Høringssvar vedr. Produktansvarsloven og drikkevand
Dansk Vand- og Spildevandsforening, DANVA, og Danske Vandværker ønsker at bidrage til høringsprocessen i håb om, at der i lovgivningsbemærkningerne vil være betragtninger, som i højere grad adresserer vandforbrugernes og vandforsyningernes situation.
DANVA & Danske VandværkerVi vurderer, at det vil kunne imødegå unødvendige retssager og uhensigtsmæssig brug af ressourcer hos flere parter.
Implementeringen af det nye produktansvarsdirektiv, der er et totalharmoniseringsdirektiv, vil nemlig betyde, at risikoen for domstolssager med fokus på det leverede drikkevand, vil øges mærkbart. Dette hænger bl.a. sammen med, at der ikke længere vil være et krav om, at skadesbeløbet skal være over 4.000 kroner.
Vores bidrag er baseret på en antagelse om, at Justitsministeriet vurderer, at leveret drikkevand er omfattet af produktansvarsdirektivet på trods af, at der er særlovgivning, der angår kvalitet, monitorering fra indvinding til forbrugerens vandhane, opfølgningsforpligtigelse ved mangelfuld kvalitet og erstatningsfrihed ved uhensigtsmæssigheder i visse leveringssituationer. Eksemplerne på særlovgivningen er ikke udtømmende.
Principielt mener foreningerne, at formålet med direktivet allerede er opfyldt i omfattende særlovgivning om såvel krav til drikkevandskvalitet som erstatningsforhold. Det skal derfor tydeliggøres, at særlovgivningen har forrang og skal være afgørende momenter i vurderingerne af defekt eller erstatningsansvar i direktivets forstand.
Foreningernes hovedbudskaber er:
Intet produktansvar ved overholdelse af myndighedskrav
Foreningerne finder, at der ikke kan pålægges almene vandforsyninger produktansvar for et defekt produkt, når levering af drikkevand sker i fuld overensstemmelse med gældende myndighedsfastsatte kvalitetskrav og øvrige forsyningsrelaterede krav. Overholdelse af disse krav må anses som afgørende for vurderingen af, om der foreligger et ansvar.
Omvendt bevisbyrde er irrelevant og indebærer en urimelig risikofordeling
Foreningerne vurderer, at anvendelse af omvendt bevisbyrde er irrelevant, idet bl.a. aktindsigts- og oplysningsregler sikrer, at der ikke foreligger en informationsasymmetri mellem parterne. Der er fastsat omfattende EU-baserede krav til kvalitet, materialevalg, monitorering og overvågning fra indvinding til levering samt krav om information til forbrugerne, suppleret af lokale kontrolprogrammer. En omvendt bevisbyrde vil derfor indebære en urimelig risikofordeling, ikke mindst i lyset af de mange kundeforhold, som også mindre almene vandforsyninger administrerer.
