Kapitalstærke interesser lægger i stigende grad op til at ville have indflydelse på vandselskaberne. Det er både logisk og flatterende, at de bejler til DANVAs medemmer. For på ganske få år, har vandselskaberne gjort sig attraktive ved at vise vejen for, hvordan man excellent driver offentligt ejede selskaber, så de samtidig med at udføre deres kerneopgaver formår at skabe udvikling.
Nye frugtbare samarbejder mellem vandselskaber, rådgivere og producenter – den danske model - sætter nye standarder for mulighederne i den danske vandbranche. Oveni arbejder den samlede vandbranche på højtryk for gennem nye alliancer at accelerere udviklingen endnu mere. Det er alt sammen noget, der på en og samme tid gavner danskernes bæredygtige forsyning af vand og samtidig skaber merværdi for beskæftigelsen og eksporten.
Men kan man opnå endnu mere acceleration, hvis kapitalinteresser får mulighed for at kommercialisere den danske vandsektor. Logikken går på, at skal man skabe innovation på verdensplan, så skal det også være muligt at tjene penge på vand og renseanlæg. Senest er denne tese italesat af tænketanken Axcelfuture. Berlingske Business beskrev den 28. februar under overskriften ”Forsyning er blevet sexet”.
Problemet er, at argumenterne blandt andet bygger på fordomme og fornemmelser, som overvejende synes at være bestilt til at underbygge denne bestemte synsvinkel. Hermed opstår der fejl og mangler. Det er blandt andet forkert og ureflekteret at sammenligne forsyningsgrene direkte og generelt som for eksempel DONG og vandforsyning. Bejlerne med forstand på at akkumulere kapital viser dermed, at vand er et forsyningsområde, som de kun har overfladisk kendskab til.
Væsensforskellene mellem energi og vand består blandt andet i, at vand er afgørende for folkesundheden og en livgivende ressource. Vand er selve produktet og ikke et resultat af en forarbejdningsproces. Det hentes op fra grunden og sendes direkte til forbrugerne i en isoleret infrastruktur. Energi er derimod et produkt af en proces, der i princippet kan produceres hvor som helst og ikke i samme grad som vand er forbundet til forudbestemte aftagere. Dermed er energi mere egnet til fri konkurrence.
Men hvis vi nu følger Axcelfutures tankegang, at man skal kunne tjene penge på vand og renseanlæg, er det så evident, at det vil skabe dansk innovation på verdensplan, som ikke allerede er til stede. Der findes fortilfælde, hvor driften af renseanlæg har været på private hænder. Det har hverken skabt øget innovation eller lavere takster. Tværtimod. Både i Tyskland og Danmark har kommuner været nødsaget til at ophæve kontrakter om drift, fordi selskaberne lukkede sig om sig selv og aktiviteten blev ugennemsigtig for myndighederne. Det er en naturlov, at virksomheder beskytter deres kommercielle interesser og lukker sig om sig selv.
Danmark har verdens mest enestående samarbejdsmodel som understøtter teknologiudvikling og eksport. Ingen andre steder i verden gør man det på denne måde. For eksempel er en ansat fra Aarhus Vand blevet købt fri af midler fra Erhvervsrådet til at hellige sig jobbet som honest broker, der opbygger samarbejdsrelationer mellem vandselskaber i Chicago og danske producenter og rådgivere. Der er nu ordrer på vej til danske virksomheder. Hvis denne medarbejder repræsenterede et privatdrevet vandselskab, så var han ikke blevet lukket ind på værkerne i USA. Denne præmis er også gældende på de fleste andre af de store markeder som Kina. Måske det er her i dette led af værdikæden, de kapitale interesser skal satse.
Den danske model virker og giver Danmark en enestående position.