikkevand for fremtiden.

Vandsektoren hilser ministerens plan meget velkommen. Beskyttelsen af drikkevandet er nemlig længe ventet, både fordi forureningen af grundvandet bliver stadig værre, og fordi udviklingen af drikkevandsbeskyttelsen har været nærmest stillestående, set i en historisk kontekst.

Og når vi så ovenikøbet kan konkludere, at det er en overlegen god økonomisk forretning for samfundet at beskytte sit rene drikkevand fremfor at rense det, giver det heller ingen mening at vente ud fra det parameter. Og mens vi venter på beskyttelsen, er der følgeeffekter, som koster samfundet penge ved ikke at blive håndteret.

Både den sundhedsmæssige, beredskabsmæssige og samfundsøkonomiske gevinst ligger og venter på at blive høstet. Og det har den gjort i mere end en generation.

Vi skal nemlig helt tilbage til 1996, hvor daværende miljø- og energiminister Svend Auken nedsatte Drikkevandsudvalget, som skulle se på, om lovgrundlaget for at beskytte drikkevandet var tilstrækkeligt.

Meget langt fra mål

Det er altså snart tredive år siden, at beskyttelsen og fremtidssikringen af drikkevandet kom i søgelyset politisk.

Drikkevandsudvalget vendte i 1998 tilbage med en anbefaling om, at man burde stoppe med at sprøjte eller gøde et område på omkring 600.000 ha, hvis grundvandet skulle sikres for fremtiden. Men til trods for konklusionerne fra dengang, viste en rapport fra 2023, at kun 0,6 procent af det oprindeligt udpegede areal er beskyttet i dag gennem en målrettet drikkevandsbeskyttelse.

Situationen er alvorlig, for det handler om vores allervigtigste fødevare, sundhedsprodukt og erhvervskomponent – drikkevandet, eller ‘det danske guld', som statsministeren formulerede det i sin åbningstale til Folketinget i 2022.

Drikkevandsbeskyttelse med grundvandsparker blev skrevet ind i det nuværende regeringsgrundlag. Men desværre er der realpolitisk kun taget museskridt for at beskytte drikkevandet. Og det går ud over os alle i samfundet – lige fra hospitaler til medicinal- og fødevareindustrien, borgere – unge som gamle, at vi ikke er kommet længere med at fremtidssikre drikkevandet.

Store konsekvenser

Udskudte tidsfrister. Underkendelse af princippet om forsigtighed. Ændret myndighedsansvar som konsekvens af strukturreformen i 2005. Der kan findes mange forklaringer på, hvorfor vi stadig er så langt fra målet. Men konsekvenserne er helt tæt på og alarmerende. I de seneste fem år har vi fundet rester af pesticider og kemikalier i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer, ligesom der er store udfordringer med effekterne af gødning.

Et er sikkert: Det er billigere at beskytte end at rense, og den nye verdensorden kalder på et langt større fokus på sikring af drikkevandet med dets store betydning for opretholdelse af samfundets livsnødvendige funktioner.

Der er behov for tydelige deadlines og konsekvenser. Tiden er løbet fra frivillige aftaler med løbende bagkant og uklare roller og ansvar. Og for myndigheder gælder det, at kan og bør skal erstattes med skal. Vi har ventet længe. Men vi har langt fra givet op.

Kampen for samfundets livsnerve – drikkevandet er alt for vigtig. Derfor ser vi frem til ministerens plan, der sætter drikkevandet først og fører alle relevante aktører – vandsektoren, politikerne, forbrugere, kommuner og lodsejere – godt igennem processen.

Lad os stå sammen og sørge for, at drikkevandets tid endelig er kommet.