Danmarks niveau for investeringer i vand bliver af udlandet set som idealet. I Danmark investerer vi i gennemsnit 24,70 kr./m3. Til sammenligning investerer Italien for eksempel kun ca. 2,25 kr./m3. Det er ikke fordi, at støvlelandet ikke har et behov, men man vælger i stedet helt bevidst at nedslide anlæggene og sende regningen videre til næste generation.
I begyndelsen af oktober var jeg på mission for at øge europa-politikernes interesse for vand samt forståelsen for hele sektorens udfordringer. Målet var den italienske bjerg- og middelalderby L´Aquila - Ørnen - der er hovedstad i provinsen af samme navn og hovedstad i regionen Abruzzo.
Anledningen til mit besøg i L`Aquila var den italienske brancheforening ”Federutilitys” 2. Vandfestival (www.festivalacqua.org), hvor jeg sammen med repræsentanter fra bl.a. UNESCO, Middelhavsunionen, den sydamerikanske vandforening, Israels myndigheder for sikkerhed i forhold til vandforsyning deltog i en session under titlen ”Dissetare il mondo”, som kan oversættes til ”Hvordan kan vi leve op til verdens efterspørgsel på vand?” Meldingerne var de samme hele vejen rundt. Udfordringerne overgår mulighederne. Ingen steder har man mulighed for at investere tilstrækkeligt.
Sådan som italienerne vælger ikke at investere, sådan foregår det de fleste steder, og måske også i en vis udstrækning i Danmark. Men vi er klart verdens duks! Både rost og udskældt for verdens højeste vandpris. Men det er prisen for at være de bedste til at levere bæredygtig vandservice.
Det fører mig frem til spørgsmålet om den måde, de danske prislofter er sammensat på.
Da vi i 2008-2009 forhandlede den nuværende økonomiske regulering, var et af resultaterne, at investeringerne ikke var underlagt effektivisering. Forsyningssekretariatet har længe haft fokus på, at branchen burde reguleres på totaløkonomi. Mange stemmer i og mener, at det er det eneste rigtige. Den igangværende evaluering af vandsektorloven har helt sikkert dette som et af sine fokusområder, og jeg ville blive forundret, hvis det ikke er en af anbefalingerne fra konsortiet.
På baggrund af den erfaring vi/branchen har med Forsyningssekretariatets og nu også Konkurrence-ankenævnets fortolkning af lovgivningen om den økonomiske regulering, synes jeg, at alle alarmklokker allerede er begyndt at ringe.
Det er antageligt en god ide, at en økonomisk regulering sker på grundlag af totaløkonomi og ikke kun den del, der omfatter drift og vedligehold. MEN det må være op til branchen og de enkelte selskaber at gennemføre de nødvendige studier for at kunne vurdere, hvor, hvornår og hvor meget, der er behov for at investere for at leve op til de krav, der stilles af kunder og samfund.
Vi skal forblive verdens duks og investere løbende, så regningen ikke sendes videre til vores børn.