Vandforsyning - ny nævnspraksis for standardregulativet

Konkret drejer det sig om tre dele af regulativet

Lukke for vandet

Brandhaner og ledningsdimensioner

Udgifter til nødvendige reduceringer af ledningsdimensioner for brandhaner skal betales af den almene vandforsyning og ikke af kommunalbestyrelsen. Udgifter til neddimensionering må derfor indregnes i den almindelige drift (anlægs- og/eller driftsbidrag).

Kommunen kan ikke forpligtes via regulativet til at betale for at fjerne eller reparere   defekte brandhaner. Nævnet tilkendegiver dog, at kommunen efter omstændighederne er forpligtet til at reagere på en oplysning fra den almene vandforsyning om en defekt eller overflødigt brandhane, da sådanne brandhaner kan udgøre en fare for forsyningssikkerheden. Kommunen kan i givet fald bede jer løse problemet mod betaling.

Placering af måler

Vandmåleren skal som udgangspunkt placeres inde i huset. Den må kun flyttes til en målerbrønd, hvis det sker, er af hensyn til:

• installation
• aflæsning
• vedligeholdelse

Anvendelsen af målerbrønden vil altid være på baggrund af en konkret vurdering. Det nævnte er angivet i normalregulativet fra styrelsen i 2014. Nævnet fremhæver, at det er lovligt, at kommunalbestyrelsen tillægger forbrugerens mulighed for løbende at kontrollere vandforbruget vægt, hvorfor kommunalbestyrelsen kan afslå at godkende et regulativforslag, hvor muligheden for brug af målerbrønd udvides udover de situationer nævnt i normalregulativet.

Det vil derfor være af betydning, om den almene vandforsyning kan argumentere for, at ejeren har let adgang til at aflæse måleren på en skærm, der er installeret inde i huset eller på en app.

Anbefaling

På baggrund af nævnsafgørelsen fra 16.01.2024 opfordrer vi jer til at ændre/have en administrativ praksis, så I følger principperne beskrevet herover.

I kan sagtens bruge de regulativer, I har på nuværende tidspunkt, da de tidligere er godkendt af jeres kommunalbestyrelse – men formelt set er nogle af de tidligere godkendte regulativer på enkelte punkter i strid med den nye nævnspraksis. Derfor er det vigtigt, at I sørger for at ændre jeres interne praksis, så I reelt efterlever det ovennævnte.

Hvis I har bestemmelser i jeres godkendte regulativ, der på de ovenstående punkter er lig branchevejledningen fra december 2020, så kan I informere kommunalbestyrelsen om jeres kendskab til afgørelsen fra Miljø- og fødevareklagenævnet dateret 16.01.2024 (sagsnr: 21/01106). Naturligvis vil I fremover følge udmeldingerne fra nævnet. I samme anledning kan I informere om, at Danske Vandværker og DANVA har igangsat et opdateringsarbejde af branchevejledningen, som gerne skal resultere i en gennemskrevet, ny version i 2024

Skulle I have ideer til ændringer i regulativet, vil vi meget gerne høre fra jer. I kan sende forslag til følgende mail:  mni@danskevv og sv@danva.dk

Uddybning

Sagen startede i nævnet i i 2021, hvor forsyningen klagede over, at kommunalbestyrelsen afviste af godkende deres regulativ. Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved en fyldestgørende argumentation givet både kommunen og forsyning medhold på forskellige punkter. Spørgsmålet går i sin enkelthed ud på, hvornår kommunerne må afvise at godkende de almene vandforsyningers regulativ. Kommunen afviste at godkende specifikke dele af det indsendte regulativ, der i sin helhed bygger på den branchevejledning, der er udarbejdet af Danske Vandværker og DANVA.

8.1.8, 8.1.9 og 9.17

Den første del, der er taget stilling til, er afsnit 8.1.8, 8.1.9 og 9.17, der fastsætter retningslinjer, hvor forsyningen må afbryde vandtilslutningen. Det handler om de situationer, hvor:

• Ejeren forsømmer sine pligter medhensyn til vandinstallationer.
• Der er en potentiel fare forurening.
• Der ikke er adgang til at efterse måleren.

Her har nævnet lagt vægt på at, det er er kommunalbestyrelsen, der efter vandforsyningslovens § 65, stk. 1 har tilsynspligt og kan sanktionere med bøde efter § 84, stk.1, nr. 1 eller 4. Der er således tidligere – sågar i lovform - taget stilling til mulighederne for håndhævelse og det anses for at være udtømmende. Forsyningen må derfor ikke fastsætte yderligere sanktionsmuligheden som for eksempel at lukke for vandet. Det er uden betydning, at kommunen sjældent benytter denne mulighed i loven.

Det fremhæves, at forsyningen allerede har adgang til at lukke for vandet ved aktuel fare for forurening, hvorefter vandkvaliteten kan sikres. Der findes derfor at være tilstrækkeligt med disse foranstaltninger.

Ligeledes fastholdes det, at der er tilstrækkeligt med muligheder for sanktionering i tilfælde, hvor forsyningen ikke får adgang til måleren. Det kan ske ved at opkræve et gebyr for forgæves kørsel eller ejeren, der gentagne gange har undladt at reagere på henvendelser. Dem almene vanforsyning sikres her økonomisk mod tab.

5.1

Det næste punkt handler om afsnit 5.1, hvorefter forsyningen ikke er forpligtet til at etableret en stophane. Nævnet fastslår, at kommunen ikke kan afvise at godkende dette, da der ikke er hjemmel til at kræve at afspærringsanordninger etableres på stikledninger.

5.4

Afsnit 5.4 handler om forsyningens mulighed for at opkræve betaling for at afbryde stikledningen til en ubenyttet ejendom. Her fastslog nævnet, at betalingen kan opkræves hos ejeren. Det forudsætter dog, at der er udregnet en fast takst herfor, som er godkendt af kommunen på almindelig vis. Det stemmer således overens med den praksis, vi kender, hvor opkrævning ikke må ske ”efter regning”, men efter godkendte takster. I virkeligheden ser vi dog kun ganske få eksempler på sådan en takst i takstblade.

7.1

Punktet handler om brandhaner, deres dimensionering, og hvem der har ansvaret. Nævnet finder her, at forsyningen skal betale for nødvendige reduceringer af ledningsdimensionerne. Det må indregnes i taksterne. Der er ikke hjemmel i lovgivningen til at pålægge kommunen denne omkostning. Med andre ord er det for lang tid siden nationalpolitisk besluttet, at det er de lokale borgere i området (forsyningens medlemmer), der skal betale og ikke alle borgere i en kommune.

Det bliver desuden vurderet, at kommunen ikke kan blive pålagt direkte at betale for at fjerne eller reparere defekte brandhaner. Dog er kommunen forpligtet til at reagere, hvis den modtager henvendelse fra forsyningen om defekte eller ødelagte brandhaner, der udgør en fare for forsyningssikkerheden. Det kan virke bureaukratisk, og i praksis må forsyningen gøre kommunen opmærksom på forholdende, hvorefter kommunen kan bede forsyningen om at betale for at fjerne eller reparere brandhanen.

9.3

Bestemmelsen handler om placeringen af vandmåleren. Hidtil har det været sådan, at forsyningen kunne beslutte, om måleren skulle placeres i huset eller i målerbrønd med afsæt i de gældende byggetekniske standarder i DS439.

Med denne afgørelse finder nævnet, at det klare udgangspunkt skal være, at måleren placeres inde i huset. Det er af hensyn til ejerens mulighed for at holde øje med forbruget ud fra et ressourcebesparende fokus. Det må derfor ikke fremgå af regulativet, at forsyningen selv beslutter placeringen.

Forsyningen kan dog efter en konkret afvejning, hvor det af hensyn til installation, aflæsning eller vedligeholdelse ikke er muligt at placere måleren i huset, vælge at placere måleren i en målerbrønd. I vurdering skal der lægges vægt på, at ejeren har mulighed for let at kunne aflæse forbruget på en skærm, der er installeret i huset eller en app.

Praksis på dette område er delvist uafklaret. Fremtiden må vise, hvilke konkrete forhold, der skal være til stede for at flytte måleren til en målerbrønd. Men aflæsningsmuligheden kan kommunalbestyrelsen veje tungt.

Endelig fremhæver nævnet, at kommunen skal vejlede forsyningen i de tilfælde, hvor den mener at regulativet er modsætningsfyldt eller uklart formuleret. Der er der ikke hjemmel til at nægte godkendelse af regulativet i disse situationer.