ARWOS
Foto: Vandpost Aabenraa

Det gode postevand lige ved hånden

I Aabenraa er noget af Danmarks mest velsmagende postevand altid lige ved hånden – det har Arwos og Aabenraa Kommune sørget for gennem projektet Vandpost Aabenraa. Deres målsætning var at gøre postevandet mere tilgængeligt for borgerne – og samtidig mindske forbruget af plastikflasker.

Tap postevand mens du shopper

Som det første af to initiativer i projektet har forsyningen engageret butikkerne i Aabenraa Kommune, så de kan tilbyde sig som tappesteder.

Butiksindehaverne har i høj grad vist interesse for at være en del af initiativet, og gør gerne en indsats for at bidrage til projektet”

Tappestederne tilbyder borgerne at fylde deres drikkeflasker med postevand, og kan kendes på Vandpost Aabenraas klistermærke i butikkernes vinduer. Blandet andet har butikker i Aabenraa, Padborg og Kruså meldt sig som tilgængelige tappesteder.

”Butiksindehaverne har i høj grad vist interesse for at være en del af initiativet, og gør gerne en indsats for at bidrage til projektet” – Ole Damm, direktør i Arwos. 

Fontæner i byrummet

Ud over initiativet i butikkerne har Arwos i samarbejde med Aabenraa Kommune og virksomheder i området opstillet fontæner til fri afbenyttelse. Herved gøres postevandet tilgængeligt i byrummet på steder, hvor mange mennesker færdes. Udgifterne til at opføre fontænerne sponsoreres af virksomheder, der enten finansierer en fontæne alene eller i samarbejde med andre virksomheder. Forsyningen forventer, at der i løbet af de kommende år kan opføres endnu flere fontæner.

Tilgængelighed skal ændre borgernes vaner

Forhåbningen er, at det i fremtiden vil være naturligt for borgerne at medbringe en vandflaske, når de bevæger sig rundt i byrummet.

”I forsyningen er vi glade for i samarbejde med kommunen og erhvervslivet at understøtte et sundt valg, den bæredygtige udvikling og samtidig være med til at gøre lokalområdet attraktivt for borgerne” - Jens Nicolai Wistoft bestyrelsesformand for Arwos og byrådsmedlem i Aabenraa