COLOURBOX3581806.jpg

Vandsektoren har siden 2007 i gennemsnit øget sin gæld med cirka 1,4 mia. kr. årligt, og anlægsgælden nærmer sig i dag 17 mia. kr. Den øgede brug af lånefinansiering de senere år er i høj grad påvirket af den økonomiske regulering af vandsektoren.

Det diskuteres nu politisk, om lånefinansiering bør øges ud over den igangværende udvikling. Det rejser en række spørgsmål: Er det hensigtsmæssigt, at gældsætningen i vandsektoren stiger hurtigere end med 1-2 mia. kr. årligt? Hvad er bedst for kunderne på kort og langt sigt? Hvordan skal omkostningerne fordeles mellem generationer? Og hvilke regelændringer er nødvendige for, at det overhovedet kan lade sig gøre at lånefinansiere i et større omfang end i dag?

Lov gav øget lånefinansiering

Vandsektoren havde en meget lav gæld før vandsektorlovens vedtagelse, og man finansierede i høj grad den løbende udskiftning af anlæg ved kontantfinansiering. Med loven blev der på sektorniveau presset på for øget brug af låne finansiering i vandsektoren. Vandselskaberne fik med åbningsbalancerne og prislofterne et tillæg for historiske investeringer. Indtægter fra dette tillæg kunne bruges til kontantfinansiering af investeringer, medmindre selskaberne skulle afdrage gammel gæld. Indtægterne fra tillægget kunne imidlertid ikke dække de for ventede langsigtede investeringsomkostninger til udskiftning af anlæg. De udgifter, tillægget ikke kunne dække, måtte der lånes til. Vandsektorloven lagde altså op til et miks af kontant- og lånefinansiering.

Hvis vandselskaberne skal levere nye ydelser, får de ikke øget adgang til kontantfinansiering. Skal et selskab fx bygge et nyt anlæg til klimasikring til 100 mio. kr., må det optage et tilsvarende lån, medmindre det har frie midler andre steder fra. Nye anlæg øger altså alt andet lige gældsætningen i vandselskaberne.

Investeringsbehov og størrelsen på investeringstillæggene varierer betydeligt fra selskab til selskab, men generelt skubber vandsektorloven på for øget gældsætning.

Finansiering af eksisterende anlæg

Det diskuteres i dag i vandsektoren, i hvor høj grad man skal lånefinansiere udskiftning af eksisterende anlæg. Hvis man skifter fra kontantfinansiering til lånefinansiering af den løbende udskiftning af anlæg (reinvesteringer), vil det alt andet lige kunne betyde et betydeligt dyk i taksten for nuværende kunder. På grund af stigende renteomkostninger vil prisen dog efter en årrække overstige den oprindelige pris og lægge sig på et nyt, højere niveau. Hertil kommer, at selskabet stifter en betydelig gæld, som fremtidige kunder må forholde sig til.

Et skifte i finansieringsmodel fra kontant finansiering til lånefinansiering giver mulighed for en takstopkrævning, der er lavere end omkostningerne i en periode. Det skyldes, at tidligere kunder har betalt for de nuværende anlæg, mens omkostningerne til nye anlæg deles med fremtidige kunder. Det er næppe hverken muligt eller ønskeligt med fuld lånefinansiering over 75 år, men der er i stigende grad politisk fokus på at udnytte muligheden for lavere takster i en periode ved øget brug af lånefinansiering. Fortalere taler om at sende penge tilbage til kunderne, og at vandselskaberne låner billigere end kunderne. Modstandere taler om binding af fremtidige kunder til en stor gæld, øgede renteomkostninger og højere priser. Priser, der ikke afspejler omkostningerne og en dårlig fordeling af omkostningerne mellem generationer.

Ny regulering

Fra 2017 og frem blev vandsektoren underlagt en ny totaløkonomisk regulering. Den medførte, at vandselskaberne blev underlagt en fast ramme til også at afholde investeringsomkostninger indenfor (undtagen for tillægsberettigede aktiviteter). Analyser fra Copenhagen Economics har vist, at den givne ramme er for lille på sigt, uanset om vandselskaberne lånefinansierer alle deres investeringer. Det er også et problem, at der i de gældende indtægtsrammer er indregnet en ramme svarende til renteomkostningerne i 2015. Vandselskaberne får altså ikke tillæg til at finansiere de stigende renteomkostninger, som en stigende lånefinansiering medfører, medmindre der er tale om tillægsberettigede aktiviteter.

Der pågår for tiden politiske forhandlinger om behovet for at justere de økonomiske rammer, så vandselskaberne kan sikres de rette rammer til finansiering af det stigende investeringsbehov, som prognoserne forudser. Lånefinansiering står i den forbindelse højt på den politiske dagsorden, og DANVA vil i den kommende tid arbejde på at understøtte vandselskaberne i arbejdet med at vælge de bedste finansieringsløsninger for selskaber og kunder.

Efter redaktionens afslutning er der indgået en ny aftale om justering af den økonomiske regulering.

Disclaimer

DANVAs vurderinger af de juridiske problemstillinger er tænkt som sparring/vejledning, som kan anvendes i forsyningernes egen sagsbehandling. Vurderingerne er foretaget med afsæt i gældende lovgivning og praksis på tidspunktet for vurderingen, og der tages således forbehold for eventuelle, senere lovændringer og/eller ændring af rets- og administrativ praksis. DANVA påtager sig herefter intet ansvar for eventuelle tab eller skader som følge af det publicerede materiale under ”Spørgsmål & Svar” eller tredjemands brug heraf, hvad enten dette skyldes fejl og uhensigtsmæssigheder i eller manglende opdatering af materialet eller andre årsager.