95% af danskerne vil beskytte drikkevandet, vil Landbrug og Fødevarer?

Af Ellen Trane Nørby, formand i DANVA – Dansk Vand- og Spildevandsforening

I Jyllands-Posten den 3. november kalder Martin Hjort Jensen, næstformand i Landbrug & Fødevarer, de grundvandsparker, der skal beskytte vores drikkevand, for symbolpolitik. Det svækker ikke bare tilliden til L&F, udsagnet er også gift for de mange dygtige landmænd/kvinder i dansk landbrug, som i årevis har taget medansvar for naturforvaltning, økologisk arealomlægning, minivådområder, regenerativt landbrug og andre produktionsformer, der sætter et mindre aftryk på omgivelserne og som mange steder netop går hånd i hånd med grundvandsbeskyttelse.

I en tid hvor den grønne trepart skulle bane vejen for mere samarbejde og fælles indsatser, er det uforståeligt, at landbrugets næstformand har behov for at gøre sig til talsmand for, at der fortsat skal sprøjtes ovenpå de arealer, hvor danskernes drikkevand indvindes.

Grundvandsparker beskytter vores lagre til forsyning af drikkevand. Grænseværdien for pesticider er udtryk for en nul-tolerance, så alle borgere såvel som fødevarevirksomheder, medicinalindustrien, sundhedsvæsnet og landbrug kan have fuld tillid til at bruge drikke-vandet direkte fra hanen.

En ny analyse foretaget af Wilke, op til kommunalvalget, viser, at 95 procent af danskerne vil have beskyttet drikkevandet nu, ligesom en undersøgelse fra Tænketanken Brundtland viser, at 86 procent af danskerne er villige til at betale mere for at få drikkevandet beskyt-tet. Befolkningen har altså forstået, hvad der er på spil. Det samme bør L&F. Grundvands-parker er en investering i rent drikkevand til Danmark.

I dag indeholder 58 procent af landets drikkevandsboringer rester af pesticider og kemikalier. I Odense er over 60 procent af boringerne ramt af miljøfarlige stoffer, og mere end 30 procent overskrider grænseværdien. Om 15 år kan København mangle drikkevand sva-rende til størrelsen på vandleverance til hele Odenses befolkning, bl.a. fordi grundvandet er forurenet med pesticider og kemikalier. Og vi betaler i høj grad prisen for fortidens syn-der – så det kan undre såre, at landbrugets næstformand stiller sig i spidsen for dem, der vil gamble med fremtidens drikkevand.

Selvfølgelig skal vi også have fokus på industrikemikalier, azoler, og andre stoffer i træbe-skyttelsesmidler, ligesom DANVA længe har ønsket et forbud mod slam på landbrugsarea-ler. Det er nemlig ikke et enten eller, men et både og, når vi taler forsigtighedsprincipper for drikkevandsbeskyttelse.

Forurening af grundvandet er ikke symboler – det er fakta, som man bl.a. kan læse på DANVAs interaktive kort med de seneste tal fra GEUS over forurening af landets drikkevandsboringer kommune for kommune. Når forureningen først når ned, hvor grundvandet indvindes, så er skaden næsten uoprettelig. Det tager årtier at danne nyt grundvand, og det er langt dyrere for samfundet at rense drikkevand end at beskytte det med grund-vandsparker.

Udsagnet fra L&F risikerer at forsinke beskyttelsen af drikkevandet, og det står i skærende kontrast til tilsagnene i den grønne trepart. Er det virkelig det, L&F ønsker? Martin Hjort Jensen burde i stedet komme i arbejdstøjet og være med til at sikre økonomiske initiativer, så progressive landmænd i Danmark kan bidrage til, at der fremover enten dyrkes økologisk, er brak og overdrev, rejses skov, dyrkes græs til fx proteiner og foder eller er anden sprøjte- og gødskningsfri anvendelse af de jorde, hvor danskernes drikkevand dannes og indvindes.

Vandkundernes betaling for sikring af drikkevandet skal også få regnestykket til at gå op for landmanden, når han/hun skal have erstatning for det værditab, som udtagningen af

jorden giver. Pengene fra Grøn Fond rækker simpelthen ikke. Her kan takstmidler netop hjælpe.

Grundvandsparker med sprøjte- og gødningsfrie zoner i indvindingsområder er ikke spild af penge, som Martin Hjort Jensen påstår – de er en positiv samfundsøkonomisk investering i landets forsyningssikkerhed og beredskab. Det burde være et samfundsansvar, som dansk landbrug tog medejerskab af, så vi reelt kom i mål med drikkevandsbeskyttelsen og ikke kun de sølle 0,6 pct., vi lige nu har beskyttet af det areal, man i 1998 bestemte sig for, krævede beskyttelse.

Erfaringer fra bl.a. Odense, Tunø og Hjørring viser, at grundvandsparker virker – både som beskyttelse af drikkevand og som et løft for natur og biodiversitet og den naturforvaltning, som mange landmænd tager aktivt del i.

Grundvandsparker er en positiv samfundsøkonomisk investering i rent drikkevand til frem-tidens Danmark og på ingen måde symbolpolitik.