Hvem kan søge og hvilke partnerskaber?

Vandselskaber, der har bidraget til VUDP, kan søge VUDP om støtte. Partnerskaber indgået mellem forsyninger, forskningsinstitutioner, rådgivere og leverandører vægtes højt i vurderingen. Fordelen for samarbejde i udvikling af teknologier er stor i f.eks. kvalitet af output af projektet, praktisk udførelse og tilpasning i forsyningerne, input fra flere perspektiver samt viden- og erfaringsdeling. Der er kortere vej fra udvikling til praktisk anvendelse gennem bredt samarbejde.

Hvad er forskellen mellem 1. Fase og 2. Fase ansøgning?

Første fase ansøgning er en idétilkendegivelse indeholdende kort beskrivelse af projektet, projektsum og ansøgt beløb samt underskrift af projekt- og juridisk ansvarlige.
Anden fase er udvalgte ansøgninger fra første fase til en mere uddybende ansøgning. Hertil vedlægges diverse dokumenter såsom mini CV’er (max 2 sider), organisationsplan, udførligt budget, tidsplan, årsregnskaber for partnerne, formidlingsplan, implementeringsplan efter projektafslutning og samarbejdserklæring påført opgave- og rollefordeling samt underskrift af projekt- og juridisk ansvarlige. Ansøger skal desuden forholde sig til risici og usikkerheder i projektet. Denne indsendes i august 2018.

Kan jeg være sikker på, at min idé og teknologi ikke bliver tyvstjålet?

Vurderingspanelet har underskrevet en fortrolighedserklæring. Den er tilgængelig på www.danva.dk/VUDP. Hvis et vurderingspanelmedlem findes inhabil på en ansøgning (hvis medlemmet selv eller vedkommendes virksomhed indgår som samarbejdspartner) får det pågældende medlem ikke adgang til vurdering og må gå ud ad døren, når panelet drøfter den pågældende ansøgning.

Hvilket sprog skal ansøgningen skrives på?

Som udgangspunkt skal ansøgningen skrives på dansk.

Hvordan bliver tilskuddet udbetalt?

Ved indsendelse af statusrapporter og delregnskab med godkendelse fra VUDP kan partnerne få udbetalt deres uddeling. Dette søges af hovedansøger. Det anbefales, at der løbende i forløbet af projekterne søges udbetalinger. Vær opmærksom på at udbetalinger forløber undervejs i projektet - det kan være hensigtsmæssigt at tage dette med i overvejelserne, når projektet inddeles i milepæle eller perioder.

Hvilken form for regnskab skal der holdes?

Budget- og regnskabsskabelon skal anvendes i projektet. Her opdeles budgettet for hver partner og poster såsom tidsforbrug, udstyr og instrumenter, formidling, leje af lab og/eller lokaler, andre udgifter (mødeudgifter, rejseudgifter – se afsnit 2.10 Budget). Slutregnskabet, ud fra den førnævnte skabelon, skal revideres af en revisor, hvis støtte-beløbet overstiger 300.000 kr.

Hvilken slutrapportering kræver VUDP?

Efter projektet er afsluttet, skal der foreligge en faglig rapport med detaljerede projektresultater samt et resumé med dertilhørende revideret slutregnskab.

Hvad sker der, hvis projektet ændrer sig økonomisk, forløbmæssigt eller ved forsinkelser undervejs?

Hovedansøger skal snarest muligt undervejs tage kontakt til VUDP for at redegøre for ændringer og komme med forslag til tiltag, så projektets formål og tidsplan stadig kan opnås. Det er vigtigt, at projektets muligheder for udførelse er udtømte, hvis der opleves tekniske eller samarbejdsmæssige forhindringer.

Kan man få mere i tilskud end tilsagnsbeløbet undervejs, eller efter at projektet er afsluttet?

Det er ikke muligt at få udvidet tilsagnsbeløbet undervejs i projektforløbet. Vandselskaberne kan dog søge for næste fase, hvis projektet stadig holder sig inden for kategorien teknologiudvikling og -demonstration.

Projektstart og projektafslutning hvornår?

Projektet kan tidligst afholde støttede udgifter efter tilsagnsdato, dvs. tidligst i oktober 2018. Midler til udgifter, afholdt efter projektet er slutrapporteret og/eller efter 3 år efter tilsagnsdato, ydes ikke af VUDP.

Hvor lang tid må projektet forløbe?

Slutrapport og revideret slutregnskab skal ligge VUDP i hænde senest 3 år efter tilsagnsdato.

Hvor stort et beløb kan der ansøges om?

Der kan ansøges om op til ca. 1,5 mio. kr. i 2018. Der er ingen nedre grænse for ansøgt beløb.

Kan der vedlægges dokumenter til første fases ansøgning?

Nej, det er først muligt at vedlægge dokumenter, hvis man inviteres til at indsende en uddybende ansøgning i anden fase.

Kan der indsendes ansøgning på e-mail i stedet for online?

Nej, alle ansøgninger skal indsendes via det elektroniske ansøgningsskema.

Får jeg en kvittering for indsendelse af ansøgningen?

Ja, du vil modtage en e-mail med kvittering for modtagelsen og hvornår du kan forvente at få svar på ansøgningen. Heri vil også et ID nr. fremgå. Dette ID skal du bruge i kommunikationen med sekretariatet angående ansøgningen.

Inddeling af faser

Det er hensigtsmæssigt, at ansøger inddeler projektfaser ud fra, hvornår man ønsker en udbetaling af tilskuddet.

Kan man ændre projektleder undervejs i projektet efter tilsagn?

Ændring af projektlederen er en væsentlig ændring. Derfor skal dette godkendes af VUDP i forvejen. Alle projektpartnerne skal være indforstået med ændringen, og der skal indsendes et mini-CV samt en begrundelse for ændring af projektleder.

Kan test og demonstration foregå uden for Danmark?

Nej, som udgangspunkt skal projektet udføres i Danmark.

Hvilke andre vurderingskriterier vil ansøgningerne vurderes på under fase 2?

Ansøgningerne indsendt til fase 2 vurderes ud fra følgende kriterier (ud over de af fase 1 se under Udvælgelse i punkt 1):

  • Projektgennemførelse – om bemanding og tidsplan er realistiske. Om de rigtige kompetencer indgår.
  • Formidling – både før og efter projektafslutning.
  • Opskalering/implementering efter projektafslutning – hvordan udbredes viden og anvendelse til vandbranchen.

Uddelingsvilkår

Modtagere af VUDP projektmidler skal opfylde en række betingelser. Læs mere her.

Revisionsinstruks

Læs VUDP revisionsinstruks for projektuddeling under 300.000 kr. her.

Læs VUDP revisionsinstruks for projektuddeling over 300.000 kr. her.

Giv gerne feedback på denne artikel
DANVA arbejder hele tiden på at gøre det endnu bedre for dig. Derfor ville vi blive glade, hvis du ville give os feedback på denne artikel - enten ved at klikke på ikonerne nederst eller ved at skrive en mail til lf@danva.dk.

Tak for hjælpen.

Fandt du det du søgte?