2024 10 30 Bassin På Ressourcegenanvendelsesanlæg

Vedtagelse af lov om forsyning med teknisk vand den 3. juni 2025 baner vejen for at bruge andre vandressourcer end drikkevand i industrien – for eksempel i Power-to-X-projekter – og fastlægger samtidig vigtige rammer for vandselskabernes rolle i den omstilling.

Loven muliggør, at virksomheder og teknisk vandselskaber kan bruge alternativer til drikkevand – eksempelvis renset spildevand, forurenet grundvand eller havvand – til industrielle formål. Det mindsker presset på grundvandet og beskytter drikkevandsressourcerne. Samtidig giver loven industrien adgang til den store mængde råvand, der er nødvendig for den grønne omstilling.

En lov med betydning for fremtiden

PtX-projekter og andre grønne teknologier står over for et enormt vandforbrug.

Teknisk vand giver en vej til at dække det behov uden at tære på drikkevandet. Men det kræver, at man fra starten tænker vand med i placeringen og planlægningen af anlæggene. Her er loven en vigtig brik, men ikke den eneste – DANVA peger på, at der stadig mangler klare retningslinjer for udledning af restvand fra vandbehandlingen. Det er næste skridt.

Faktaboks: Lov om forsyning med teknisk vand

Vedtaget: 3. juni 2025
Ikrafttrædelse: 1. juli 2025

Definition:
Teknisk vand er vand, der anvendes til andet end drikkevand, fx til industrielle formål, og som ikke er omfattet af drikkevandslovens definition.

Formål:

  • At beskytte vandforbrugerne økonomisk.
  • At muliggøre kommunal forsyning med teknisk vand på økonomisk hensigtsmæssige vilkår.
  • At fremme anvendelsen af alternative vandkilder – herunder renset spildevand – og dermed aflaste drikkevandsressourcerne.

Hovedelementer i loven:

  • Teknisk vandselskaber er ikke omfattet af vandsektorlovens krav, herunder hvile-i-sig-selv-princippet og kommunal takstgodkendelse.
  • Vandselskaber må ikke drive forsyningsaktiviteter med teknisk vand, medmindre det sker som tilknyttet virksomhed efter vandsektorlovens regler (§ 18).
  • Kommuner må kun drive teknisk vandforsyning gennem kapitalselskaber og på kommercielle vilkår.
  • Kommunal medfinansiering er begrænset til kapitalindskud, og eksisterende lånegarantier skal afvikles.
  • Teknisk vandforsyning må kun finde sted inden for egne kommunegrænser eller nabokommuner, med visse undtagelser ved fysisk sammenhæng.
  • Tilsyn og indberetning håndteres af Vandsektortilsynet – ikke af de kommunale tilsynsmyndigheder.
  • Der indføres særregler for modregning i kommunale tilskud, hvis der opnås afkast af ejerskab i teknisk vand-selskaber.

Overgangsordning:

  • Eksisterende teknisk vand-aktiviteter kan fortsætte under tidligere regler frem til 31. december 2026.
  • Eksisterende kommunale lånegarantier skal være afviklet senest samme dato.
  • Nye aktiviteter efter 1. juli 2025 skal opfylde de nye krav med det samme.

Baggrund:

Loven er en opfølgning på den politiske aftale fra 15. marts 2022 om udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer (PtX), og skal understøtte forsyning af vand til bl.a. elektrolyseanlæg uden at belaste drikkevandsressourcerne.

Med loven er der nu skabt et balanceret og fremtidssikret grundlag for, at Danmark både kan beskytte drikkevandet og understøtte udviklingen af den grønne industri.

Samtidig sikrer lovens opdeling mellem drikkevandsforsyning og forsyning med teknisk vand, at drikkevandskunderne ikke skal betale for industriprojekter. Forsyning med teknisk vand skal ske gennem selvstændige selskaber, som ikke er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, kommunal takstgodkendelse eller forsyningspligt. Dermed kan investeringer i teknisk vand håndteres af aktører med risikoprofil og fleksibilitet til industrielle behov.

DANVAs synspunkt: Tydelighed og fleksibilitet er afgørende

DANVA har igennem høringsprocessen spillet en aktiv rolle og fået flere vigtige input afspejlet i den vedtagne lov:

  • Klar rollefordeling: Vandselskaber må fortsat levere renset spildevand eller forurenet grundvand frem til skel. Herefter er det teknisk vand-selskabet, der står for videre forsyning. Derudover er aktiviteter som skylning af ledninger med renset spildevand eller udnyttelse af spildevandets varme i varmepumper anerkendt som en del af vandselskabernes almindelige drift – og dermed ikke omfattet af de nye regler.
  • Fleksibel overgang: Den oprindelige overgangsperiode på seks måneder for at udskille eksisterende teknisk vand-aktiviteter er forlænget til 1½ år. Det giver vandselskaberne en reel mulighed for at tilpasse sig uden at påføre kunderne ekstra udgifter eller forstyrre forsyningen.
  • Mulighed for tilknyttede aktiviteter: Vandselskaber må fortsat i mindre skala levere teknisk vand, fx fra nedlagte boringer. Det sikrer, at fornuftige, bæredygtige løsninger ikke kvæles i bureaukrati.
  • Fælles vejledning på vej:DANVAs opfordring udarbejdes der nu en vejledning for brug af teknisk vand. Den skal sikre ensartet praksis og give industrien, myndigheder og vandselskaber et fælles grundlag at arbejde ud fra.