Ellen Trane Nørby Sep 23
Et lovforslag. der sikrer, at vandselskaber får forsyningspligt, er et vigtigt skridt i den rigtige retning for vores klimatilpasning, men mange projekter kan ikke gennemføres uden udledningstilladelser. Foto: Mads Volquartz

Et nyt lovforslag sikrer, at vandselskaber får forsyningspligt med at skærme borgere mod oversvømmelse pga. terrænnært grundvand. En stemmeaftale kan sikre forslaget en ”let” vej gennem Folketinget, men der er tre barrierer, som skal fjernes, for at loven kan virke.

Klimaforandringer fører til hyppigere skybrud, stormfloder og stigende grundvandsniveauer, hvilket udgør en alvorlig trussel mod boliger, virksomheder og samfundsinfrastruktur. En ny lov, som ventes vedtaget inden sommer, løser ikke alle udfordringer med klimatilpasning, men den er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Terrænnært grundvand udfordrer vores bygningsmasse, som repræsenterer en meget stor samfundsværdi. Vi er derfor nødt til også at intensivere indsatsen med kollektive løsninger, der gør os stærke og i stand til at tilpasse vores samfund til klimaforandringer med stadig mere vand flere steder.

DANVAs beregninger viser, at vandselskabernes indsats med at håndtere det terrænnære grundvand vil koste en gennemsnitsfamilie mellem 20 og 40 kroner mere på vandtaksten om året i 50 år. Investeringen skal bruges til drænledninger, grøfter og andre løsninger, der kan afhjælpe problemet i større skala.

Mulighed for at forebygge og afhjælpe skader 

DANVA og KL har siden 2018 arbejdet for en lovgivning, som giver vandselskaberne mulighed for at lave kollektive løsninger for terrænnært grundvand. 360.000 ejendomme inden for de kloakerede områder har vand stående mindre end en meter under terræn mere end 80% af året. Det giver store problemer med fugt, skimmel og ødelagte bygninger, veje og anlæg. Afløbssystemerne bliver også hårdt presset af den stigende grundvandsstand, da der siver store mængder vand ind i dem.

Indtil nu har ejendomsejere selv skullet håndtere det terrænnære grundvand, hvilket har været dyrt og uhensigtsmæssigt. Vi ser desuden frem mod en forværring pga. klimaændringer med mere nedbør, særligt om vinteren. DANVA er derfor positiv over for den kommende mulighed for at forebygge og afhjælpe skader på bygninger og infrastruktur, herunder at den nye lovgivning lægger op til metodefrihed i valg af løsninger, når det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.  

Det viser en tillid til, at vandselskaberne kan finde de bedste løsninger, hvor det bliver muligt at lave dræn, løsninger på overfladen eller bruge vandet som ressource, f.eks. som teknisk vand til PtX-anlæg, hvilket der netop er kommet et lovforslag om. Nu kan vi sikre en mere sammenhængende indsats mod effekterne af klimaforandringer.

Barrierer for gennemførelse

DANVA peger på tre barrierer, der skal ryddes af vejen for at loven kommer til at virke.

Projekterne skal være samfundsøkonomisk hensigtsmæssige, og det støtter DANVA, men vi skal finde fornuftige regneregler, som ikke hæmmer implementeringen af projekterne i praksis. Samtidig opfordrer DANVA Regeringen til at afklare problematikken omkring udledningstilladelser, som i dag udgør en helt afgørende barriere, der skal fjernes, før loven kan komme til at virke.

Lovforslaget er et vigtigt skridt i den rigtige retning for vores klimatilpasning, men mange projekter kan ikke gennemføres uden udledningstilladelser. Derfor skal vi sikre de nødvendige udledningstilladelser for at kunne komme af med det vand, der giver oversvømmelser og truer danskernes ejendomme.

Derudover peger DANVA også på, at udfordringerne i forhold til vandselskabernes økonomiske rammer skal håndteres, så vandselskaber kan bidrage til at investere i at forebygge skader som følge af klimaforandringer.

Ifølge beregninger fra DTU kan de samlede skader fra oversvømmelser på grund af klimaforandringer løbe op i over 400 milliarder kroner over de næste 100 år, hvis der ikke investeres i forebyggelse.

Dansk Industri anslår, at 120.000 erhvervsejendomme er i risiko for skader, mens CONCITO vurderer, at 440.000 helårsboliger og 160.000 fritidshuse allerede er påvirket af ekstremt vejr.