Fakta bag udvalgte uenighedspunkter i interview af Forsyningssekretariatet og DANVA
I interview 13. maj 2020 med kontorchef Tone Madsen fra Forsyningssekretariatet og direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen, udgivet i Watertech den 19. maj 2020, blev der diskuteret en række emner. I dette notat er der uddybende fakta bag nogle af uenighedspunkterne i interviewet.
Hvor hurtigt kan effektiviseringspotentialet indhentes?
Forsyningssekretariatet antager, at vandselskaberne reinvesterer 1,53% pr. år. Det svarer til, at et gennemsnitligt anlæg skiftes hvert 65. år – nogle skiftes hurtigere, andre langsommere. Over 10 år udskifter vandsektoren altså 10 år x1,53%/år =15,3% af sine anlæg. Det får i analysen om teknologiudvikling Forsyningssekretariatet til at konkludere, at vandsektoren de næste 10 år kan hente 15,3% af det identificerede effektiviseringspotentiale på teknologiudvikling. For drikkevand svarer det til 15,3%x300 = 50 mio. kr. (afrundet).
Nu kunne man tro, at Forsyningssekretariatet benyttede samme metode og vurderede, at vandselskaberne også kan hente cirka 15,3% af det estimerede effektiviseringspotentiale på anlæg i benchmarkinganalysen. Det mener DANVA vil være den rigtige metode. Forsyningssekretariatet er af en anden opfattelse og siger i denne analyse, at effektiviseringer på driften kan hentes på 4 år (svarende til 25% årligt) og effektiviseringer på anlæg kan hentes over 65 år (svarende til 1,53% årligt). Forsyningssekretariatet antager ud fra omkostningsfordelingen, at halvdelen af effektiviseringspotentialet er på anlæg og halvdelen af effektiviseringspotentialet er på drift. Sekretariatet kommer ud fra dette frem til, at vandselskaberne kan hente det samlede effektiviseringspotentialet på 0,5x25%/år + 0,5x1,53%/år = 13%/år – hvilket afrundet svarer til 8 år.
Det er imidlertid forkert, at tage et gennemsnit på denne måde. Når det tager 65 år at udskifte alle anlæg, ja så går der nødvendigvis 65 år, inden alle anlæg kan være købt til en effektiv pris. Det kan ikke gøres hurtigere. Man er derfor nødt til at sige, at hele driftspotentialet kan hentes inden 2030, mens der kun kan hentes 15,3% af anlægspotentialet. Når man beregner det korrekt – og samtidigt tager højde for, at anlægsomkostninger ikke udgør 50%, men 63%, ja så får man, at der maksimalt kan indhentes et potentiale fra benchmarkingen på 394 mio. kr.
Når Forsyningssekretariatet påstår, det tager højde for udskiftningen af anlæg tager lang tid, er det altså korrekt for delanalysen teknologiudvikling, men forkert for delanalysen benchmarking.
Hvad betyder det, at der ikke er ”catch up”?
I benchmarkingen måler man, hvor meget hvert enkelt selskab kunne spare, hvis det blev ligeså effektivt som de bedste i vandsektoren. Det er et temmelig skrapt krav, da der næppe eksisterer sektorer, hvor alle selskaber har præcis de samme omkostninger. Hvis vi imidlertid antager alle vandselskaber blev ligeså effektive som de bedste, kunne vandsektoren pt. spare 847 mio. kr. De 453 mio. kr. af disse skyldes dog, at nogle anlæg blev købt for dyrt for måske mange år siden og disse anlæg kan først købes billigere om op til 75 år, da anlæg i vandsektoren holder meget længe. Vandsektoren kan frem til 2030 derfor maksimalt spare 394 mio. kr. svarende til ca. 3% af omkostningerne. Disse penge bliver realiseret, hvis de såkaldt ineffektive selskaber i gennemsnit gør det 3% billigere. Forsyningssekretariatet skriver imidlertid, at de ikke mener, de ineffektive kommer til at indhente de bedste. De mener altså ikke, at de 394 mio. kr. bliver hentet inden 2030.
Den reelle effektivisering fra benchmarkingen ud fra denne antagelse bliver dermed 0 kr. og analysen ville stoppe her, hvis Forsyningssekretariatet kun kiggede på et øjebliksbillede af, hvad der er af effektiviseringspotentiale i vandsektoren her og nu – det, de i analysen kalder et bagudrettet effektiviseringspotentiale. Forsyningssekretariatet siger indirekte imidlertid, at de mener, at både de bedste og de ineffektive selskaber forbedrer sig med cirka 1% årligt. Da alle forbedrer sig lige meget, bliver de bedste ikke indhentet – der sker ikke ”catch up” – og der fortsætter derfor med at være et effektiviseringspotentiale i benchmarkingen på 847 mio. kr.
Forsyningssekretariatet kan de næste 10 år fortsætte med at stille effektiviseringskrav på 106 mio. kr. årligt, hvorfor de fra benchmarkingen samlet kan stille krav om at hente 1.150 mio. kr. i 2030. Bemærk at de 1% i årlig forbedring ikke stammer fra indhentning af det eksisterende effektiviseringspotentiale, men fra et effektiviseringspotentiale, vandselskaberne løbende skaber ved, at alle selskaber bliver 1% bedre hvert år – altså det, Forsyningssekretariatet kalder et fremadrettet effektiviseringspotentiale, da det skabes i fremtiden.
Forsyningssekretariatet indregner i delanalyse 5, at vandselskaberne fremadrettet generelt vil forbedre sig med 1,4% årligt. Forsyningssekretariatet indregner altså en fremadrettet generel effektivisering på 1.150 mio. kr. i delanalyse 1 og 1.600 mio. kr. i delanalyse 5 tilsyneladende uden at være klar over, at de gør dette, da de både i interviewet og i rapporten anfører, at benchmarkingpotentialet er bagudrettet. Det er det dog ikke, da det netop først opstår løbende over de næste 10 år. Hvis ikke det opstod løbende i fremtiden kunne det eksisterende benchmarking-effektiviseringspotentiale på 847 mio. kr. af gode grunde ikke vokse til 1.150 mio. kr. i 2030 – og det endda uden de 847 mio. kr. bliver mindre over perioden (der sker ikke ”catch-up”). Det samme effektiviseringspotentiale opgøres altså ikke alene til to forskellige tal – 1.150 mio. kr. og 1.600 mio. kr., men nok så alvorligt tælles den samme effekt med to gange.
Kan vandsektoren sammenlignes med industrien?
Industrien forbedrede i gennemsnit sin produktivitet med 1,4% årligt i perioden 2007-16. Det gør industrien til en af de sektorer med størst udvikling i produktiviteten i perioden. Man kan finde andre brancher, eksempelvis detailhandlen, der har gjort det bedre, men dette er langt fra det generelle billede. Den markedsmæssige økonomi i alt udviklede sig i samme periode med 0,1% årligt, så i det større billede ligger industrien rigtig højt og rigtig mange sektorer har gjort det dårligere.
En stor del af produktivitetsvæksten i industrien har været drevet af globaliserede brancher. Det udfordrer ifølge Danmarks Statistik måling af produktivitetsvæksten i dansk kontekst. Tager man disse globaliserede brancher samt den kemiske industri, som er atypisk og indeholder meget videnstunge virksomheder som Novozymes, ud af indekset, bliver den årlige udvikling væsentlig lavere. DANVA har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vandsektoren skal sammenlignes med en højdespringer som industrien, i stedet for det langt bredere og mere stabile indeks for markedsmæssig økonomi i alt.
Konsolidering – kan der spares penge ved større enheder?
Forsyningssekretariatet har analyseret dette område med nogle simple og meget overordnede modeller, der ikke er særligt robuste og indeholder væsentlig ekstrapolation. Kører man spildevandsmodellen på drikkevand, ser der eksempelvis ikke umiddelbart ud til at være nogen stordriftsfordel. DANVA har opfordret Forsyningssekretariatet til at fremlægge beregninger på, om de også finder dette resultat, men indtil videre uden held.
Når Forsyningssekretariatet kører en anden og statistisk væsentligt dårligere model på drikkevand, skyldes det angiveligt, at sekretariatet ønsker at medtage en gruppe mindre selskaber, der for langt de flestes vedkommende er på vej ud af reguleringen, fordi de administrative omkostninger ved reguleringen ikke stod mål med de mulige gevinster. Disse selskabers omkostninger er, så vidt DANVA kan udlede af Forsyningssekretariatets data, ikke med i de 11,5 mia. kr., Forsyningssekretariatet i analysen opgør, vandsektoren har.
Forsyningssekretariatet fastslår i analysen, at der indenfor 1-4 år kan hentes gevinster på 10% af driftsomkostningerne ved fusion ind i en koncern. Sekretariatet tager imidlertid udgangspunkt i året for fusion, hvor det selv beskriver, at omkostningerne er forhøjede grundet ekstraordinære omkostninger til selve fusionen. Det mest retvisende er derfor oplagt at tage udgangspunkt i året før fusionen. Desuden antager sekretariatet, at det totale fald i driftsomkostninger sker grundet fusionen, men da hele sektoren i perioden havde faldende driftsomkostninger, er man nødt til at se på det ekstraordinære fald i driftsomkostningerne hos de fusionerede selskaber, da det er dette forhold, man kan antage hidrører fra fusionen. De to forhold; fejlen i basisår og den urealistiske antagelse om fusionens betydning, bevirker, at det kortsigtede besparelsespotentiale overvurderes betydeligt. Dette er væsentligt, da Forsyningssekretariatet antager, at hele det estimerede konsolideringspotentiale på 750 mio. kr. kan hentes i perioden 2020-2030. Data tyder på, at man må være væsentligt mere tålmodig end det. Det gælder i særlig grad på spildevand, hvor centralisering af renseanlæg må forventes at være hovedparten af et muligt potentiale.
Regulatorisk overskud
Forsyningssekretariatet opgør i rapporten de påvirkelige omkostninger til 11,5 mia. kr. Hvis man måler i faste priser, korrigerer for en lille faktuel fejl i opgørelsen hos Forsyningssekretariatet og sammenligner med indtægtsrammerne for 2018 for drikkevand og 2019 for spildevand, får man, at omkostninger mere præcist er 11,8 mia. kr. Indtægtsrammerne for de pågældende år var 11,4 mia. kr., hvoraf Forsyningssekretariatet opgør, at vandselskaberne kun opkræver de 11 mia. kr. Indtægterne var ifølge Forsyningssekretariatets egne tal fra rapporten altså 800 mio. kr. lavere end de tilsvarende omkostninger. Det vil sige et betydeligt underskud. Når Forsyningssekretariatet finder et overskud på 1,3 mia. kr., skyldes det, at sekretariatet til netop denne opgørelse ikke bruger deres egen opgørelse af omkostningerne, men regner ud fra afskrivninger fra selskabernes årsregnskaber. Omkostninger i årsregnskaberne opgøres af historiske årsager meget forskelligt og har af en række årsager altid været fravalgt til brug i forbindelse med den økonomiske regulering i vandsektoren. Når Forsyningssekretariatet får så højt et tal som 1,3 mia. kr., skyldes det yderligere, at de kun tager en delmængde af de pågældende omkostninger i regnskaberne med. Det påståede overskud følger altså hverken årsregnskaberne eller den standard for opgørelse af omkostninger, som Forsyningssekretariatet selv har sat og i øvrigt anvender. Tallet kan således ikke sammenlignes med det påståede effektiviseringspotentiale på 3,85 mia. kr., da dette tal følger af andre opgørelsesmetoder.
