Uha, hvor har vi travlt. Vi har en meget skrap deadline. Det bliver rigtig svært at nå! 

Det var den situation, vandsektoren stod i henover sommeren. Vandselskaber, udenlandske kolleger, teknologileverandører med flere stod på pinde for at bidrage til at opbygge kvalificerede spørgeskemaer, svare på spørgeskemaer samt deltage i interviews og supplerende interviews for at skabe et grundlag for statens evaluering af den såkaldte vandsektorlov. Det skulle alt sammen indgå i en evalueringsrapport med henblik på at drøfte behovet for revision af vandsektorloven. Det gik meget stærkt, men det var vi glade for, for reguleringen skal forbedres hurtigst muligt. 

Så vidt vides har det valgte konsortium med Deloitte i spidsen leveret sin rapport til tiden engang i november sidste år. Så hvad er det egentlig, vi venter på? Hvorfor er det, at de der skrives om i denne rapport ikke kan få adgang til at se, hvad der står om dem? Er det demokrati at spille kortene på den måde, eller er det oplyst enevælde? 

Samtidig kører den meningsløse regulering af en sektor bare videre. Endnu et år er gået. Endnu engang vil vi kunne konstatere, at branchen er langt foran de centrale krav til selskaberne. Det har branchen været i 2010, 2011 og 2012, og det vil være mere end besynderligt, hvis det ikke også er tilfældet for 2013 og 2014, hvor vi ved, at prislofterne samlet set er markant højere end for 2012. Det er egentlig imponerende, når man tager i betragtning, at reguleringen er udformet, så man bliver straffet for at gøre det bedre end den. 

Nu forventer vi snart at blive præsenteret for prisloft 2015. Man kan stille spørgsmålet om, hvor mange gange branchen skal vise, at den kan gøre det bedre end reguleringen? Man kunne også spørge den ansvarlige for denne regulering, hvor mange hundrede millioner kroner, det er rimeligt at blive ved med at bruge unødigt til revisor- og advokatregninger. Reelt er det at skylle forbrugernes penge ud i toilettet. 

Problemet er, at det er vanskeligt at finde ud af, hvem der er ansvarlig for, at situationen er, som den er. 

Hvis man spurgte Forsyningssekretariatet eller Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, ville svaret givetvis være, at det alene administrerer en lovgivning, der er besluttet af andre. Hvis man spurgte i Miljøministeriet eller nærmere Naturstyrelsen, ville svaret givet været, at det ikke er der, den økonomiske regulering af vandsektoren praktiseres. 

I sidste ende er det selvfølgelig politikerne bag forliget om vandsektorens organisatoriske og økonomiske forhold, der er ansvarlige. Problemet er imidlertid, at det er svært at genkende de politiske intentioner fra det oprindelige forlig og de originale lovbemærkninger, hvis man sammenholder dem med den måde, lovgivningen er implementeret og ikke mindst administreres på? Så det er næppe heller de politikere, der er involveret i vandsektoren, vi venter på. 

Måske findes svaret i de rygter, der høres på vandrørene. Det forlyder nemlig, at vandsektoren igen er involveret i en af regeringens vækstpakker. Det er selvfølgelig flatterende at være centrum for vigtige beslutninger, men denne gang og i forhold til dette emne kunne det måske være dejligt at være lidt mere anonym. Konsekvensen er nemlig, at en hel branche indtil videre igen bliver sat udenfor mulighed for at få indflydelse på den virkelighed, som den skal agere i. 

Vi venter. 

Vi venter på Godot eller måske mere præcist: Vi venter på Corydon!