Pär Dalhielm2
FOTO: SVENSKT VATTEN

EU-Kommissionens vandresilensstrategi ventes at blive et vigtigt punkt under det danske EU-formandskab. Præsidenten for EurEau, Pär Dalhielm, opfordrer til en bred tilgang, der også prioriterer vandkvalitet, og en værdsættelse af forsyningernes centrale rolle.

”Lige nu har både den europæiske vandsektor og EU et mulighedernes vindue. Den ændrede geopolitiske situation har fået EU-Kommissionen til at sætte mere fokus på sikkerhed, forsyning og konkurrenceevne. Det er første gang, at Kommissionen fremlægger en vandresiliensstrategi, og det er en af topprioriteterne. Det er godt.” 

Det siger Pär Dalhielm, præsident for EurEau, som er den europæiske vandorganisation. 

Han noterer det også som positivt, at EU for første gang har fået en EU-kommissær, der eksplicit har vand som et af ansvarsområderne. 

”Som vandsektor skal vi koble os på processen og presse på for, at strategien kommer til at indeholde alle de tværgående foranstaltninger, der er behov for. Vi skal sikre, at det kommer til at handle om kvalitet såvel som kvantitet. Strategien bør således favne alle politikområder, der vedrører vand. Vand og vandservices er vigtigt for at opnå robuste og velfungerende samfund,” siger han videre. 

Han siger, at klimaændringer er en ny, stor udfordring, og her anbefaler han naturbaserede løsninger så vidt muligt. 

Han minder om, at vand er forudsætningen for industriel vækst, landbrug og fødevarer plus nye områder såsom datacentre og brintanlæg, og at der kan forventes en skærpet konkurrence om vandressourcerne, fordi der er kommet flere anvendelser. 

Pär Dalhielms udtalelser er foranlediget af, at DANSKVAND har bedt ham om at give en status om den politiske håndtering af vand i Europa, her hvor Danmark snart overtager det halvårlige EU-formandskab for Ministerrådet. 

Fare for svækket kamp mod PFAS 

At sikre tilstrækkeligt med vand i Europa er ifølge EurEau-præsidenten kun en del af den politiske opgave, for det er også uomgængeligt, at vand i form af drikkevand er rent, og at spildevand bliver renset for skadelige stoffer. 

”Selv om den grønne pagt i EU ikke er død, så venter der slag for at afværge, at der slækkes på miljøforanstaltninger i EU,” siger Pär Dalhielm. 

Han fremhæver en eftergivende regulering af landbrugets brug af pesticider og især den fortsatte anvendelse af PFAS som en betydelig bekymring. 

”Under den tidligere EU-Kommission var der kurs mod et bredt forbud mod PFAS. Nu taler kommissionsformand Ursula von der Leyen om, at hun vil skabe ’klarhed’ om PFAS. Det er mere vagt, for ’klarhed’ kan føre i mange retninger. Jessika Roswall, kommissæren for miljø og vand, foreslår et forbud mod PFAS i forbrugerprodukter som et første skridt. Det er slet ikke nok,” siger Pär Dalhielm. 

”Det er heller ikke acceptabelt, at der findes 28 EU-godkendte pesticider, som indeholder PFAS. Pesticiderne forurener drikkevandsressourcer i Europa,” siger Pär Dalhielm. 

Han konstaterer, at EU-Kommissionen er under pres fra den kemiske industri i Europa, og der er kemiske virksomheder, som truer med at flytte deres produktion ud af Europa. 

Selv om den grønne pagt i EU ikke er død, så venter der slag for at afværge, at der slækkes på miljøforanstaltninger i EU.

Forsyninger bør have bedre økonomisk grundlag 

De økonomiske vilkår for den europæiske vandsektor er ifølge Dalhielm en anden væsentlig bekymring for EurEau. Klimaændringer er blandt flere nye udfordringer. 

Vandinfrastrukturen med hensyn til drikkevand, spildevand og stormflodsvand er meget underfinansieret i alle europæiske lande. Der er behov for en økonomisk styrkelse af forsyningerne, som jo sørger for at levere drikkevand og håndtere spildevand. Forsyningernes ydelser er grundlaget for en velfungerende sektor og for mere innovation, øget konkurrenceevne og private virksomheders muligheder for at skrue op for eksporten ud af EU,” siger Pär Dalhielm. 

 EurEau-præsidenten fastslår, at der skal mere til end opkrævninger til forbrugerne over drikkevands- og spildevandsregninger for at skaffe de nødvendige økonomiske midler. Der er brug for nye økonomiske mekanismer, mener han. 

Vandresiliensstrategien er en oplagt chance til at udnytte det udvidede producentansvar, som ligger i blandt andet byspildevandsdirektivet, til at lade forurenerne betale og stoppe forurening upstream. Kontrol ved kilden bør generelt være et værende princip,” siger Pär Dalhielm. 

Hertil kommer, påpeger han, at analyser viser, at effekten i forhold til udgifterne er større ved at sætte ind upstream end på at skulle betale for rensning senere i forløbet. 

”Dette er ikke kun en hjælp til forsyninger. Det er også bedre for samfundet generelt,” siger Pär Dalhielm. 

Opfordring til løsninger der er langsigtede 

EurEau repræsenterer indirekte cirka 500 millioner europæiske borgere, som får drikkevands- og spildevandsservice fra sammenslutningens medlemmer. EurEau-sekretariatet i Bruxelles samarbejder med EU-Kommissionen samt med Europa-Parlamentets relevante hovedmand på et lovforslag, en såkaldt rapporteur. Sideløbende hermed er EurEau-medlemsorganisationer i de enkelte lande den primære kontakt til Ministerrådet og nationale europaparlamentarikere. 

Der er udsigt til, at EU-Kommissionen redegør for detaljerne i vandresiliensstrategien i juni - altså lige op til det danske EU-formandskab, der begynder den 1. juli. 

”Det danske EU-formandskab får en virkelig god mulighed for at presse på for, at vandresiliensstrategien bliver bred, med fornuftige principper og en solid økonomi, og vi vil følge håndteringen nøje,” siger Pär Dalhielm. 

”Det er samtidig vigtigt at koble vandresiliensstrategien til andre relevante love og strategier, der vedrører drikkevand, byspildevand, landbrug, cirkulær økonomi og andet. Der er en tilbøjelighed til at tænke, at et problem er endeligt løst, når der er vedtaget et direktiv, men politikerne skal huske at følge implementeringen,” siger han. 

Pär Dalhielm opfordrer på vegne af EurEau til at træffe langsigtede beslutninger: 

”Mange politikere er drevet af frygt og risikostyring. Hvad der truer her og nu. Men ofte er der opnået mere - også i forhold til bæredygtig innovation og øget konkurrenceevne - ved at kigge 20-30 år frem i tiden og gøre en indsats nu for at minimere fremtidige trusler. Og er er PFAS et godt eksempel.” 

FAKTA OM EUREAU

  • EurEau er den europæiske sammenslutning af nationale vandorganisationer og repræsenterer drikkevandsforsyninger og spildevandsselskaber i 33 lande.
  • EurEau’s sekretariat ligger i Bruxelles.
  • Pär Dalhielm har været præsident for EurEau siden juli 2023. Han er administrerende direktør i den nationale vandorganisation i Sverige, Svenskt Vatten.