KL opfordrer nu kommunerne til at gøre deres del for at få styr på problemer med overflødige brandhaner. Den opfordring bør drikkevandsselskaberne gøre opmærksom på i de igangværende, kommunale budgetforhandlinger.

Nu får DANVA og Danske Vandværker støtte fra KL i kampen mod overflødige brandhaner.

KL har senest ”… opfordret kommunerne til at begynde et systematisk samarbejde mellem kommunen, beredskabet og forsyningernes mhp. at få overblik over brandhaner herunder nedlæggelse af overflødige brandhaner”. KL fortsætter; ”Kommunerne bør udarbejde en flerårig plan for vedligehold af aktive brandhaner og sløjfning af overskydende brandhaner.”

Dermed støtter KL altså nu op om DANVA og Danske Vandværkers initiativ, hvor vi i foråret opfordrede medlemmerne til at sætte udfordringerne med overflødige brandhaner på lokalpolitikernes dagsorden i de forestående budgetforhandlinger.

Aktuelt formoder vi, at kommunalbestyrelserne er ved at indsnævre antallet af emner forud for de endelige beslutninger i efteråret.

Opbakningen fra KL bør drikkevandsselskaberne derfor nu udnytte til at holde ”gryden i kog” på lokalt plan forud for kommunernes budgetseminarer.

Ønsker I at gøre det, kan det gøres med afsæt i bl.a. DANVA undersøgelsen fra 2019. Undersøgelsen har gjort det muligt, at udfordringerne ved brandhanerne har kunnet blive sat på dagsorden i forskellige organisationer, myndigheder, magasiner og forhåbentligt på lokalt niveau, og vi vil benytte lejligheden til at takke DANVA medlemmer, som har bidraget med data.

Vi kan også oplyse, at beredskabernes magasin Brand & Sikring i juni 2020 omtaler DANVA undersøgelsen. Der synes at være en vis uklarhed i rolle- og ansvarsfordelingen mellem kommunerne og beredskaberne, som DANVA ikke ønsker at involvere sig i. Vendingen ”konstruktiv uklarhed” kan være godt at have i baghovedet.

I DANVA påskønner vi, at KL har denne konstruktive tilgang til emnet.

Betaling for vand til brandslukning

Bemærk i øvrigt, at de i KLs administrative information, dateret 15.06.20, også er en omtale af betaling for vand til brandslukning:

”Nogle vandselskaber er begyndt at fremsætte krav om betaling for vand til brandslukning. KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg finder, at vandforbruget ved beredskabsopgaver bør betales af vandselskaberne – som en samfundsopgave. Men hvis vandværkerne ændrer praksis, kan kommunalbestyrelsen ikke hindre det.”

Denne udmelding kobler sig til forsyningernes evt. arbejde med at opdatere regulativet, hvor der er en fælles branchevejledning fra DANVA og Danske Vandværker, se konkret punkt 13.1 og bemærkningerne i vejledningen.