Spørgsmål

1. Kan en vandforsyning have driftsbidrag, der indeholder et delelement, der består af et fast beløb?

2. Kan der evt. også differentieres mellem de forskellige driftsbidrag, der opkræves af kunder i forsyningsområdet? Der tænkes især på muligheden for dels at have en differencering mellem virksomheder og almindelige kunder dels en differentiering mellem forskellige virksomheder.

DANVA har forstået det således, at spørgsmålene er rejst ud fra et ønske om en mere eksplicit hensyn til rimelig byrdefordeling

DANVAs vurdering

1. Ja, det er lovligt med et fast delelement i driftsbidraget, således at det består af såvel et fast som et variabel bidrag.

2. Ja, der kan undtagelsesvis differentieres - bl.a. på grund af historiske eller fremtidige faktiske forhold vedrørende forsyningsmuligheder eller forsyningsydelser. Det kan evt. hænge sammen vandforbruget på kundens ejendom, hvis det konkret kan begrundes i, at omkostningerne forbundet med forsyningen af denne kunde/virksomhed er væsentligt mindre pr. kubikmeter end forsyningen af ejendomme med mindre forbrug.

Uddybende svar

Fast bidrag som del af driftsbidraget

Der er omfattende praksis for, at driftsbidraget opdeles i såvel et variabelt som et fast bidrag. Dette kan bl.a. genfindes i normalregulativerne (vejledninger fra centralforvaltningen) igennem tiderne, ligesom det også er omtalt i takstvejledningen fra 2017. Se link til sidst i besvarelsen.
 
Følgende kan læses om det faste bidrag i afsnit 5.3:
”Driftsbidraget omfatter et bidrag pr. kubikmeter leveret vand og kan tillige omfatte et fast årligt bidrag. Det faste driftsbidrag må ikke erstatte afregning efter forbrug. Hvis vandforsyningen vil opkræve et driftsbidrag pr. afregningsmåler (målerbidrag/målerleje) ud over et fast driftsbidrag, skal det derfor fremgå entydigt af vandforsyningens regulativ. Driftsbidrag skal fremgå af takstbladet.
Det faste bidrag kan eventuelt bestå af flere delelementer/faste driftsbidrag, der tilsammen udgør det driftsbidrag, som skal betales for den enkelte ejendom. Driftsbidraget kan f.eks. bestå af et driftsbidrag for at være tilsluttet forsyningen, et driftsbidrag der afhænger af forbruget eller belastningen af vandforsyningsanlægget og et driftsbidrag for målere opsat af vandforsyningen. Det faste driftsbidrag kan dække en del af de faste udgifter til administration, drift, vedligeholdelse m.v., der ikke varierer ret meget efter det faktiske forbrug.”
 
Differentiering
Frem til 2016 var der ingen regler, der omtaler differentiering af anlægs- og/eller driftsbidrag. Den aktuelle lov har nr. 1450/2020. De nedenstående principper for differentiering gør sig gældende uanset, om der er tale om anlægs-/tilslutningsbidrage eller driftsbidrag. § 53, stk. 1, 1. og 2. pkt., har følgende ordlyd:
”En almen vandforsyning fastsætter anlægs- og driftsbidrag en gang årligt. Fastsættelsen skal ske under overholdelse af den indtægtsramme eller den regnskabsmæssige kontrolramme, som er fastsat for forsyningen i medfør af §§ 6 eller 6 a i lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold. Anlægs- og driftsbidrag kan i særlige tilfælde fastsættes forskelligt for geografiske områder […]” 

Den ovenfor fremhævede passage (”anlægs- og driftsbidrag kan i…”) blev indsat ved en ændringslov til VFL i februar 2016. Baggrunden for lovændringen er nærmere beskrevet i lovforslagets pkt. 3.2.1.1.3:
 
”Lovforslaget indeholder ændringer, der gør det muligt for vandselskaberne at fastsætte differentierede takster for samme type forbrugere inden for vandselskabets forsyningsområde…

Det foreslås, at det for så vidt angår vandforsyning præciseres i vandforsyningsloven, at almene vandforsyninger midlertidigt eller permanent kan fastsætte differentierede takster…
De foreslåede ændringer af betalingsloven og præciseringen af vandforsyningsloven indebærer at fastsættelsen fortsat skal ske i overensstemmelse med princippet om, at ejendomme af samme type eller kategori skal behandles ensartet, hvorfor de skal behandles ens inden for de forskellige geografiske områder. 
Differentiering af taksterne kan fortsat ikke begrundes alene i, at der er forskel på, hvor store omkostninger den enkelte ejendom giver anledning til, udelukkende fordi en tilsluttet ejendom er placeret længere væk fra vandselskabet end andre. Differentiering udelukkende på grundlag af afstand til vandselskabet vil således fortsat være udelukket, og solidaritetsprincippet skal opretholdes inden for eventuelle geografisk afgrænsede områder, hvorimellem der er differentieret. Afstand til vandselskabets forsyningsanlæg kan ikke i sig selv medføre, at der skal fastsættes differentierede takster.” 

Det klare udgangspunkt efter VFL § 53 er således, at fastsættelsen af takster skal ske efter et solidaritetsprincip, hvorefter alle betaler de samme drifts- og anlægsbidrag af sammenlignelige ejendomme til forsyningen. Dertil kommer, at vandselskaber er underlagt et lighedsprincip i forhold til de tilsluttede forbrugere. Lighedsprincippet betyder, at lige forhold skal behandles lige, men udelukker ikke en forskelsbehandling, hvis relevante saglige hensyn kan begrunde en sådan.

Fastsættelsen af differentierede takster skal derfor ske således at ejendomme af samme type/kategori behandles ensartet. Ligesom en differentiering af bidragene i forhold til forskellige kategorier af ejendomme skal foretages på baggrund af objektive og saglige hensyn og sikre en rimeligbyrdefordeling mellem de forskellige kategorier af ejendomme.
Differentiering - eksempler
Bestemmelsen medfører, at almene vandforsyninger i særlige tilfælde kan differentiere taksterne inden for selskabets forsyningsområder. Med ”særlige tilfælde” sigtes efter lovmotiverne (se linket ovenfor) f.eks. til tilfælde, hvor den almene vandforsyning kan begrunde differentieringen i historiske eller fremtidige faktiske forhold vedrørende forsyningsmuligheder eller forsyningsydelser. F.eks. at omkostninger til at forsyne ejendomme varierer efter områdets karakter, herunder om et område er tæt eller mindre tæt bebygget.
Der er også en gammel tilsynspraksis, der viser, at differentiering kan begrundes i de skønnede gennemsnitlige omkostninger forbundet med forsyningen af de pågældende ejendomme i de forskellige ejendomskategorier. Der kan således eksempelvis differentieres, sådan at ejendomme med forskelligt vandforbrug har forskellige anlægs og/eller driftsbidrag, såfremt forskellen i vandforbrug medfører en forskel i selskabets omkostninger til fx administration-, drifts- eller anlægsomkostninger. Den gamle afgørelse fra 2009, vurderer jeg, giver udtryk for en tilgang, der er lovlig i dag, se: https://ast.dk/tilsynet/udtalelser/udtalelsesdatabase/_ube_/media/pdf_files/534.pdf  
Se evt. takstbladet for Aarhus Vand.
Bestemmelsen vil også kunne anvendes, hvis en almen vandforsyning dækker flere kommuner (f.eks. efter en fusion), men hvor de enkelte kommunalbestyrelser stiller forskellige krav til den almene vandforsynings opnåelse af krav til miljø og service inden for den enkelte kommunes geografiske område. De særlige tilfælde skal kunne varetages efter vandforsyningslovens formålsbestemmelse, f.eks. kan fastsættelsen af differentierede takster fortsat ikke begrundes i hensyn til bestemte forbrugerkategorier, f.eks. af sociale hensyn eller som indirekte støtte til erhverv.
For yderligere eksempler på, hvilke forhold, som efter Energistyrelsens praksis kan udgøre ”særlige tilfælde”, se pkt. 5.4 i Energistyrelsens vejledning nr. 9214 af 7. marts 2017.

 

Disclaimer

DANVAs vurderinger af de juridiske problemstillinger er tænkt som sparring/vejledning, som kan anvendes i forsyningernes egen sagsbehandling. Vurderingerne er foretaget med afsæt i gældende lovgivning og praksis på tidspunktet for vurderingen, og der tages således forbehold for eventuelle, senere lovændringer og/eller ændring af rets- og administrativ praksis. DANVA påtager sig herefter intet ansvar for eventuelle tab eller skader som følge af det publicerede materiale under ”Spørgsmål & Svar” eller tredjemands brug heraf, hvad enten dette skyldes fejl og uhensigtsmæssigheder i eller manglende opdatering af materialet eller andre årsager.